”På en måde kunne man sige, at den rigtig gode digtning altid er sorgarbejde. At den altid, på mange måder, forholder sig mere til de døde end til de levende. Derfra kommer jo de fleste af de budskaber, der tænder poesien i de levende.” (Peter Laugesen: Døden som postbud. Information, 1999-15-12). Sådan skrev Peter Laugesen i sin anmeldelse af Ted Hughes’ ”Birthday Letters” fra 1998 (”Fødselsdagsbreve”, 1999) i Dagbladet Information. Digtsamlingen, der udkom kort før Ted Hughes’ død, havde været et kvart århundrede undervejs. Den er hans lyriske portræt af Sylvia Plath, som han var gift med i syv år, samt et glimtvis indblik i det liv hun efterlod ham og deres to børn, da hun begik selvmord i 1963.
22676903
Igennem 88 digte beskriver Hughes sit første møde med Sylvia, deres bryllupsdag, rejser i Europa og Amerika, hendes graviditet med deres første barn og flere af de steder, benævnt med vejnavne, hvor de boede sammen. Digtene er organiseret kronologisk, fra Plath ankommer fra Amerika til Cambridge i det første digt ”Fulbrightstipendiater” til hendes lig er begravet. Men samtidig svæver de ind og ud mellem flere niveauer af fortid, minder, drømme og det nu, digtene skrives i. Vers som ”Ti år efter din død/ møder jeg på en side i din dagbog, som aldrig før,/ dit glædesudbrud (…)” giver læseren oplevelsen af, at Hughes har søgt inspiration til digtene i Sylvia Plaths efterladte dagbøger, digte og fotografier. Hun er digtenes du.
I digtet ”Biguden” giver et bistade anledning til, at Sylvias forhold til hendes far blotlægges. Hun forgudede faren, der forskede i bier, men døde, mens hun stadig var et barn. I ”Isis” hedder det: ”Og du havde købslået med Døden./ I havde endelig fået en aftale:/ Han kunne beholde din Far og du kunne få et barn.” Både katastrofen og savnet går i arv fra en generation til den næste.
På trods af fødselsdagsbrevenes autofiktive karakter fremstår du-henvendelserne ikke kun som private skriftemål. Digtene er sprogligt orkestrerede korrespondancer med en afdød, en slags spøgelsesdialog, hvorigennem Hughes kan gen- og omskabe fortiden ved at fastholde og forme minderne i ord.