Tarjei Vesaas’ roman ”Vårnatt” fra 1954 (”Vårnat”, 2020) udspiller sig som et dramatisk kammerspil over en enkelt nat i og omkring et hus i en norsk bygd.
Historien er fortalt i tredje person fra 14-årige Hallsteins perspektiv. Hallstein er en jordnær romantiker, hvilket kommer til udtryk i et meget enkelt, men også poetisk sprog, der afspejler hans alder og indre sindstilstand.
38437836
Hallstein er sammen med sin storesøster Sissel alene hjemme for første gang, fordi deres forældre er til begravelse. Sissel har først på aftenen besøg af kæresten Tore. Hallstein udspionerer dem, men bryder sig ikke om det han ser, fordi Tore er en trussel mod den nære søskenderelation. Han søger trøst hos sin opdigtede veninde Gudrun, der titter frem på gavlen udenfor. Hun har en smuk pandelok og bakker altid Hallstein op.
Pludselig banker det på døren. Udenfor står en fremmed familie, der beder om husly for natten, fordi deres bil er brudt sammen og en ung kvinde skal føde. Familien består af den ældre og forvirrede Hjalmar, hans yngre kone Kirstine, der angiveligt både er stum og ikke kan gå. Karl, en vred ung mand, der har været i krig, hans gravide kone Grethe og en pige på Hallsteins alder, som også hedder Gudrun.
Der er store konflikter og uforløste spændinger i familien, som de to søskende i løbet af natten vikles ind i. De fremmede tildeles husets sengepladser, og i løbet af natten går Hallstein fra rum til rum og taler med dem på tomandshånd. De beder om hans hjælp og loyalitet i en grad, der overskrider hvad der kan forventes af et barn på hans alder, og han lader sig rive med af fortællingen om, at alle er afhængige af ham. Han er drevet af spænding, nysgerrighed og ønsket om at vide mere, end han vidste før.
Gennem barnets rolle som bærer af de voksnes konflikter tvinges han til at modnes, og på den måde er ”Vårnat” en fortælling om at gå fra barn til voksen på bare en enkelt nat. Naturen spiller også en væsentlig rolle i romanen. Ligesom det, der foregår indenfor, indeholder den også både noget tillokkende, spændende og farligt, som Hallstein drages af. I den lille fortælling ligger også en større symbolik. Familien medbringer både fødsel og død, og natten bliver således også en markør på livets gang.