Ted Hughes skrev i mange genrer, men han var primært poet. Udover de 15 digtsamlinger han udgav som selvstændige, afgrænsede værker, findes der et hav af digte, han har skrevet til tidsskrifter, pamfletter og lign. Han kunne arbejde mange år på et digt, skrive til og rette enkelte ord, før de fik den helt rigtige form. Nogle gange skrev han først kladderne til sine digte i prosa, men omskrev dem derefter til strofer og vers, hvilket er med til at give dem et narrativt præg.
En livslang kærlighed til mytologi, horoskoper, ånder, seksualitet og magi afslører sig i Hughes’ forfatterskab. Han benytter sig i udpræget grad af besjæling og personifikation som sproglige virkemidler. Naturen får liv, og døden tillægges menneskelige egenskaber, når den f.eks. sætter sig for at hvile sig. Sammenligningen er et andet sprogligt greb, Hughes bruger i flæng, f.eks. i digtet ”To heste”: ”Deres lange silkeansigter, strithårede som hønsehunde,/ Deres brune øjne som hos forhistoriske mødre,/ Deres munde som musemaver, deres fjedrende kindsæg,/ Pludselig med gule tænder som fra mareridt og kranier (…)”.
Både lyrikken og Hughes’ fortællinger for børn myldrer med fauna. Han sætter sig ind i dyrenes sted og skildrer verden fra deres synspunkt. Særligt rovfugle, krager og store kattedyr befolker hans mytiske, dystre og symbolladede vers og verdener. Nogle dyr kan læses som allegorier eller som billeder på sindstilstande, væremåder eller fænomener. Eksempelvis var ræven for Hughes et symbol på lyrikken, snu, dæmonisk og drilsk i sin mangel på entydighed.
”Jeg tænker på mine digte som en slags dyr. De har deres eget liv, ligesom dyr. Med det mener jeg, at de virker ret adskilt fra enhver person, selv fra deres forfatter, og ingenting kan tilføjes eller fjernes fra dem, uden at kvæste eller måske ligefrem dræbe dem. Og de har en særlig visdom. De ved noget specielt, noget vi måske er meget nysgerrige efter at lære.” (Ted Hughes: Indledningscitat i Collected Poems. Egen oversættelse).