”Season songs” fra 1975 (”Årstiderne”, 1976) er en digtcyklus, der er inddelt i fire dele navngivet efter de fire årstider. Oprindeligt skrev Ted Hughes digtene til børn, men jo mere han skrev, jo mere fjernede digtenes syntaks, motiver, semantiske lag og temaer sig fra en ung målgruppe. De myldrede med forrådnelse, sorg og bedrag og beskriver i vejrets forskellige nuancer den såkaldte losseplads af en verden, mennesket bebor.
I forårsdigtet ”Floden i marts” beskrives flodens bevægelser i en rytmisk gentagelse, der, på samme måde som vandstanden ved ebbe og flod, stiger og falder. Syv af digtets otte strofer indledes med enten ”Nu er floden rig” eller ”Nu er floden fattig”. Med denne gentagelse illustrerer Hughes vandmassernes repetitive lyde, liv og energi. Floden besjæles og tager form som en kvinde. Hun er fåmælt, hendes hår består af drivgods, og den stegende sol giver hende hovedpine. Digtet slutter med, at en laks, stærk som sølv, stikker hovedet op over vandspejlet og betragter floden i hele dens sammensathed. I et senere digt, ”Decemberfloden”, vender laksen tilbage. Digter-jeget leder efter laks om vinteren, men den, han finder, er død og med øjne ”som knapper i en hvid skjorte”.
I digtet ”Får” tematiserer Hughes relationen mellem forældre og deres børn i en tredelt fortælling om et får. I første strofe beskrives, hvordan fåret sørger over, at menneskene har taget hendes nyfødte lam fra hende: ”Det var kun halvt så gammelt som det burde være./ Og dets skrig var forkert. Det var ikke/ En tør lille brægen, et babyvræl/ På en flad tunge, det var menneskeligt.” Dernæst bliver fåret selv udskilt fra flokken, da menneskene klipper dens uld. Hughes er meget bevidst om lyde, både når han udnytter det poetiske sprogs lydlige kvaliteter til at understrege en stemning, og når han, som i digtet om fåret, karakteriserer lammenes brægen som gråd. Deres brægen lyder i hans ører som en musik af større og større sorg.