ted hughes
Foto: Scanpix

Ted Hughes

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
ted hughes
Foto: Scanpix

Indledning

Den engelske poet Ted Hughes regnes for en af de mest innovative modernistiske digtere i nyere, engelsk litteratur. Hans univers er dystert og mytisk, og det vrimler med sorte fugle, vilde kattedyr og grimme fisk. Mest kendt er han dog nok for sit ægteskab med Sylvia Plath. Store dele af hans forfatterskab er inspireret, mærket og renskrevet af den nu ikoniske, amerikanske forfatterinde. Hun forgudede hans lyrik, der allerede fra debuten blev rost af anmeldere og etablerede forfattere, heriblandt T.S. Eliot. Hughes’ sidste digtsamling, ”Birthday Letters” fra 1998 (”Fødselsdagsbreve”, 1999), der omhandler hans og Sylvia Plaths forhold, blev en bestseller, da den udkom kort før hans død i 1998.

22676903

Blå bog

Født: 17. august 1930 i Mytholmroyd, Storbritannien.

Død: 28. oktober 1998 i London, Storbritannien.

Uddannelse: Engelsk, arkæologi og antropologi på Pembroke College i Cambridge, hvorfra han dimitterede i 1954.

Debut: The Hawk in the Rain. Harper, 1957.

Litteraturpriser: New York Poetry Center First Publication Award, 1957. Guinness Poetry Award, 1958. The Queen’s Gold Medal for Poetry, 1974. Guardian Children’s Fiction Award, 1985 m.fl. Derudover blev han i 1984 udnævnt til Poet Laurete, den officielle, laurbærkronede hofdigter af det engelske kongehus, og fik fortjenesteordenen i 1998. Hughes har også fået en litteraturpris opkaldt efter sig, den såkaldte Ted Hughes Award, der uddeles hvert år til en britisk digter.

Seneste udgivelse: Fødselsdagsbreve. Gyldendal, 1999. Oversat af Pia Juul.

Inspiration: William Shakespeare, William Butler Yeats, Henry Williamson, William Wordsworth, Sylvia Plath.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Edward James Hughes blev født ind i en arbejderfamilie i det vestlige Yorkshire i 1930. Hans far, der var veteran fra 1. Verdenskrig, drev en tobakshandel, og hans storebror Gerald lærte ham at jage og fiske. Barndommens fascination af heden og dens mangfoldige dyreliv satte sine spor i Hughes’ skrivning, og hele livet fastholdt han jagt og fiskeri som sine foretrukne hobbyer.

Allerede som 15-årig skrev han sine første digte. Efter to års tjeneste som mekaniker i det engelske flyvevåben modtog han et stipendie til at læse på Pembroke College i Cambridge. Her studerede han antropologi og arkæologi, hvilket gav ham mulighed for at dyrke sin interesse for myter og legender.

I 1956 grundlagde han det litterære tidsskrift ”St. Botolph’s Review” sammen med en gruppe venner, og det var til tidsskriftets udgivelsesfest, at han mødte Sylvia Plath. De blev gift fem måneder senere. Plath havde læst nogle af Hughes’ tekster, og det var på hendes initiativ, at hans første manuskript blev udgivet. Hun indsendte et renskrevet udvalg af hans bedste digte til en litteraturkonkurrence, New York City Poetry Center havde udskrevet, hvor førstepræmien var en udgivelse. Hughes vandt og debuterede med ”The Hawk in the Rain” i både England og Amerika i 1957. Plath og Hughes indgik i et intenst kreativt og gensidigt inspirerende makkerskab. De rejste meget, boede en periode i USA, fik to børn og flyttede i 1961 tilbage til England. Her indledte Hughes en affære med Assia Wevill, og ægteskabet med Sylvia gik i opløsning.

I 1963 begik Sylvia Plath selvmord, og herefter fulgte en årrække, hvor Hughes fokuserede på at skrive radiodrama og børnelitteratur. Også ægteskabet med Wevill gik skævt, og i 1969 efterlignede hun Sylvias selvmord. Wevill tog Hughes’ 4-årige datter med sig i døden.

Ted Hughes’ privatliv har været årsag til stor kontrovers i offentligheden, og han er blevet udskældt, særligt af kvindesagskæmpere, for Plaths tragiske død. Selv undgik han at kommentere sagen, indtil han i 1998 udgav digtsamlingen ”Birthday Letters” (”Fødselsdagsbreve”, 1999). Den blev den hurtigst sælgende digtsamling i England i det 20. århundrede, og som de fleste andre af hans udgivelser blev den modtaget positivt af både kritikere og læsere. Derudover blev han hædret af det engelske kongehus, og en mindeplade i Poet’s Corner i Westminster Abbey hylder hans litterære virke.

Lupercal

”Hele dagen derpå, udslidt,/ sover hun i solen.// Åbner nu og da/ i stilhedens flammeskær/ en halvt smeltet juvel.”

”Puma” fra ”Lupercal”.

”Lupercal” er titlen på Ted Hughes’ anden digtsamling, der udkom i 1960. ”Lupercal” er en reference til de gamle romeres religiøse fejring af deres frugtbarhedsgud. Samtidig knytter der sig en legende til navnet om hunulven, der ammede Roms grundlæggere, de to tvillinger Romulus og Remus. Det latinske navn for ulv er canis lupus. ”Lupercal” beskrives i titeldigtet, og i ”Februar”, som var den måned festlighederne blev afholdt, optræder ulven i hovedrollen. Hughes beskriver den ensomme ulv i løb og på sneen under månen. Den bliver billedet på noget fordækt, en udstødt, der er tabt for verden.

Beskrivelsen af dyr og deres færden i landskabet er karakteristisk for mange af samlingens digte. Svin, myg og kæmpegedden skildres udefra i tredjeperson, og høgen indefra i en jegfortælling om rovfuglens drifter. Flere af digtene har desuden en politisk undertone. I ”En bevidstløs kvinde” nævnes det afkølede forhold mellem Rusland og Amerika i første vers, hvorefter digtet udfolder en angst for konsekvenserne ved brug af atomvåben. Man kan ikke længere stole på nogen, så alt brænder sammen. I kontrast til den brændende jord beskrives i sidste strofe, hvordan en kvinde mister bevidstheden i en hvid hospitalsseng. Krig, maskiner og våben omtales også i ”Tigersalme”, hvor dyrenes brutalitet sættes i kontrast til det meningsløse i menneskenes myrderier. Tigeren har et klart formål med sin voldelige adfærd. Den er sulten, og drab er et naturligt led i dens kamp for overlevelse. Anderledes forholder det sig med mennesket: ”Tigeren/ dræber med mådehold, efter nøje besigtigelse af terrænet./ Maskingeværerne ryster på hovedet. De skratsladrer vedholdende statistisk.”

Dette digt og syv andre fra ”Lupercal”, der alle handler om vilde dyr, er oversat til dansk af Thorkild Bjørnvig i 1995. Måske er Bjørnvigs egne digte, det tætteste vi kommer på et dansk sidestykke til Ted Hughes, for som digter Peter Laugesen pointerer: ”I dansk sammenhæng minder han måske mest om Thorkild Bjørnvig. Samme optagethed af de store kræfter i historien og naturen. Samme digteriske omsorg for dyrene.” (Peter Laugesen: Døden som postbud. Information, 1999-15-12).

Krage

”Hvem er stærkere end håb? Døden./ Hvem er stærkere end vilje? Døden./ Stærkere end kærlighed? Døden./ Stærkere end liv? Døden.”

”Krage”, s. 9.

Digtsamlingen ”Crow – from the Life and Songs of the Crow” fra 1970 (”Krage”, 1977) regnes for et af Ted Hughes’ vigtigste værker, og han anså selv samlingen for sit mesterstykke. De oprindelige 59 digte, som samlingen bestod af, blev i 1972 suppleret med syv ekstra, og siden blev flere tilføjet. På dansk er kun udkommet et udvalg på 29 oversat af Steen Thorborg. I forordet til den danske udgave forklarer Hughes ideen bag digtene: ”Meningen var egentlig blot at nedskrive kragens sange, de sange som en krage ville synge. Med andre ord, sange blottet for musikalitet i et ekstremt simpelt og ekstremt hæsligt sprog.” (Ted Hughes: Krage, s. 5).

Kragen er samlingens gennemgående figur. Digtet ”Eksamen ved livmoderens port” er opbygget som en dialog, hvor fuglen bliver udspurgt om en række forskellige ting. Dens svar er markeret med kursiv, og ved at svare ”Døden” til langt de fleste spørgsmål ender den med at bestå testen. Ifølge kragen ejer døden både dens blod, tunge og hjerne. Døden ejer også jorden, rummet, kærligheden og livet. Den eneste, der ifølge kragen, er stærkere end døden, er den selv, hvilket virker til at komme bag på den.

Skabelse er et af samlingens omdrejningspunkter, og kragen selv blev skabt, da den kom ud igennem øjets pupil. Mens Gud sov, bed den slangen i Edens have over i to. Ud af den ene del skabte den de mandlige og kvindelige kønsorganer, hvilket tørt konstateres således: ”Han stoppede den halve hale ind i manden/ Med den sårede ende hængende udenfor.

På samme tid imiterer, genfortolker og vrænger Hughes af kristendommens skabelsesberetning. Kragen bliver en personificering af kynisme, sorg og ufølsomhed, eksempelvis da den hånligt griner af manden og kvinden, eller når Gud forsøger at lære den at sige ordet kærlighed, men den i stedet gaber og kaster op. I stedet for at besynge livet med poesien lader Hughes den skraldeædende, sorte fugl vræle af verden og døden.

Digtene er skrevet til minde om Assia og Shura, Hughes’ anden kone og deres fælles datter, som begge døde, året inden ”Crow” udkom. Det kan i det lys være svært ikke at drage paralleller mellem Hughes og digtenes ensomme krage-figur.

Årstiderne

”Hvad er nu det? – Den mørke lade igen?/ Hvor mennesker skubber benene væk under mig/ Og råber efter mig med stemmer fulde af mord (…)”

”Årstiderne”, s. 31.

”Season songs” fra 1975 (”Årstiderne”, 1976) er en digtcyklus, der er inddelt i fire dele navngivet efter de fire årstider. Oprindeligt skrev Ted Hughes digtene til børn, men jo mere han skrev, jo mere fjernede digtenes syntaks, motiver, semantiske lag og temaer sig fra en ung målgruppe. De myldrede med forrådnelse, sorg og bedrag og beskriver i vejrets forskellige nuancer den såkaldte losseplads af en verden, mennesket bebor.

I forårsdigtet ”Floden i marts” beskrives flodens bevægelser i en rytmisk gentagelse, der, på samme måde som vandstanden ved ebbe og flod, stiger og falder. Syv af digtets otte strofer indledes med enten ”Nu er floden rig” eller ”Nu er floden fattig”. Med denne gentagelse illustrerer Hughes vandmassernes repetitive lyde, liv og energi. Floden besjæles og tager form som en kvinde. Hun er fåmælt, hendes hår består af drivgods, og den stegende sol giver hende hovedpine. Digtet slutter med, at en laks, stærk som sølv, stikker hovedet op over vandspejlet og betragter floden i hele dens sammensathed. I et senere digt, ”Decemberfloden”, vender laksen tilbage. Digter-jeget leder efter laks om vinteren, men den, han finder, er død og med øjne ”som knapper i en hvid skjorte”.

I digtet ”Får” tematiserer Hughes relationen mellem forældre og deres børn i en tredelt fortælling om et får. I første strofe beskrives, hvordan fåret sørger over, at menneskene har taget hendes nyfødte lam fra hende: ”Det var kun halvt så gammelt som det burde være./ Og dets skrig var forkert. Det var ikke/ En tør lille brægen, et babyvræl/ På en flad tunge, det var menneskeligt.” Dernæst bliver fåret selv udskilt fra flokken, da menneskene klipper dens uld. Hughes er meget bevidst om lyde, både når han udnytter det poetiske sprogs lydlige kvaliteter til at understrege en stemning, og når han, som i digtet om fåret, karakteriserer lammenes brægen som gråd. Deres brægen lyder i hans ører som en musik af større og større sorg.

Børnebøgerne

”Gud bliver træt en gang imellem. Men aldrig har han været så træt som den dag, han blev færdig med Elefant. ”Det er sidste gang,” tænkte han, ”absolut sidste gang jeg laver noget, der er så stort.””

”Snabelen og andre fortællinger fra da verden var ny”, s. 32.

I Ted Hughes’ forfatterskab findes der flere forskellige skabelsesberetninger. Både i hans lyrik og i flere af de mange fortællinger for børn og unge, som han skrev – særligt i årene efter Sylvia Plaths død – optræder fantasier om, hvordan mennesker, dyr og jorden blev skabt. I ”Tales of the Early World” (”Snabelen og andre fortællinger fra da verden var ny”, 1995) fra 1987 skildrer han i 10 korte historier, hvordan Gud opfinder og formgiver spurven, elefanten, påfuglen og andre dyr.

I en af fortællingerne, ”Ulempen”, lever Ål og hans familie på bunden af havet. De er så grå og grimme, at de må gemme sig under en sten for at undgå resten af havets fisks spydige drillerier. Ålens eneste ven, den ligeså gyselige Lampret, fortæller om nymånen, en spåkvinde, der kan forudsige skæbnen. Med den selvglade Laks som vidne opsøger Ål nymånen, der til alles store overraskelse åbenbarer, at Gud skabte Ål til sig selv, og at den er den dejligste af alle fisk. Men der følger en ulempe med at være alle andre overlegen, for da menneskene finder ud af, at Ålen smager bedre end alle andre dyr i havet, spiser de hans kone og børn. Herefter må Ål leve på bunden af havet i evig frygt for at blive spist.

Hughes har også skrevet billedbøger til de helt små børn. På dansk er udkommet ”Shaggy and Spotty” fra 1988 (”Pjuske og Plet”, 1997) om to hunde, der løber hjemmefra, for at se og opleve, hvad der sker på det lokale marked. Her er høj musik, og da de prøver en karrusel, bliver de kastet op i luften. De flyver i fuld fart fra den ene forlystelse til den næste, indtil de ekstatiske kommer helt op til fuglene. De forskrækker en krage, inden de daler nedad mod deres eget hus. Sproget er forpustet, og de mange gentagelser og lydord, som bask, kraaa og huuyyiij, er med til at give den lille fortælling et højt tempo.

Men som børnebogsforfatter er Hughes mest kendt for ”The Iron Man” fra 1963 (”Jernmanden”, 1985), der er en spændingshistorie om drengen Henrik, der pludselig opdager en kæmpe jernmand, som spiser bondemændenes traktorer og skaber gru og ulykke. Henrik er en opfindsom og kvik dreng, der gang på gang får afhjulpet jernmandens hærgen ved at bruge sin sunde fornuft og venlighed. Indirekte kan fortællingen, som blev animationsfilmatiseret i 1999, læses som en kritik af voksnes konfliktsøgende adfærd og den kolde krigs våbenkapløb

Fødselsdagsbreve

”Din skrift var også din frygt,/ af og til var det din skræk, at alle/ dine bryllupsgaver, dine drømme, din mand/ ville blive taget fra dig/ af skrækkens trolde. Din skrivemaskine/ ville de tage. Din symaskine. Dine børn.”

”Fødselsdagsbreve”, s. 143.

På en måde kunne man sige, at den rigtig gode digtning altid er sorgarbejde. At den altid, på mange måder, forholder sig mere til de døde end til de levende. Derfra kommer jo de fleste af de budskaber, der tænder poesien i de levende.” (Peter Laugesen: Døden som postbud. Information, 1999-15-12). Sådan skrev Peter Laugesen i sin anmeldelse af Ted Hughes’ ”Birthday Letters” fra 1998 (”Fødselsdagsbreve”, 1999) i Dagbladet Information. Digtsamlingen, der udkom kort før Ted Hughes’ død, havde været et kvart århundrede undervejs. Den er hans lyriske portræt af Sylvia Plath, som han var gift med i syv år, samt et glimtvis indblik i det liv hun efterlod ham og deres to børn, da hun begik selvmord i 1963.

22676903

Igennem 88 digte beskriver Hughes sit første møde med Sylvia, deres bryllupsdag, rejser i Europa og Amerika, hendes graviditet med deres første barn og flere af de steder, benævnt med vejnavne, hvor de boede sammen. Digtene er organiseret kronologisk, fra Plath ankommer fra Amerika til Cambridge i det første digt ”Fulbrightstipendiater” til hendes lig er begravet. Men samtidig svæver de ind og ud mellem flere niveauer af fortid, minder, drømme og det nu, digtene skrives i. Vers som ”Ti år efter din død/ møder jeg på en side i din dagbog, som aldrig før,/ dit glædesudbrud (…)” giver læseren oplevelsen af, at Hughes har søgt inspiration til digtene i Sylvia Plaths efterladte dagbøger, digte og fotografier. Hun er digtenes du.

I digtet ”Biguden” giver et bistade anledning til, at Sylvias forhold til hendes far blotlægges. Hun forgudede faren, der forskede i bier, men døde, mens hun stadig var et barn. I ”Isis” hedder det: ”Og du havde købslået med Døden./ I havde endelig fået en aftale:/ Han kunne beholde din Far og du kunne få et barn.” Både katastrofen og savnet går i arv fra en generation til den næste.

På trods af fødselsdagsbrevenes autofiktive karakter fremstår du-henvendelserne ikke kun som private skriftemål. Digtene er sprogligt orkestrerede korrespondancer med en afdød, en slags spøgelsesdialog, hvorigennem Hughes kan gen- og omskabe fortiden ved at fastholde og forme minderne i ord.

 

Genrer og tematikker

Ted Hughes skrev i mange genrer, men han var primært poet. Udover de 15 digtsamlinger han udgav som selvstændige, afgrænsede værker, findes der et hav af digte, han har skrevet til tidsskrifter, pamfletter og lign. Han kunne arbejde mange år på et digt, skrive til og rette enkelte ord, før de fik den helt rigtige form. Nogle gange skrev han først kladderne til sine digte i prosa, men omskrev dem derefter til strofer og vers, hvilket er med til at give dem et narrativt præg.

En livslang kærlighed til mytologi, horoskoper, ånder, seksualitet og magi afslører sig i Hughes’ forfatterskab. Han benytter sig i udpræget grad af besjæling og personifikation som sproglige virkemidler. Naturen får liv, og døden tillægges menneskelige egenskaber, når den f.eks. sætter sig for at hvile sig. Sammenligningen er et andet sprogligt greb, Hughes bruger i flæng, f.eks. i digtet ”To heste”: ”Deres lange silkeansigter, strithårede som hønsehunde,/ Deres brune øjne som hos forhistoriske mødre,/ Deres munde som musemaver, deres fjedrende kindsæg,/ Pludselig med gule tænder som fra mareridt og kranier (…)”.

Både lyrikken og Hughes’ fortællinger for børn myldrer med fauna. Han sætter sig ind i dyrenes sted og skildrer verden fra deres synspunkt. Særligt rovfugle, krager og store kattedyr befolker hans mytiske, dystre og symbolladede vers og verdener. Nogle dyr kan læses som allegorier eller som billeder på sindstilstande, væremåder eller fænomener. Eksempelvis var ræven for Hughes et symbol på lyrikken, snu, dæmonisk og drilsk i sin mangel på entydighed.

”Jeg tænker på mine digte som en slags dyr. De har deres eget liv, ligesom dyr. Med det mener jeg, at de virker ret adskilt fra enhver person, selv fra deres forfatter, og ingenting kan tilføjes eller fjernes fra dem, uden at kvæste eller måske ligefrem dræbe dem. Og de har en særlig visdom. De ved noget specielt, noget vi måske er meget nysgerrige efter at lære.” (Ted Hughes: Indledningscitat i Collected Poems. Egen oversættelse).

Beslægtede forfatterskaber

I de år, de var gift, fungerede Ted Hughes og Sylvia Plath som hinandens førstelæsere. De diskuterede, redigerede og kritiserede hinandens skrivning. Da begge skrev autobiografisk med udgangspunkt i fælles, konkrete hændelser, er der mange indholdsmæssige og tematiske overlap i deres digte. I sin levetid udgav Plath den autobiografiske roman ”The Bell Jar” fra 1963 (”Glasklokken”, 1975) og digtsamlingen ”Colossus” (1960), men hun er mest kendt for den posthume udgivelse ”Arial” (1965), som indeholder digte skrevet efter bruddet med Ted Hughes, og som han samlede og udgav efter Plaths død.

Den tilbagevendende brug af naturmotiver deler Hughes med den irske digter Seamus Heaney, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1995. De to redigerede flere litterære antologier sammen, og hvor Heaney fik stor ros for sin gendigtning af det oldengelske kvad ”Beowullf”, inkasserede Hughes ligeledes lovord for sine oversættelser af klassiske forfattere, her i blandt den romerske digter Ovid.

Selv lagde Hughes ikke skjul på, at han beundrede forfattere som William Butler Yeats og William Wordsworth. Men hans største litterære forbillede var William Shakespeare, og i biografier om Hughes beskrives det, hvordan Hughes altid bar rundt på et slidt eksemplar af den store dramatikers samlede værker. I 1992 udkom ”Shakespeare and the Goddess of Complete Being”, der er en litterær kritik, hvori Hughes diskuterer og fremlægger sit syn på Shakespeare og hans historiske forankring.

Hughes har også selv inspireret yngre, engelsksprogede forfattere. I Max Porters roman ”Grief Is the Thing with Feathers” fra 2015 (”Sorg er et væsen med fjer”, 2016) mister en familiefar, der forsker i Ted Hughes’ forfatterskab, sin kone. Midt i sorgen banker en krage på døren, og udover at være en fugl, er kragen ligeledes en ven, terapeut, drillepind på samme måde som kragen i Hughes’ digte. Også sprogligt låner Porter fra sit litterære forbillede, når han bruger lydord som ”shhhhhh”, ”krip krap” og gentagelser til at skabe levende scener i sin fortælling om sorgbearbejdning.

Bibliografi

Digte

Hughes, Ted: The Hawk in the Rain. Harper, 1957.
Hughes, Ted: Pike. Gehenna Press, 1959.
Hughes, Ted: Lupercal. Harper, 1960.
Hughes, Ted: Animal Poems. Gilbertson, 1967.
Hughes, Ted: I Said Goodbye to the Earth. Turret, 1969.
Hughes, Ted: The Martyrdom of Bishop Farrer. Gilbertson, 1970.
Hughes, Ted: Fighting for Jerusalem. Mid-NAG, 1970.
Hughes, Ted: Selected Poems, 1957-1967. Faber and Faber, 1972.
Hughes, Ted: Cave Birds. Scolar Press, 1975.
Hughes, Ted: The Interrogator: A Titled Vulturess. Scolar Press, 1975.
Hughes, Ted: Guadete. Harper, 1977.
Hughes, Ted: Krage. Husets Forlag, 1977. (Crow: From the Life and Songs of the Crow. Faber and Faber, 1970). Oversat af Steen Thorborg.
Hughes, Ted: Årstiderne. Forlaget Prometheus, 1978. (Season Songs. Faber & Faber, 1976). Oversat af Steen Thorborg.
Hughes, Ted: Remains of Elmet: A Pennine Sequence. Rainbow Press, 1979.
Hughes, Ted: Moortown. Faber and Faber, 1979.
Hughes, Ted: Selected Poems: 1957-1981. Faber and Faber, 1982.
Hughes, Ted: River. Faber and Faber, 1983.
Hughes, Ted: Flowers and Insects: Some Birds and a Pair of Spiders. Knopf, 1986.
Hughes, Ted: Wolfwatching. Faber and Faber, 1989.
Hughes, Ted: Cappriccio. Gehenna Press, 1990.
Hughes, Ted: Rain-Charm for the Duchy and Other Laureate Poems. Faber and Faber, 1992.
Fødselsdagsbreve. Gyldendal, 1999. (The Birthday Letters. Farrar, Straus and Giroux, 1998). Oversat af Pia Juul.
Hughes, Ted: Selected Poems, 1957-1994. Farrar, Straus and Giroux, 2002.
Hughes, Ted: Collected Poems. Farrar, Straus and Giroux, 2003.

Børnebøger

Hughes, Ted: Meet My Folks! Faber and Faber, 1961.
Hughes, Ted: The Earth-Owl and Other Moon-People. Faber and Faber, 1963.
Hughes, Ted: How the Whale Became and Other Stories. Faber and Faber, 1963.
Hughes, Ted: Nessie, The Mannerless Monster. Faber and Faber, 1964.
Hughes, Ted: Five Autumn Songs for Children’s Voices. Gilbertson, 1968.
Hughes, Ted: Moon-Bells and Other Poems. Chatto and Windus, 1978.
Hughes, Ted: Under the North Star. Viking Press, 1981.
Hughes, Ted: What Is the Truth? Harper, 1984.
Hughes, Ted: Jernmanden. Apostrof, 1985. (The Iron Man: A Story in Five Nights. Faber and Faber, 1968). Oversat af Kurt Juul.
Hughes, Ted: Ffangs the Vampire Bat and the Kiss of Truth. Faber and Faber, 1986.
Hughes, Ted: The Cat and the Cuckoo: Collected Poems. Wykeham Press, 1987.
Hughes, Ted: The Iron Woman. Dial, 1995.
Hughes, Ted: Snablen og andre fortællinger fra da verden var ny. Høst og Søn, 1995. (Tales of the Early World. Faber and Faber, 1988). Oversat af Bente Hansen.
Hughes, Ted: Pjuske og Plet. Sesam, 1997. (Shaggy and Spotty. Faber and Faber, 1988). Oversat af Mich Vraa.
Hughes, Ted: The Mermaid’s Purse. Knopf, 2000.

Om forfatterskabet

Stronger Than Death
BBC har i 2015 produceret en dokumentarfilm om Ted Hughes, hvori hans datter Frieda Hughes for første gang fortæller om sine forældre.
På Ted Hughes Societys hjemmeside kan man læse om Ted Hughes’ liv, værk og aktuel forskning i forfatterskabet.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Information, 1999-15-12.
Hughes, Ted: Collected Poems. Farrar, Straus and Giroux, 2003.