Tarjei Vesaas
Foto: Batzer & Co

Tarjei Vesaas

journalist Michelle Mølgaard Andersen, Bureauet, april 2020.
Top image group
Tarjei Vesaas
Foto: Batzer & Co

Indledning 

Tarjei Vesaas er en af de største norske forfattere i det 20. århundrede. I 1964 blev han tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman ”Is-slottet”, der sammen med romanen ”Fuglene” (1957) er blandt forfatterskabets hovedværker. Begge romaner behandler menneskets ensomhed og søgen efter bekræftelse og fællesskab. Stilistisk balancerer han mellem realistisk fortælling og det allegoriske og symbolske. 

48925243

Blå bog

Født: 20. august 1897, Vinje, Norge.

Uddannelse: Har tilbragt et semester på Voss Folkehøgskole.

Debut: Menneskebonn. 1923. Roman. 

Litteraturpriser: Gyldendals legat, 1943. Melsom-prisen, 1946. Den litterære Venezia-prisen, 1953. Doblougprisen, 1957. Nordisk Råds Litteraturpris, 1964. Bokhandlerprisen, 1967.

Seneste udgivelse: Vårnat. Batzer, 2020. Roman. (Vårnatt, 1954). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Han satte sig ned i båden og vendte ansigtet mod vinden på søen. Blæs, vind! ønskede han i al hemmelighed. Der var alt for meget at tænke på: Sten over alle øjne, sagde han i luften. Anna og Inger og alting, sagde han. Hvert træ som fuglene har siddet i, sagde han. Hver sti som min søster Hege har sat sin fod på. Men det her blev for svært, han turde ikke nævne flere ting.”
”Fuglene”, s. 290.

Tarjei Vesaas betragtes som en af Norges største forfattere i det 20. århundrede og en af landets mest betydningsfulde modernister. Han var den første nordmand til at modtage Nordisk Råds Litteraturpris i 1964.

Den norske forfatter blev født på gården Vesås i Vinje d. 20. august 1897. Han var den ældste af tre brødre. Gennem sin opvækst og skolegang skilte han sig ud ved at være lidt af en særling, der holdt af at gå ture og læse digte. Som ældste søn lå det i kortene, at han skulle arve fødegården, der havde været drevet af familien gennem mange generationer. Men den unge Tarjei ville en anden vej, end den der blev forventet.

Efter at han havde tilbragt et år på folkehøjskolen Voss og havde aftjent sin værnepligt som livgarde, begyndte han at skrive digte og artikler for de lokale aviser. I årene, der fulgte, rejste han rundt i Europa. I den periode forsøgte han at indsende både prosa og lyrik til forskellige forlag, men blev af flere omgange afvist. Det var først, da han i 1922 vandt førstepræmien i en novellekonkurrence, han fik hul igennem. Året efter udgav han sin første roman ”Menneskebonn” (1923). På det tidspunkt var han 26 år gammel. Selvom han i den efterfølgende periode var en yderst produktiv forfatter af både romaner, skuespil og noveller, var det først 17 år efter debuten, han fik sit store gennembrud i Norge. Det skete med romanen ”Kimen” (1940).

Fra 1947 modtog Vesaas kunstnerløn og fra 1951 Gyldendals æresgage, tildelinger der vidner om hans betydning for norsk litteratur. I 1953 blev han tildelt den litterære Venezia-pris for novellesamlingen ”Vindane” (1952), og med den fulgte det internationale gennembrud. Tarjei Vesaas var gennem hele livet en produktiv forfatter inden for flere forskellige genrer, men i dag er det hans sene værker, der betragtes som karrierens hovedværker, herunder romanerne ”Fuglane” (1957) og ”Is-slottet” (1963). Flere af Vesaas’ sene værker er også blevet omsat til film. Herunder ”Brannen” (1961) i 1973 og ”Vårnat” (1956) i 1974. 

I 1934 blev Vesaas gift med lyrikeren Halldis Moren. De flyttede ind på gården Midtbø i Vinje, som Tarjei havde købt af sin onkel, og som lå bare få kilometer fra Tarjeis fødegård. Her blev de boende resten af livet. Sammen fik de børnene Olav og Guri. Guri er i dag bogforlægger, mens Olav har skrevet biografier om sin fars forfatterskab. I et interview i Kristeligt Dagblad beskriver datteren sin far med følgende ord: ”Han gik hver dag lange ture i naturen. Og han elskede både at bade og solbade. Begge dele gjorde han gerne nøgen, så på den måde var han ikke blufærdig, men han følte sig uden for det fine litterære selskab som selvlært digter. For han havde selv ikke de fine fagudtryk for sin egen digtning, og engang sagde han, at han syntes, at hans tunge var som lavet af træ, når han skulle tale i store forsamlinger.” (Daniel Øhrstrøm: Fuglenes venner vender tilbage. Kristeligt Dagblad, 2007-09-21). 

Tarjei Vesaas døde d. 15. marts 1970 i en alder af 72 år på Rikshospitalet i Oslo. Hans forfatterskab er i dag oversat til 28 sprog. 

Fuglene

”Fuglevingerne var oppe i den milde natteluft, men de ramte også det inderste af Mattis’ hjerte. Mattis fyldtes af en blød, mørk følelse af noget uforståeligt. Jeg og sneppen ligesom, tænkte han uden form.”
”Fuglene”, s. 52.

Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglane” (1957) (”Fuglene”, 2017) anses som en af de helt store klassikere i norsk litteratur, og romanen er af de fleste nordmænd blevet læst i skolen. 

Romanen handler om den mentalt udfordrede Mattis, der bliver kaldt for Tusten, som på dansk kan oversættes til tosse. Mattis er 37 år og bliver forsørget af sin storesøster Hege. Sammen bor de i et lille bygdesamfund i Norge og er hinandens et og alt.  

Mattis er et ekstremt følsomt menneske, der opfatter det, der sker omkring ham, på en intuitiv måde, og lader sig rive med af de symboler og signaler, han indlæser i alt, hvad han ser og oplever. Mattis føler sig stærkt forbundet med naturen og oplever det som magi, da et sneppetræk flyver over deres hus. Han ser fuglene som sine bedste venner og tager varsler af de små signaler, de tegner til ham med deres næb.

53369545

Mattis’ tanker er på en gang meget store og meget små, og der er et misforhold mellem den kraftfulde måde, Mattis oplever verden på, og hans manglende evner til at udtrykke sig. ”Du er som et lyn, du er ” (s. 7), siger han til Hege. Et ordvalg, der af modtageren affejes som noget ligegyldigt, men som for Mattis er det modsatte. For ham er ingen ord tilfældige eller ufarlige. Det konstante tankemylder gør, at Mattis er langsom og har svært ved at koncentrere sig, og han kan derfor ikke finde ud af at navigere i hverdagslivets forpligtelser, såsom at passe et arbejde. Derfor er han afhængig af sin søster, hvis liv på mange måder har været begrænset af den bror, som hun samtidig elsker så højt.

Men en dag møder Mattis de to piger Anna og Inger, som han hjælper med transport over vandet. For første gang bliver han af fremmede behandlet som et menneske, og succesoplevelsen, der får Mattis til at føle sig som en konge, bliver skelsættende.

Efterfølgende føler Mattis sig kaldet til at skulle være færgemand. Hans næste kunde er en skovhugger, som han tilbyder logi. Men da skovhuggeren og Hege indleder et forhold, trækker hun sig langsomt fra sine forpligtelser over for sin bror, og Mattis indser, at han nu er overflødig. En skæbne naturen har forsøgt at varsle ham om, men som han først nu forstår og må tage konsekvensen af. 

Fortællingen handler om samfundets syn på dem, der ikke passer ind, og om det smukke i det modsatte af fornuft. Romanen er skrevet i tredjeperson fra Mattis’ synsvinkel, og sympatien ligger hos Mattis, der er styret af alt andet end fornuft. Som en klar parallel til digterens væsen, der heller ikke kan tøjles.