”Min far døde for fem måneder siden, på et belejligt eller ubelejligt tidspunkt, alt efter øjnene der ser” lyder den første sætning i Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø”, 2016 (”Arv og miljø”, 2017). Således oprulles et klassisk familiedrama om arv, som skal vise sig at handle om meget mere end det.
Bergljot, bogens fortæller, er for ganske nylig trådt ind i en familiekonflikt, der drejer sig om fordelingen af familiens to hytter i Hvaler. De fire søskende er delt i to. De to ældste, Bergljot og broren Bård, har brudt med forældrene for flere år siden, hvorimod de to yngste søstre, Åsa og Astrid, stadig er tæt på familien, og dette bruges som begrundelsen for, at forældrene har testamenteret hytterne til dem.
53079202
Efterhånden som bogen skrider frem, bliver det tydeligt, at Bergljots brud med familien er sket på grund af faderens seksuelle misbrug af hende, fra hun var fem til syv år gammel. Bergljot drages længere og længere ind i konflikten om hytterne i Hvaler, og for hvert møde ved advokaten, hver samtale og mailudveksling med sin mor og søstre, bliver læseren præsenteret for hendes dilemma med at stå alene med en fortælling, som ingen i familien vil anerkende eller høre på. Noget af det fine ved ”Arv og miljø” er, at Bergljot bestemt ikke skildres som nogen engel. Bergljot drikker for meget, hun vrøvler ind imellem og klunter rundt. Hjorth skåner på ingen måde sin hovedperson.
Fortællerens stemme er messende og ind imellem panisk i Bergljots søgen efter forståelse og forklaringer. Samtidig med, at en erkendelse kommer krybende, indfinder der sig en indsigt i familiens dynamik. Bergljot forsøger at sætte ting i system gennem gentagelser og endeløse analyser af samtaler og situationer.
Hvad gør man, når man i dybe konflikter som denne står uden forklaringer og endegyldige beviser? Undervejs inddrages refleksioner over krigen på Balkan og sandhedskommissionen efter Apartheidstyret. Er det rimeligt, spørges der, at begge parter, forbryder og offer, skal stå på lige fod i en sådan proces?
”Arv og miljø” bliver en tankevækkende fortælling om, at man ind imellem er nødt til at opgive tanken om forsoning for at redde sig selv.