Kristian Himmelstrup fortæller til Forfatterweb, at han i romanen ”Dinosaurens sidste tango” er inspireret af forfatterne Jorge Luis Borges og Bruce Chatwin. Det fragmentariske, splintrede og labyrintiske i Borges’ univers har en fin genklang i Himmelstrups værk, og ligesom hos Borges vælter beretninger om historiske personer, helte og antihelte rundt og mixes ind og ud af hovedhistorien.
Også Karen Blixens fodspor er nu ganske tydelige både i ”Dinosaurens sidste fodspor” og i ”Små skred”. De maskerader og demaskeringer, der fylder i ”Små skred”, er også et centralt tema hos Blixen, og Himmelstrups novelle ”Båden” er som snydt ud af næsen på Blixens novelle ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger” – i en mere moderne udgave dog.
”Angelinas røv”, der er mere ovre i den kriminalistiske genre, kan sammenlignes med den mere sofistikerede nordiske krimi a la Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” og finske Kai Eriks ”Den onde bog”. Både ”Den onde bog” og ”Angelinas røv” tematiserer universitetsverdenen, og også yngre mænds eksistentielle kriser spiller en central rolle i begge værker.
Romanen giver endvidere sit bud på USA i terrorens tidsalder, der kan give mindelser om Claus Bech-Nielsens ”Suverænen”, men også trækker tråde til amerikanske Jonathan Franzens forfatterskab.
Med romanen om Louis Pio, der i øvrigt er nomineret til DR’s romanpris 2023, skriver Himmelstrup sig ind i en af tidens markante litterære tendenser, den såkaldte exofiktion, hvor omdrejningspunktet er en virkelig person, som bliver fiktionaliseret. Exofiktion, der blev født på den franske litterære scene, præger i stor stil den danske litterære scene i årene omkring 2020, hvor markante forfattere som Christina Hesselholdt, Eva Tind, Kristina Stoltz og Jesper Wung-Sung med stort held har fiktionaliseret historiske personer.