Genrer og tematikker

Tarjei Vesaas anses som en af Norges mest betydningsfulde modernister. Hans værker er skrevet på nynorsk. Temaer som skyldfølelse, kampen mellem de opbyggende og destruktive kræfter i menneskesindet, ensomhed og individets søgen efter fællesskab er gennemgående i forfatterskabet. 

De tidligste romaner kan stilistisk og genremæssigt defineres som realistiske bonde- og udviklingsromaner med eksperimentelle elementer. Det lå i kortene, at Tarjei Vesaas som den ældste søn i familien skulle have drevet slægtsgården videre. I hans debutroman ”Menneskebonn” (1923) og de følgende mellemkrigsromaner er den skyldfølelse, han selv bar rundt på, efter at han havde brudt med familietraditionen, og hvad der blev forventet af ham, et centralt tema. I ”Det store spelet” (1934) vælger familiens ældste søn, modsat Tarjei, at forblive trofast mod jorden og slægten.

Fra og med gennembrudsromanen ”Kimen” (1940) bliver Tarjei Vesaas’ modstand mod krigsførelse et centralt tema. Samtidig markerer denne roman også et skifte i hans forfatterskab rent stilistisk, hvor hans skrivestil bliver mere allegorisk og symbolsk. Det ses blandt andet også i romanen ”Huset i mørket” (1945), hvor krigen beskrives som et labyrintisk hus, hvori mennesket kæmper mod en undertrykkende magt. I begge romaner skildres menneskets indre styrke og svagheder, når det testes.

Ifølge ”Store norske leksikon” bliver Tarjei Vesaas’ sene forfatterskab inddelt i to kategorier. De allegoriske romaner og de realistiske romaner med en centralt underliggende symbolik.  I den sidste kategori finder man forfatterens hovedværker ”Vårnat” (1954), ”Fuglene” (1957) og ”Is-slottet” (1963). I ”Vårnat” tvinges de to søskende Hallstein og Sissel til at modnes hurtigt, da voksenlivet og dets tilhørende bekymringer og problemer bogstaveligt talt banker på døren, en aften de er alene hjemme. ”Vårnat” udkommer på dansk efteråret 2020.