”Lupercal” er titlen på Ted Hughes’ anden digtsamling, der udkom i 1960. ”Lupercal” er en reference til de gamle romeres religiøse fejring af deres frugtbarhedsgud. Samtidig knytter der sig en legende til navnet om hunulven, der ammede Roms grundlæggere, de to tvillinger Romulus og Remus. Det latinske navn for ulv er canis lupus. ”Lupercal” beskrives i titeldigtet, og i ”Februar”, som var den måned festlighederne blev afholdt, optræder ulven i hovedrollen. Hughes beskriver den ensomme ulv i løb og på sneen under månen. Den bliver billedet på noget fordækt, en udstødt, der er tabt for verden.
Beskrivelsen af dyr og deres færden i landskabet er karakteristisk for mange af samlingens digte. Svin, myg og kæmpegedden skildres udefra i tredjeperson, og høgen indefra i en jegfortælling om rovfuglens drifter. Flere af digtene har desuden en politisk undertone. I ”En bevidstløs kvinde” nævnes det afkølede forhold mellem Rusland og Amerika i første vers, hvorefter digtet udfolder en angst for konsekvenserne ved brug af atomvåben. Man kan ikke længere stole på nogen, så alt brænder sammen. I kontrast til den brændende jord beskrives i sidste strofe, hvordan en kvinde mister bevidstheden i en hvid hospitalsseng. Krig, maskiner og våben omtales også i ”Tigersalme”, hvor dyrenes brutalitet sættes i kontrast til det meningsløse i menneskenes myrderier. Tigeren har et klart formål med sin voldelige adfærd. Den er sulten, og drab er et naturligt led i dens kamp for overlevelse. Anderledes forholder det sig med mennesket: ”Tigeren/ dræber med mådehold, efter nøje besigtigelse af terrænet./ Maskingeværerne ryster på hovedet. De skratsladrer vedholdende statistisk.”
Dette digt og syv andre fra ”Lupercal”, der alle handler om vilde dyr, er oversat til dansk af Thorkild Bjørnvig i 1995. Måske er Bjørnvigs egne digte, det tætteste vi kommer på et dansk sidestykke til Ted Hughes, for som digter Peter Laugesen pointerer: ”I dansk sammenhæng minder han måske mest om Thorkild Bjørnvig. Samme optagethed af de store kræfter i historien og naturen. Samme digteriske omsorg for dyrene.” (Peter Laugesen: Døden som postbud. Information, 1999-15-12).