Kristian Himmelstrups novellesamling “Små skred” fra 2016 består af 30 noveller – eller ’moralske glidebanefortællinger’, som det hedder på bagflappen. At læse novellerne er som at træde ind i et univers af mønstre og strukturer, hvor novellerne fletter sig ind og ud af hinanden. I flere tilfælde benyttes et ord fra den foregående novelles sidste sætning som afsæt for den følgende, af og til går den samme (eller lignende) karakter igen på tværs af noveller, og andre gange er det et element, et tema, en figur eller lignende, der binder fortællingerne sammen.
Novellerne danner endvidere et fællesskab ved, at de alle undersøger de ’små skred’, der kan føre mennesker på en amoralsk glidebanetur – og de små krumspring, vi laver for at retfærdiggøre dem. Som for eksempel skolelæreren i ”Seks halve”, der har bagbundet og kneblet en kvinde og knap kan forstå, hvordan hun er havnet der.
52325951
Netop ordet ’havnet’ er helt relevant, da hovedpersonerne på hver deres måde fralægger sig alt ansvar. Ofte aner de slet ikke, hvordan de skal tage ansvar. Ja, faktisk er karaktererne så distancerede fra sig selv, at flere ligefrem er i tvivl, om det er dem selv, de ser i spejlet.
Det gør sig blandt andet gældende i novellerne ”Kuk” og ”Svinet”. Et andet relevant begreb er vrangforestilling. Eksempelvis er der hjælpearbejderen, der overbeviser sig selv om, at han gør en forskel for verdens fattigste, alt imens han omdanner de lokales kritik af vestlig udnyttelse til ufarlige reprimander og bor på 5-stjernede hoteller. I det hele taget får den vestlige hvide mand en på hattepulden i mange af fortællingerne – ikke mindst inkarneret i den ironiske titel ”Den Ædle Hvide”.
Et centralt tema i fortællingerne er de selvfortællinger, vi mennesker skaber – både for at legitimere vores liv for os selv, men også for at tage os bedre ud for andre. Men i novellerne bliver selvfortællingerne demaskerede og forvrængede – nærmest ud i det absurde. Andre væsentlige temaer er utroskab, død og tab. Blandt andet tematiseres tab i novellerne ”Vinden”, ”De brune sko” og ”Efterår”, hvor sidstnævnte omhandler medlidenhedsdrab. Men måske havde udføreren i virkeligheden mere medlidenhed med sig selv, end med den syge partner, hun tog livet af!