Edward James Hughes blev født ind i en arbejderfamilie i det vestlige Yorkshire i 1930. Hans far, der var veteran fra 1. Verdenskrig, drev en tobakshandel, og hans storebror Gerald lærte ham at jage og fiske. Barndommens fascination af heden og dens mangfoldige dyreliv satte sine spor i Hughes’ skrivning, og hele livet fastholdt han jagt og fiskeri som sine foretrukne hobbyer.
Allerede som 15-årig skrev han sine første digte. Efter to års tjeneste som mekaniker i det engelske flyvevåben modtog han et stipendie til at læse på Pembroke College i Cambridge. Her studerede han antropologi og arkæologi, hvilket gav ham mulighed for at dyrke sin interesse for myter og legender.
I 1956 grundlagde han det litterære tidsskrift ”St. Botolph’s Review” sammen med en gruppe venner, og det var til tidsskriftets udgivelsesfest, at han mødte Sylvia Plath. De blev gift fem måneder senere. Plath havde læst nogle af Hughes’ tekster, og det var på hendes initiativ, at hans første manuskript blev udgivet. Hun indsendte et renskrevet udvalg af hans bedste digte til en litteraturkonkurrence, New York City Poetry Center havde udskrevet, hvor førstepræmien var en udgivelse. Hughes vandt og debuterede med ”The Hawk in the Rain” i både England og Amerika i 1957. Plath og Hughes indgik i et intenst kreativt og gensidigt inspirerende makkerskab. De rejste meget, boede en periode i USA, fik to børn og flyttede i 1961 tilbage til England. Her indledte Hughes en affære med Assia Wevill, og ægteskabet med Sylvia gik i opløsning.
I 1963 begik Sylvia Plath selvmord, og herefter fulgte en årrække, hvor Hughes fokuserede på at skrive radiodrama og børnelitteratur. Også ægteskabet med Wevill gik skævt, og i 1969 efterlignede hun Sylvias selvmord. Wevill tog Hughes’ 4-årige datter med sig i døden.
Ted Hughes’ privatliv har været årsag til stor kontrovers i offentligheden, og han er blevet udskældt, særligt af kvindesagskæmpere, for Plaths tragiske død. Selv undgik han at kommentere sagen, indtil han i 1998 udgav digtsamlingen ”Birthday Letters” (”Fødselsdagsbreve”, 1999). Den blev den hurtigst sælgende digtsamling i England i det 20. århundrede, og som de fleste andre af hans udgivelser blev den modtaget positivt af både kritikere og læsere. Derudover blev han hædret af det engelske kongehus, og en mindeplade i Poet’s Corner i Westminster Abbey hylder hans litterære virke.