Hvis bare

Citat
”Derhjemme er havet varmt. Måger på bryggerne. Roser vokser langs huset. Hvad nu? Finde en anden? Når alt handler om ham. Når der kun er ham i verden. Glemme ham. Kysse en anden. Hun forsøger at leve. Hun siger ikke nej til noget. Hid, did, alt, som kan lindre, afspore. Hun drikker. Hun bliver fuld. Hun kysser andre. Hun går i seng med andre. Sammen med tømmermandsangsten og skammen, skælvende i daggryet af en uudholdelig smerte. Der er jordskælv. Der, hvor hun er, styrter det sammen. Nu sker det: ødelæggelsen af alt det gamle.”
”Hvis bare”, s. 62.

Ida Heier har mødt sit livs kærlighed. Han hedder Arnold Busk, er ti år ældre end hende og er gift og med familie. De mødes til et seminar, beskæftiger sig begge med litteratur og dramatik, og Ida tager ham med op på sit værelse som en pludselig indskydelse. Hun ved ikke, at dette er begyndelsen på en årelang besættelse af Arnold Busk. De indleder en affære, men den slutter, da Ida bliver skilt fra sin mand. Arnold vil ikke skilles, han orker ikke flere brud, og han lægger afstand til Ida, hvis lidenskab bare blusser op.

Alt handler om Arnold. Når hun taler, taler Ida kun om Arnold, og hendes venner begynder at lægge afstand til hende, begynder at tale om denne forelskelse som en form for forstyrrelse. Ida ser det, hun betragter med en form for klinisk distance hele det jordskælv, der udspiller sig i hendes indre, hun ser den smerte, hun påfører sine børn ved at blive skilt og ved at være besat, men hun kan ikke holde op.

62027045

”Om bare” (”Hvis bare”, 2022) er en mørk kærlighedsroman. Den udkom på norsk i 2001, og først tyve år efter på dansk. Romanen ligger således cirka midtvejs mellem debutromanen fra 1983 og Hjorts seneste roman fra 2022 og skildrer et ildevarslende og lidenskabeligt felttog mod selvdestruktionen. Romanen er en serie tilbageblik på en skæbnesvanger kærlighedshistorie, og vi fornemmer en Ida Heier, der som fortæller og forfatter sidder langt senere i kronologien og kigger tilbage på det, der gjorde det af med hende. Kærligheden er en bombe på nærmest Tove Ditlevsensk manér, den er besættende som et morfinmisbrug, og den helmer ikke, før den har udslettet alt.

Det er rusen, misbruget, der på en måde er kernen i kærligheden, og parallellen mellem de to, kærlighed og misbrug, bliver tydelig, efterhånden som handlingen skrider frem. I begyndelsen er Ida den besatte, og Arnold, den lettere tilbagetrukne Brecht-ekspert, spinkel og spædlemmet, virker som den overrumplede og stabile part. Men det vender, afhængigheden bliver gensidig, og kærligheden kræver dem begge som ofre. De drikker mere og mere, misbruget eskalerer. Hvad er der på den anden side af en besættelse? Hvornår ophører den umættelige sult efter den anden, og hvad står man så tilbage med? Det er disse spørgsmål, Hjorth undersøger i denne roman.