Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglane” (1957) (”Fuglene”, 2017) anses som en af de helt store klassikere i norsk litteratur, og romanen er af de fleste nordmænd blevet læst i skolen.
Romanen handler om den mentalt udfordrede Mattis, der bliver kaldt for Tusten, som på dansk kan oversættes til tosse. Mattis er 37 år og bliver forsørget af sin storesøster Hege. Sammen bor de i et lille bygdesamfund i Norge og er hinandens et og alt.
Mattis er et ekstremt følsomt menneske, der opfatter det, der sker omkring ham, på en intuitiv måde, og lader sig rive med af de symboler og signaler, han indlæser i alt, hvad han ser og oplever. Mattis føler sig stærkt forbundet med naturen og oplever det som magi, da et sneppetræk flyver over deres hus. Han ser fuglene som sine bedste venner og tager varsler af de små signaler, de tegner til ham med deres næb.
53369545
Mattis’ tanker er på en gang meget store og meget små, og der er et misforhold mellem den kraftfulde måde, Mattis oplever verden på, og hans manglende evner til at udtrykke sig. ”Du er som et lyn, du er” (s. 7), siger han til Hege. Et ordvalg, der af modtageren affejes som noget ligegyldigt, men som for Mattis er det modsatte. For ham er ingen ord tilfældige eller ufarlige. Det konstante tankemylder gør, at Mattis er langsom og har svært ved at koncentrere sig, og han kan derfor ikke finde ud af at navigere i hverdagslivets forpligtelser, såsom at passe et arbejde. Derfor er han afhængig af sin søster, hvis liv på mange måder har været begrænset af den bror, som hun samtidig elsker så højt.
Men en dag møder Mattis de to piger Anna og Inger, som han hjælper med transport over vandet. For første gang bliver han af fremmede behandlet som et menneske, og succesoplevelsen, der får Mattis til at føle sig som en konge, bliver skelsættende.
Efterfølgende føler Mattis sig kaldet til at skulle være færgemand. Hans næste kunde er en skovhugger, som han tilbyder logi. Men da skovhuggeren og Hege indleder et forhold, trækker hun sig langsomt fra sine forpligtelser over for sin bror, og Mattis indser, at han nu er overflødig. En skæbne naturen har forsøgt at varsle ham om, men som han først nu forstår og må tage konsekvensen af.
Fortællingen handler om samfundets syn på dem, der ikke passer ind, og om det smukke i det modsatte af fornuft. Romanen er skrevet i tredjeperson fra Mattis’ synsvinkel, og sympatien ligger hos Mattis, der er styret af alt andet end fornuft. Som en klar parallel til digterens væsen, der heller ikke kan tøjles.