Vigdis Hjorth har aldrig lagt skjul på, at hun bruger af sit eget stof i sine romaner. Hovedpersonerne i hendes værker er stort set altid kvinder, der minder om hende selv og hinanden, mange af dem har et stort indtag af alkohol, et stort forbrug af mænd og er som regel alderssvarende med Hjorth selv. Igennem hele sit forfatterskab har hun undersøgt samspillet mellem fiktion og virkelighed.
I mange af sine bøger udforsker hun ensomhed, samfundsengagement og kvinders vrede. Mest tydeligt kommer vreden frem i romanen om Bergljot, der altid er blevet gjort tavs: ”Noget af det, jeg stræbte efter, da jeg skrev bogen, var jo netop at finde stemmen til en person, der ikke er blevet hørt. Nu skal I høre på mig! Nu skal I høre PÅ MIG! Hvis du ikke er blevet troet på i en sådan sag, så kan du ikke sidde pænt og forklare dig i fine ord om, hvad der er sket. Så på en eller anden måde tror jeg, at jeg har skrevet en realistisk roman.” (Stine Engen: Med digtningen mod sandheden. Atlas Magasin, 2017-05-22).
Hendes hovedpersoner står ofte i eksistentielle livskriser, hvor man fornemmer Hjorths optagethed af den danske filosof Søren Kierkegaard. Det er et valg mellem det nemme og kontinuerlige og det mere autentiske, men besværlige, og ofte er det via en forvandling af sproget, et mere sandt og nærværende sprog, at hovedpersonen skal nå frem.
Det er det dystre og tabubelagte, der optager Hjorth: ”At skrive handler for mig om at kaste projektørlys ind i de mørklagte rum, vi ikke vil eller tør se ind i, fordi der er for ubehageligt og ækelt derinde. I Norge har vi et ordsprog, der går på, at troldene sprækker, når de trækkes frem i lyset. Med Arv og miljø vil jeg trække trolden frem i lyset og sætte spot på de sociale og private tabuer, vi ellers er så ualmindeligt gode til ikke at tale om.” (Anna Raaby Ravn: ”Fri bliver man aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet”. Interview i Information, 2017-05-17).
Flere af Hjorths romaner, i særlig grad ”Arv og miljø”, ”Er mor død” og ”Femten år – Det revolutionære forår”, handler om familien som enhed, om de stentunge forventninger og generationsbårne traditioner, som skaber en families selvfortælling, de etablerede roller i sådanne fortællinger og den hårde straf ved at udfordre dem. Hjorths hovedpersoner kan ikke leve med de forløjede fortællinger og må derfor punktere dem, og i en slags syndefald, udstødes fra familieparadiset. Romanerne handler om det syndefald – hvad er der på den anden side af familieparadiset? Hvordan lever man videre, alene om den nye fortælling om familien?
Man kan på en måde læse ”Femten år – Det revolutionære forår” som en slags forløber til ”Arv og miljø” og ”Er mor død”, en skildring af en ung pige, som senere bliver til den ældre kvinde, vi møder i de to senere romaner. En indkredsning af den periode i et menneskes liv, hvor det går op for hende, at der er en kløft imellem hendes version af virkeligheden og resten af familiens, og at denne kløft, og den smerte, den medfører, måske er med til at gøre hende til kunstner.