Fríða Ísbergs novellesamling ”Kløe” indskriver sig i rækken af unge (kvindelige) forfatterskaber, der i høj grad har relationer som omdrejningspunkt. For eksempel den norske forfatter Roskva Koritzinsky, der med sin novellesamling ”Jeg har endnu ikke set verden” (2018) undersøger karakterernes manglende evne til tilknytning, der – som hos Ísberg – som oftest har rod i dysfunktionelle relationer til forældrene.
Også den tyske forfatter Judith Hermann er oplagt at sammenligne med. I sit værk ”Sommerhus, senere” (1998) minder karaktererne meget om hovedpersonerne i ”Kløe”; de er primært unge, som har svært ved at forbinde sig og give sig hen til andre – uanset om det er i kæresteforhold eller venskaber. Hos irske Sally Rooney er hovedkaraktererne primært unge kvinder, hvor fremtiden virker underligt udvisket, som om den er umulig at forestille sig. Udadtil forsøger de – som Ísbergs karakterer – at virke som om, de har nok i sig selv, men indadtil er de ved at drukne i et emotionelt virvar. Ísbergs værker er ligeledes oplagte at sammenligne med en dansk forfatter som Olga Ravn, der både skriver lyrik og prosa, sci-fi og autofiktion. Begge forfattere har et skarpt blik for, hvor vanskeligt det er at vokse op i nutidens samfund og finde sin plads i livet – og ikke mindst i relationerne.
Med ”Mærkning” skifter Fríða Ísberg genre og indskriver sig i rækken af dystopiske fremtidsromaner a la George Orwells ”1984” (1949) og Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932). Som i ”1984” er overvågning og statens indgriben i individets rettigheder et helt centralt tema. Hos Huxley forsøger staten at afskaffe al smerte via biologisk kontrol og tidlig indoktrinering. Hos Ísberg er den biologiske kontrol udskiftet med en psykologisk kontrol, og utopien blandt tilhængerne af mærkningen er, at systemet vil få al vold til at forsvinde. I romanen mixer Ísberg det etiske paradigme, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste, med samtidens psykologiske optagethed, samtidig med at hun trækker erfaringer fra det testvillige corona-samfund. Tematisk er den også beslægtet med Anne Cathrine Bomanns ”Blå toner” (2021), der er en dystopisk fremtidsroman om en pille, der kan få sorg til at forsvinde, og som tematiserer kærlighed, sorg, empati og sundhedsvæsenet.