Vigdis Hjorths roman ”Leve posthornet”, 2012 (”Leve posthornet”, 2014) tager udgangspunkt i fundet af en gammel dagbog. Ellinor, en kommunikationsrådgiver midt i trediverne, finder sin dagbog og begynder at læse det, hun skrev i løbet af foråret 2000. Mens hun læser, går det op for hende, at intet har ændret sig her ti år efter: ”Navnene kunne ændres, datoerne byttes om, ingen bevægelse, ingen sammenhæng, ingen glæde, kun lede.” (s. 8).
Kort efter forsvinder en af Ellinors kolleger og efterlader sig et afskedsbrev, der beskriver noget af den livslede, Ellinor selv står i til halsen. ”Gider ikke mere, tager båden og sejler væk på ubestemt tid … ” Ellinor overtager hans opgave for PostKom, de postansattes fagforening, som handler om implementeringen af EU’s postdirektiv om den fri konkurrence på brevpost.
51292081
”Leve posthornet” er nok Vigdis Hjorths mest politiske roman med sin skarpe kommentar til et samfund, der i stigende grad lader sig styre af de frie markedskræfter.
Som i sin senere roman, ”Arv og miljø”, går Hjorth også i ”Leve posthornet” dokumentarisk til værks. Det norske Arbeiderpartis landsmøde i 2011 fungerer således som romanens klimaks, hvor virkelige taler og politiske debatter bliver til ready-mades, der kopieres ind i romanens handling, ligesom lobbyisme og EU-direktiver væves ind i Ellinors tilværelse.
Men mest centralt står temaet om sprog og litteratur. Til Ellinors store overraskelse sker der noget med hende i løbet af det, der bliver en kamp mod det nye direktiv. Et fejlslagent medietræningskursus for postbude og mødet med et ældre postbud fra Finnmark, Rudolf Karena Hansen, giver hende erkendelsen af, at det er nødvendigt at finde et andet sprog end det kølige og glatte, hun er blevet skolet i som kommunikationsrådgiver. Et sprog, som er nærværende og autentisk.
På den måde bliver ”Leve posthornet” en slags forsvarstale for alt det, litteratur kan. At give alt det, der på overfladen virker banalt og trivielt, liv og fylde. Med på turen er filosoffen Søren Kierkegaard, som har givet bogen dens titel. Romanen indledes med et citat fra Kierkegaards ”Gjentagelsen” (1843): ”Leve Posthornet! Det er mit foretrukne instrument, af mange Grunde og formentlig af den, at man aldrig med Sikkerhed kan aflokke dette Instrument den samme Tone (…)” (s. 5). Kierkegaards tanker om valg og eksistens løber under ordene og spilles op mod Ellinors udvikling.