I Ted Hughes’ forfatterskab findes der flere forskellige skabelsesberetninger. Både i hans lyrik og i flere af de mange fortællinger for børn og unge, som han skrev – særligt i årene efter Sylvia Plaths død – optræder fantasier om, hvordan mennesker, dyr og jorden blev skabt. I ”Tales of the Early World” (”Snabelen og andre fortællinger fra da verden var ny”, 1995) fra 1987 skildrer han i 10 korte historier, hvordan Gud opfinder og formgiver spurven, elefanten, påfuglen og andre dyr.
I en af fortællingerne, ”Ulempen”, lever Ål og hans familie på bunden af havet. De er så grå og grimme, at de må gemme sig under en sten for at undgå resten af havets fisks spydige drillerier. Ålens eneste ven, den ligeså gyselige Lampret, fortæller om nymånen, en spåkvinde, der kan forudsige skæbnen. Med den selvglade Laks som vidne opsøger Ål nymånen, der til alles store overraskelse åbenbarer, at Gud skabte Ål til sig selv, og at den er den dejligste af alle fisk. Men der følger en ulempe med at være alle andre overlegen, for da menneskene finder ud af, at Ålen smager bedre end alle andre dyr i havet, spiser de hans kone og børn. Herefter må Ål leve på bunden af havet i evig frygt for at blive spist.
Hughes har også skrevet billedbøger til de helt små børn. På dansk er udkommet ”Shaggy and Spotty” fra 1988 (”Pjuske og Plet”, 1997) om to hunde, der løber hjemmefra, for at se og opleve, hvad der sker på det lokale marked. Her er høj musik, og da de prøver en karrusel, bliver de kastet op i luften. De flyver i fuld fart fra den ene forlystelse til den næste, indtil de ekstatiske kommer helt op til fuglene. De forskrækker en krage, inden de daler nedad mod deres eget hus. Sproget er forpustet, og de mange gentagelser og lydord, som bask, kraaa og huuyyiij, er med til at give den lille fortælling et højt tempo.
Men som børnebogsforfatter er Hughes mest kendt for ”The Iron Man” fra 1963 (”Jernmanden”, 1985), der er en spændingshistorie om drengen Henrik, der pludselig opdager en kæmpe jernmand, som spiser bondemændenes traktorer og skaber gru og ulykke. Henrik er en opfindsom og kvik dreng, der gang på gang får afhjulpet jernmandens hærgen ved at bruge sin sunde fornuft og venlighed. Indirekte kan fortællingen, som blev animationsfilmatiseret i 1999, læses som en kritik af voksnes konfliktsøgende adfærd og den kolde krigs våbenkapløb