Tarjei Vesaas

Tarjei Vesaas betragtes som en af Norges største forfattere i det 20. århundrede og en af landets mest betydningsfulde modernister. Han var den første nordmand til at modtage Nordisk Råds Litteraturpris i 1964.

Den norske forfatter blev født på gården Vesås i Vinje d. 20. august 1897. Han var den ældste af tre brødre. Gennem sin opvækst og skolegang skilte han sig ud ved at være lidt af en særling, der holdt af at gå ture og læse digte. Som ældste søn lå det i kortene, at han skulle arve fødegården, der havde været drevet af familien gennem mange generationer. Men den unge Tarjei ville en anden vej, end den der blev forventet.

Efter at han havde tilbragt et år på folkehøjskolen Voss og havde aftjent sin værnepligt som livgarde, begyndte han at skrive digte og artikler for de lokale aviser. I årene, der fulgte, rejste han rundt i Europa. I den periode forsøgte han at indsende både prosa og lyrik til forskellige forlag, men blev af flere omgange afvist. Det var først, da han i 1922 vandt førstepræmien i en novellekonkurrence, han fik hul igennem. Året efter udgav han sin første roman ”Menneskebonn” (1923). På det tidspunkt var han 26 år gammel. Selvom han i den efterfølgende periode var en yderst produktiv forfatter af både romaner, skuespil og noveller, var det først 17 år efter debuten, han fik sit store gennembrud i Norge. Det skete med romanen ”Kimen” (1940).

Fra 1947 modtog Vesaas kunstnerløn og fra 1951 Gyldendals æresgage, tildelinger der vidner om hans betydning for norsk litteratur. I 1953 blev han tildelt den litterære Venezia-pris for novellesamlingen ”Vindane” (1952), og med den fulgte det internationale gennembrud. Tarjei Vesaas var gennem hele livet en produktiv forfatter inden for flere forskellige genrer, men i dag er det hans sene værker, der betragtes som karrierens hovedværker, herunder romanerne ”Fuglane” (1957) og ”Is-slottet” (1963). Flere af Vesaas’ sene værker er også blevet omsat til film. Herunder ”Brannen” (1961) i 1973 og ”Vårnat” (1954) i 1974. 

I 1934 blev Vesaas gift med lyrikeren Halldis Moren. De flyttede ind på gården Midtbø i Vinje, som Tarjei havde købt af sin onkel, og som lå bare få kilometer fra Tarjeis fødegård. Her blev de boende resten af livet. Sammen fik de børnene Olav og Guri. Guri er i dag bogforlægger, mens Olav har skrevet biografier om sin fars forfatterskab. I et interview i Kristeligt Dagblad beskriver datteren sin far med følgende ord: ”Han gik hver dag lange ture i naturen. Og han elskede både at bade og solbade. Begge dele gjorde han gerne nøgen, så på den måde var han ikke blufærdig, men han følte sig uden for det fine litterære selskab som selvlært digter. For han havde selv ikke de fine fagudtryk for sin egen digtning, og engang sagde han, at han syntes, at hans tunge var som lavet af træ, når han skulle tale i store forsamlinger.” (Daniel Øhrstrøm: Fuglenes venner vender tilbage. Kristeligt Dagblad, 2007-09-21). 

Tarjei Vesaas døde d. 15. marts 1970 i en alder af 72 år på Rikshospitalet i Oslo. Hans forfatterskab er i dag oversat til 28 sprog. 

Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglane” (1957) (”Fuglene”, 2017) anses som en af de helt store klassikere i norsk litteratur, og romanen er af de fleste nordmænd blevet læst i skolen. 

Romanen handler om den mentalt udfordrede Mattis, der bliver kaldt for Tusten, som på dansk kan oversættes til tosse. Mattis er 37 år og bliver forsørget af sin storesøster Hege. Sammen bor de i et lille bygdesamfund i Norge og er hinandens et og alt.  

Mattis er et ekstremt følsomt menneske, der opfatter det, der sker omkring ham, på en intuitiv måde, og lader sig rive med af de symboler og signaler, han indlæser i alt, hvad han ser og oplever. Mattis føler sig stærkt forbundet med naturen og oplever det som magi, da et sneppetræk flyver over deres hus. Han ser fuglene som sine bedste venner og tager varsler af de små signaler, de tegner til ham med deres næb.

53369545

Mattis’ tanker er på en gang meget store og meget små, og der er et misforhold mellem den kraftfulde måde, Mattis oplever verden på, og hans manglende evner til at udtrykke sig. ”Du er som et lyn, du er” (s. 7), siger han til Hege. Et ordvalg, der af modtageren affejes som noget ligegyldigt, men som for Mattis er det modsatte. For ham er ingen ord tilfældige eller ufarlige. Det konstante tankemylder gør, at Mattis er langsom og har svært ved at koncentrere sig, og han kan derfor ikke finde ud af at navigere i hverdagslivets forpligtelser, såsom at passe et arbejde. Derfor er han afhængig af sin søster, hvis liv på mange måder har været begrænset af den bror, som hun samtidig elsker så højt.

Men en dag møder Mattis de to piger Anna og Inger, som han hjælper med transport over vandet. For første gang bliver han af fremmede behandlet som et menneske, og succesoplevelsen, der får Mattis til at føle sig som en konge, bliver skelsættende.

Efterfølgende føler Mattis sig kaldet til at skulle være færgemand. Hans næste kunde er en skovhugger, som han tilbyder logi. Men da skovhuggeren og Hege indleder et forhold, trækker hun sig langsomt fra sine forpligtelser over for sin bror, og Mattis indser, at han nu er overflødig. En skæbne naturen har forsøgt at varsle ham om, men som han først nu forstår og må tage konsekvensen af. 

Fortællingen handler om samfundets syn på dem, der ikke passer ind, og om det smukke i det modsatte af fornuft. Romanen er skrevet i tredjeperson fra Mattis’ synsvinkel, og sympatien ligger hos Mattis, der er styret af alt andet end fornuft. Som en klar parallel til digterens væsen, der heller ikke kan tøjles.

Tarjei Vesaas’ prisvindende roman ”Is-slottet” (1963) (”Is-slottet”, 2019) er en magisk realistisk fortælling om et særligt forhold mellem de to 11-årige piger Siss og Unn. Efter sin mors død flytter Unn ind hos sin moster i en lille bygd. I skolen, hvor Siss er lederen af pigeflokken, holder Unn sig for sig selv. Men langsomt nærmer de to piger sig hinanden, og Unn ender med at invitere Siss med hjem efter skole.

Bag den lukkede dør på Unns værelse opnår de to piger en fortrolighed. Der opstår et meget intimt øjeblik, da Unn og Siss står kind mod kind og kigger sig i et spejl på værelset. Her smelter de to piger sammen i en symbiose. Unn foreslår, at de tager tøjet af. Men da de står der nøgne overfor hinanden, bliver det akavet for dem begge. Unn lægger op til, at hun vil fortælle Siss en hemmelighed, som hun aldrig har delt med nogen. Hvad det er, forbliver hemmeligt. Det eneste Unn afslører er, at hun bærer rundt på noget, som gør, at hun aldrig kommer i himlen. 

47334314

Dagen efter kommer Unn ikke i skole. Hun har brug for tid til at forstå det, der er sket, og er derfor ikke klar til at se Siss i øjnene. I stedet går hun ned til elven, hvor frosten har omdannet fossens vand til et mystisk is-slot. Her drages hun af den vilde naturs usynlige kræfter, der får hende til at bevæge sig længere og længere ind i en labyrint af ukendte rum.

Efter Unns forsvinding trækker Siss sig væk fra sine klassekammerater og lukker sig mere og mere inde i sig selv. Hele byen leder efter Unn, og da Siss er en af de sidste, der har set hende, presser de voksne hende til at dele oplysninger, som kan bruges til at forstå, hvorfor Unn er forsvundet. Men Siss har lovet Unn at holde på en hemmelighed og nægter derfor at bryde dette løfte. Samtidig kæmper hun selv med at forstå, hvordan det menneske, med hvem hun har delt et livsændrende øjeblik, er blevet taget fra hende igen. 

”Is-slottet” er en fortælling om tabet af uskyld, og om de på en gang både stormfulde og stilfærdige følelser, der finder sted, når man går fra barn til voksen.

Følelser der ligesom naturens mystiske uforudsigelighed opleves både fortryllende og faretruende. Historien er fortalt af en alvidende fortæller, men nøglen ligger i noget usagt, som kun romanens to hovedpersoner kan forstå. Sprogligt er fortælleren tro mod Siss og Unns ungdommelige og naive uskyld og deres oplevelse af naturens forførende storhed og magi.

Tarjei Vesaas’ roman ”Vårnatt” fra 1954 (”Vårnat”, 2020) udspiller sig som et dramatisk kammerspil over en enkelt nat i og omkring et hus i en norsk bygd.

Historien er fortalt i tredje person fra 14-årige Hallsteins perspektiv. Hallstein er en jordnær romantiker, hvilket kommer til udtryk i et meget enkelt, men også poetisk sprog, der afspejler hans alder og indre sindstilstand.

38437836

Hallstein er sammen med sin storesøster Sissel alene hjemme for første gang, fordi deres forældre er til begravelse. Sissel har først på aftenen besøg af kæresten Tore. Hallstein udspionerer dem, men bryder sig ikke om det han ser, fordi Tore er en trussel mod den nære søskenderelation. Han søger trøst hos sin opdigtede veninde Gudrun, der titter frem på gavlen udenfor. Hun har en smuk pandelok og bakker altid Hallstein op.

Pludselig banker det på døren. Udenfor står en fremmed familie, der beder om husly for natten, fordi deres bil er brudt sammen og en ung kvinde skal føde. Familien består af den ældre og forvirrede Hjalmar, hans yngre kone Kirstine, der angiveligt både er stum og ikke kan gå. Karl, en vred ung mand, der har været i krig, hans gravide kone Grethe og en pige på Hallsteins alder, som også hedder Gudrun.

Der er store konflikter og uforløste spændinger i familien, som de to søskende i løbet af natten vikles ind i. De fremmede tildeles husets sengepladser, og i løbet af natten går Hallstein fra rum til rum og taler med dem på tomandshånd. De beder om hans hjælp og loyalitet i en grad, der overskrider hvad der kan forventes af et barn på hans alder, og han lader sig rive med af fortællingen om, at alle er afhængige af ham. Han er drevet af spænding, nysgerrighed og ønsket om at vide mere, end han vidste før.

Gennem barnets rolle som bærer af de voksnes konflikter tvinges han til at modnes, og på den måde er ”Vårnat” en fortælling om at gå fra barn til voksen på bare en enkelt nat. Naturen spiller også en væsentlig rolle i romanen. Ligesom det, der foregår indenfor, indeholder den også både noget tillokkende, spændende og farligt, som Hallstein drages af. I den lille fortælling ligger også en større symbolik. Familien medbringer både fødsel og død, og natten bliver således også en markør på livets gang.

Tarjei Vesaas anses som en af Norges mest betydningsfulde modernister. Hans værker er skrevet på nynorsk. Temaer som skyldfølelse, kampen mellem de opbyggende og destruktive kræfter i menneskesindet, ensomhed og individets søgen efter fællesskab er gennemgående i forfatterskabet. 

De tidligste romaner kan stilistisk og genremæssigt defineres som realistiske bonde- og udviklingsromaner med eksperimentelle elementer. Det lå i kortene, at Tarjei Vesaas som den ældste søn i familien skulle have drevet slægtsgården videre. I hans debutroman ”Menneskebonn” (1923) og de følgende mellemkrigsromaner er den skyldfølelse, han selv bar rundt på, efter at han havde brudt med familietraditionen, og hvad der blev forventet af ham, et centralt tema. I ”Det store spelet” (1934) vælger familiens ældste søn, modsat Tarjei, at forblive trofast mod jorden og slægten.

Fra og med gennembrudsromanen ”Kimen” (1940) bliver Tarjei Vesaas’ modstand mod krigsførelse et centralt tema. Samtidig markerer denne roman også et skifte i hans forfatterskab rent stilistisk, hvor hans skrivestil bliver mere allegorisk og symbolsk. Det ses blandt andet også i romanen ”Huset i mørket” (1945), hvor krigen beskrives som et labyrintisk hus, hvori mennesket kæmper mod en undertrykkende magt. I begge romaner skildres menneskets indre styrke og svagheder, når det testes.

I romanen ”Vårnat” (1954) danner et hus i mørket, der invaderes af udefrakommende fremmede, også den centrale ramme for fortællingen. Krigen er også tilstede i karakteren Karl, der er psykisk skadet af, hvad han har oplevet.

Ifølge ”Store norske leksikon” bliver Tarjei Vesaas’ sene forfatterskab inddelt i to kategorier. De allegoriske romaner og de realistiske romaner med en centralt underliggende symbolik.  I den sidste kategori finder man forfatterens hovedværker ”Vårnat”, ”Fuglene” (1957) og ”Is-slottet” (1963).

I ”Vårnat” er døden symboliseret i bilen, der bryder sammen. Det er den, flere af karaktererne søger hen imod, når der opstår konflikter. Det kolliderer, da Hjalmar får startet bilen, og den som en anden krigsmaskine brager imod dem alle. ”Det var ikke som det skulle være at denne bil livede op og kom kørende, den blev stor og styg og uhyggelig, var død, men kom mod en.” (”Vårnat”, s. 170).

Modsat er naturen et symbol på lyset på den spirende og spændende forelskelse, som drengen Hallstein oplever.

Der findes flere fællestræk mellem Tarjei Vesaas og det tyvende århundredes største norske forfatter Knut Hamsun. Dels løftede de begge den norske bygdedigtning til et universelt og internationalt perspektiv, og så beskæftigede de sig begge med ensomheden som tema.

Herhjemme er Tarjei Vesaas’ forfatterskab litteraturhistorisk blevet sammenlignet med danske Martin A. Hansens. De to forfattere var ikke bare kollegaer, de var også rigtig gode venner. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Tarjei Vesaas’ datter Gurli, at forfatteren skrev digtet ”Den hemmelige Martin” til Martin A. Hansen, da han døde i 1955. (Daniel Øhrstrøm: Fuglenes venner vender tilbage. Kristeligt Dagblad, 2007-09-21).

Tarjei Vesaas og Martin A. Hansen var begge bondesønner, der havde brudt med deres fædres forventninger for i stedet at blive forfattere. Derudover findes der også flere fællestræk i det blomstrende sprog, som de begge hentede fra naturen.

De delte en forkærlighed for fugle, og sneppen spiller en hovedrolle i både Vesaas’ ”Fuglene” (1957) og i Martin A. Hansens ”Løgneren” (1950).  

I dag bliver Vesaas’ forfatterskab nævnt som inspirationskilde for flere af Norges nuværende store forfattere. Karl Ove Knausgård har i New York Times kaldt ”Fuglene” for den bedste roman nogensinde (Karl Ove Knausgård: By The Book. New York Times, 2017-08-17), og Jon Fosse har kaldt Vesaas for sit eget forfatterskabs fader. (Daniel Øhrstrøm: Fuglenes venner vender tilbage. Kristeligt Dagblad, 2007-09-21).