Døtreskole

Citat
”Det værste er visheden om, at man ikke selv har noget at skulle have sagt. At modenheden kommer, om man vil det eller ej. At den er en biologisk bestemmelse, nej, nærmere en kemisk proces, som gærkulturer, der går amok og uden menneskehænders hjælp løfter lågene af køkkenets stramme patentglas.”
”Døtreskole”, s. 100.

I 2023 udkom Benedicte Huangs debutroman ”Døtreskole”, hvis navnløse fortæller bor alene med sin mor og i romanens begyndelse starter i ottende klasse på Edel Berthelsens Døtreskole et sted nord for København i 2004. Hun er midt i ungdommen og bevæger sig lige så tøvende som målrettet frem mod voksendommen, som både er tillokkende og frastødende. Pigen er lige på tærsklen til at forlade barndommen, så alle skridt er nye, ud i kroppens forandringer, de nye bølger af interesse for det andet – og det samme – køn og det nyvakte blik på hendes mor, der træder frem af moderrollen og bliver en voksen kvinde at spejle sig i.

På skolen møder fortælleren klassekammeraterne Alice og Johanne, og snart bliver Alice skilt fra trekløveret, hvorefter Johanne og fortælleren bliver tættere og tættere og oplever verden som fra et, fælles blik.

135508837

De drages af hinanden i noget, der ligner en forelskelse, og de åbner sig helt nøgent for hinanden. I modsætning til Alice, der går med mænd, så bruger pigerne eftermiddagene på at terpe og læse lektier. De elsker at gå i skole og blive klogere, og man fornemmer fortællerens nysgerrighed og videbegær i den måde, hun iagttager og beskriver verden på: hun er sanselig og tæt på den fysiske verden, samtidig med, at hun gennem sproget trækker linjer til alt det, der findes i erindringen og i forestillingen.

Der sker ikke alverden i romanen, der dvæler ved situationer og øjeblikke og netop udfolder de meningsfulde punkter, hvorfra livet breder sig ud. Pigerne er sært dragede af den lidt forhutlede Ejler, de tager afstand fra ”fællesskabet om smørbollen” (en afvisning af forældregenerationen og dens madlavning), og de er til sundhedsplejerske i skolen. Samtidig har fortælleren et reflekteret og modent blik på sin mor: ”Men den voksne, hun var, før hun fik mig, har jeg aldrig skænket en tanke. Hvad hvis det var hende, hun havde håbet at vende tilbage til? Men så var det umuligt, for jeg har udslettet den, hun var, og taget hendes plads. Der er ingen ung kvinde at vende tilbage til, der er bare mig.” (s. 93). En smertelig bevidsthed hos et ungt menneske, der ikke er ”vant til fædre”, og som derfor har sin primære voksenspejling i sin mor.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Døtreskole"