Benedicte Huang

Benedicte Gui de Thurah Huang er født i 1991 og vokset op i forstæderne nord for København, i andre af hovedstadens bydele og i Aarhus. Hendes efternavn stammer fra hendes morfar, fortæller hun i et interview med Femina og uddyber: ”Gui er en særlig blomst, der blomstrer på det tidspunkt, hvor jeg blev født – og Huang er et virkelig almindeligt navn i Kina.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15).

I 2016 dimitterede Benedicte Huang fra Forfatterskolen, og hun er også uddannet fra Skrivekunstakademiet i Bergen. Siden 2017 har hun været kritiker og klummeskribent ved Politiken, og hun kender derfor ’gamet’ både som forfatter og kritiker, fortæller hun: ”For mig er det sådan, at det at læse og anmelde litteratur hænger tæt sammen med det at skrive litteratur. Der ligger et værdifuldt møde i det at læse bøger – jeg oplever det som en portal ind til andre menneskers følelser og erfaringer.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15).

Benedicte Huang debuterede med romanen ”Døtreskole” i 2023, og den bygger både på andre bøger og på forfatterens egen erfaring. Gennem værket har hun besøgt sig selv som 14-15-årig og føler sig derigennem forbundet med den person, hun var i den alder. Hendes intention har været at skildre de stille piger; dem, der i ungdomsårene ikke er vilde og udadvendte, men mere betragtende, indadvendte. I det hele taget vil Huang gerne gøre op med begrebet 12-talspiger og hele ideen om, at det er kikset at fordybe sig: ”At fordybe sig er bare en af tusinde måder at erfare sig selv og sin egen virkelyst i verden på – det er hverken værre eller bedre end at være opslugt af skak eller dygtig til fodbold. Jeg var selv en elev, der gerne ville gøre det godt i skolen.” Hun fortsætter: ”Fordybelse er også en slags begær. Og en ting er sikker: Det har været vigtigt for mig at skrive en bog, som er på pigernes side.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15).

Benedicte Huang har endvidere publiceret tekster i tidsskrifterne Trappe tusind og Victor B. Andersen’s maskinfabrik.

I 2023 udkom Benedicte Huangs debutroman ”Døtreskole”, hvis navnløse fortæller bor alene med sin mor og i romanens begyndelse starter i ottende klasse på Edel Berthelsens Døtreskole et sted nord for København i 2004. Hun er midt i ungdommen og bevæger sig lige så tøvende som målrettet frem mod voksendommen, som både er tillokkende og frastødende. Pigen er lige på tærsklen til at forlade barndommen, så alle skridt er nye, ud i kroppens forandringer, de nye bølger af interesse for det andet – og det samme – køn og det nyvakte blik på hendes mor, der træder frem af moderrollen og bliver en voksen kvinde at spejle sig i.

På skolen møder fortælleren klassekammeraterne Alice og Johanne, og snart bliver Alice skilt fra trekløveret, hvorefter Johanne og fortælleren bliver tættere og tættere og oplever verden som fra et, fælles blik.

135508837

De drages af hinanden i noget, der ligner en forelskelse, og de åbner sig helt nøgent for hinanden. I modsætning til Alice, der går med mænd, så bruger pigerne eftermiddagene på at terpe og læse lektier. De elsker at gå i skole og blive klogere, og man fornemmer fortællerens nysgerrighed og videbegær i den måde, hun iagttager og beskriver verden på: hun er sanselig og tæt på den fysiske verden, samtidig med, at hun gennem sproget trækker linjer til alt det, der findes i erindringen og i forestillingen.

Der sker ikke alverden i romanen, der dvæler ved situationer og øjeblikke og netop udfolder de meningsfulde punkter, hvorfra livet breder sig ud. Pigerne er sært dragede af den lidt forhutlede Ejler, de tager afstand fra ”fællesskabet om smørbollen” (en afvisning af forældregenerationen og dens madlavning), og de er til sundhedsplejerske i skolen. Samtidig har fortælleren et reflekteret og modent blik på sin mor: ”Men den voksne, hun var, før hun fik mig, har jeg aldrig skænket en tanke. Hvad hvis det var hende, hun havde håbet at vende tilbage til? Men så var det umuligt, for jeg har udslettet den, hun var, og taget hendes plads. Der er ingen ung kvinde at vende tilbage til, der er bare mig.” (s. 93). En smertelig bevidsthed hos et ungt menneske, der ikke er ”vant til fædre”, og som derfor har sin primære voksenspejling i sin mor.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Døtreskole"