I kraft af det stærke samspil mellem selvbiografi og fiktion i Vigdis Hjorths romaner kædes hun ofte sammen med andre forfattere, der har dyrket det selvbiografiske, som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men hvor Knausgård hyldes for at sætte fokus på det universelle i et menneskeliv, er Hjorth ofte blevet beskrevet som en forfatter, der udforsker ’kvindelivet’.
Og det er også især kvindelivet, der interesserer Hjorth, og selv føler hun sig beslægtet med norske kvindelige romanforfattere fra det nittende århundrede, som Camilla Collet, Amalie Skram og Sigrid Undset, der pustede liv i sociale og kønspolitiske spørgsmål som seksualitet, utroskab, abort og, ægteskab og satte kvinders vilkår på dagsordenen i det moderne gennembruds sædelighedsfejder.
I sin tendens til at væve virkelige situationer og begivenheder ind i fiktionen, så det kan blive svært at skelne mellem de to, kan man sammenligne hende med danske forfattere som Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Claus Beck-Nielsen og en fransk romanforfatter som Delphine de Vigan.
I Hjorts roman ”Henrik”, der baserer sig på Henrik Ibsens drama ”Hedda Gabler”, skriver hun for første gang fra en mands perspektiv. Med hovedpersonen Henrik sender Hjorth en slet skjult hilsen til Henrik Ibsen selv, der – ligesom Hjorths hovedperson – voksede op i en velhavende familie, som kom i økonomiske vanskeligheder og måtte sælge det store palæ i Skien. Og ligesom Hjorths Henrik gjorde Henrik Ibsen i sin ungdom en kvinde gravid, som kom fra andre og langt fattigere kår. Han forlod hende og vedkendte sig aldrig faderskabet.
Ibsens dramatik spiller i det hele taget en rolle i Hjorths forfatterskab, og hans replik fra ”Vildanden” (1884) om, at man ikke må tage livsløgnen fra et menneske, for så tager man også lykken fra ham, nævnes i flere af hendes romaner og kan i særlig grad siges at fungere som en tematik i de af romanerne, som handler om familiers forløjede selvfortælling og de børn, som bryder med den fortælling.