Friða Ísberg

Friða Ísberg blev født den 16. december 1992 i Reykjavik på Island. Hun tog sin studentereksamen på Menntaskólanum ved Hamrahlíð i Reykjavik og læste efterfølgende filosofi og kreativ skrivning på Islands Universitet.

Som 25-årig debuterede hun med digtsamlingen ”Slitförin” (strækmærker), der blev en af de mest populære digtsamlinger i Island i 2017. Samme år udkom ”Ég er ekki ad rétta upp hönd” – en digtsamling udgivet sammen med fem andre kvindelige forfattere i regi af kvindekollektivet Svikaskáld. Svikaskáld betyder ’svigagtig digter’ og er et kvindeligt forfatterfællesskab med base i Reykjavik. Det blev etableret i 2017 og har foreløbig publiceret en kollektivroman og tre kollektive digtsamlinger, som Friða Ísberg medvirker i. Desuden har Svikaskáld stået bag adskillige events, skriveworkshops og seminarer. I et manifest fortæller kvinderne bag Svikaskáld, at de startede fællesskabet, fordi de alle seks var så fulde af selvkritik, at de ikke havde mod til at lade deres litterære udgydelser se dagens lys. I kollektivet fandt de det mod og medspil, der fik ordene til at vokse og forfatterne til at finde fodfæste.

De skriver bl.a. (i dansk oversættelse af Karina Søby Gulmann): ”Når vi arbejder sammen, har vi en forudbestemt agenda. Vi starter med at tjekke ind og deler den bagage, vi har med – hvad vi tænker på, hvilke frustrationer vi har med. For eksempel kan vi være bekymrede over kontrolmønstre, konfliktfyldte følelser omkring moderskab. Så skriver vi i hvert vores hjørne. Bagefter deler vi vores materiale, mens det stadig er råt og uslebet, og vi inviterer hinanden til at lade sig inspirere af det, vi hver især har skrevet. Vi blotter os i gensidig tillid og arbejder kollektivt på vores bøger. I kølvandet på disse arbejdssessioner udvikler vi teksten indbyrdes og med hjælp fra redaktører. Vi udgiver selv vores bøger. Finder talentfulde kvinder, som vi gerne vil arbejde sammen med: redaktører, kunstnere og designere. Vi arbejder hurtigt, sammen.” (Literary Hub: The Impostor Poets of Iceland Issue a Manifesto. Lithub.com, 2019-12-04).

Friða Ísberg skriver indimellem for det engelske tidsskrift The Times Literary Supplement. Hendes værker er oversat til 17 sprog, er blevet vel modtaget uanset om det er digte, noveller eller debutromanen, og så har hun modtaget adskillige litterære priser.

Fríða Ísbergs debutroman ”Merking” fra 2021 (”Mærket”, 2023) foregår i Reykjavik, hvor en såkaldt empatitest er ved at blive udrullet over hele landet. Der gives intet årstal, men samfundet, der beskrives, minder om samtidens, men hvor A.I., overvågning, sikkerhed og tests er eskaleret i ekstrem grad.

Romanen foregår i ugerne op til en folkeafstemning om, hvorvidt det skal være lovpligtigt at tage empatitesten. Når man har bestået testen, kan man lade sig ’mærke’, mens personer, der enten ikke har taget testen eller er dumpet, er umærkede.

Romanens helt centrale temaer er polarisering og angst. Ved at zoome ind på fire forskellige karakterer undersøger romanen, hvad der sker i et samfund, der sætter empati som højeste målestok. Undervejs belyses temaer som: Hvad er et samfund? Og hvad skal der til for at være et fuldgyldigt medlem af samfundet?

136075888

Nogle af fortalerne for mærkningen mener, at man netop beviser, at man er værdig til samfundet, når man har bestået testen. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke, når romanen dykker ned i konkrete menneskeskæbner. For eksempel har folkeskolelæreren Vetur svært ved at udvise empati, fordi hun er så følelsesmæssigt stresset efter at være blevet overfaldet af sin ekskæreste. Og Eyja, der er en haj til sit job i et investeringsfirma, bliver fyret efter at have dumpet testen, og bliver mere udgrænset og grænseoverskridende i sin adfærd. Og måske mangler hun netop empati, fordi hun har et vanskeligt forhold til sin familie, og er det i øvrigt ikke netop hendes mangel på empati, der gør hende til en ørn i forhandlinger?

Romanen sætter ligeledes fokus på relationer. Både arbejdsrelationer og de nære; vores ophav, parforhold og venskaber. For eksempel igennem psykologen Olafur, der er en af de største fortalere for mærkningen. Han er intelligent og opmærksom og en dygtig psykolog, men formår ikke at være nærværende i sit ægteskab, som derfor er ved at kuldsejle.

Den polyfoniske roman er skrevet med en alvidende fortællerstemme, som skildrer de enkelte karakterer med stor indlevelse. Ikke mindst i romanens mange dialoger får læseren et godt indblik i personerne – deres samfundsklasse, hvordan de har det, etc.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mærket"

I novellesamlingen ”Kláði” fra 2018 (”Kløe”, 2020) dykker Friða Ísberg ind i sindet på navlepillende, primært unge karakterer og lader dem klø og kradse dybt i deres smertepunkter. Igennem 14 noveller kommer hun omkring temaer som sociale medier og selvværd (”En profil”), tab (”Flugt”) samt sex, porno, køn og #metoo (”Lysekronen”, ”En dukke”, ”Hjem” og ”Visse kvinder”). Men det helt centrale tema er relationer – ikke mindst dysfunktionelle relationer. Parforholdet er i centrum i novellen ”At undertrykke eller blive undertrykt”, venindeforhold i ”Et grantræ”, men mest af alt er familierelationerne i centrum. Som i ”1. april 2006”, hvor jeg-fortælleren ser tilbage på sin konfirmation og alle de fremmedgørende voksenlige ritualer og forventninger til, hvordan konfirmanden skal opføre sig. Prikken over i’et er familiens efterfølgende fremstilling af hende som en usikker lille mus, og alt sammen er det med til, at hun ender med at forsage sin tro på Gud.

48118119

I novellen ”Syv” har Sigrun sin kæreste med hjem til moren for første gang, og fortiden viser sit grimme ansigt. Allerede på vejen derhen bliver det tydeligt, at fortælleren er nervøs. Sproget er hakkende og fragmenteret (se citat), og hun pendulerer frem og tilbage mellem fortidens minder og nutidens biltur. Kort efter ankomsten begynder moren at lade bemærkninger sive ud mellem sidebenene, og da Sigrun ikke kan sige fra, må hun skærme sig selv og forsøge at redde sit parforhold ved at tage kæresten under armen og stikke af.

Sproget er beskrivende, ofte meget detaljeret, og understøtter forståelsen af karakterernes psykologiske tilstand. Som i ”Syv”, hvor fortællerens tvangstanker reflekteres i et hakkende og stammende sprog, og i ”Flugt”, hvor fortællerens dybe sorg manifesterer sig både på tekstligt og sprogligt plan. Nogle noveller er nærmest filmiske – med nære beskrivelser af hver enkelt hændelse og bevægelse. Andre gange er det som dissekerende analyser af skelsættende begivenheder og deres betydning.

Samtlige noveller kredser om mere eller mindre almindelige psykologiske problemer, og hvordan man kan håndtere dem. Men Friða Isberg efterlader ingen svar. Der er hverken lykkelige eller ulykkelige slutninger. Ja, faktisk er der knap nok slutninger – men kun åbne spørgsmål, så læseren kan tage over.

Fríða Ísbergs forfatterskab spænder vidt fra digte over noveller til romaner, og også essayets kunst er en del af hendes håndelag, når hun skriver – primært om den islandske litteratur-, film- og musikscene – for The Times Literary Supplement. Hun skriver både realistisk og modernistisk, idet hun sætter såvel samfundsproblemer som individets udfordringer på spidsen og lader sproget afspejle såvel karakterernes indre liv som deres sociale ståsted. Ísberg fortæller i et interview i The Nordic House (”Forfatteraften – when literature transforms reality with Fríða Ísberg og Charlotte Weitze”), at hun elsker labyrintiske værker, hvilket hun også selv dyrker. Læserne bliver således kastet ind i fortællingerne uden forforståelse, og når de lakker mod enden, efterlader hun ofte læseren med mindst lige så mange spørgsmål som svar.

Tematisk spænder Fríða Ísbergs forfatterskab også vidt, men et fælles tema i værkerne er en undersøgelse af dysfunktionelle relationer, og ofte undersøges relationernes indbyrdes afhængighed. I flere af novellerne i ”Kløe” trækker ophavet tråde ind i ungdoms- og voksenlivet og giver benspænd til karaktererne. Men også samfundsstrukturer udfordrer karaktererne. I novellen ”En profil” tematiseres både kønsnormer og sociale medier igennem den unge modedesigner Sesselia, der til trods for, at hun udadtil klarer sig rigtig godt, slås med dårligt selvværd og en dyb afhængighed af positiv respons – ikke mindst på sociale medier.

I romanen ”Mærket” forsøger samfundet netop at sætte nogle rammer for ’det gode samfund’ ved at indføre et mærkningssystem, der skal sørge for, at empatien er i højsædet, og at mennesker, der vurderes til at mangle empati, kan få massiv psykologisk hjælp. Men der er flere bagsider af medaljen. Eksempelvis følger der en lang række sikkerhedsforanstaltninger og overvågning med i de områder, der er mærkede – for at sikre sig imod de umærkede. Debatkulturen bærer også præg af at være alt andet end empatisk i perioden op mod folkeafstemningen – i stedet er den fordomsfuld og præget af ondskabsfulde bemærkninger mod andre. Den unge mand Tristan kæmper for ikke at blive testet, alt imens han skubbes mere og mere ud i samfundets periferi. En udstrakt hånd ser dog ud til at omvende ham, og måske er det netop romanens udsagn; at det er i relationerne, mennesker for alvor kan rykke sig, og ikke via påbud, overvågning og ensretning.

Fríða Ísbergs novellesamling ”Kløe” indskriver sig i rækken af unge (kvindelige) forfatterskaber, der i høj grad har relationer som omdrejningspunkt. For eksempel den norske forfatter Roskva Koritzinsky, der med sin novellesamling ”Jeg har endnu ikke set verden” (2018) undersøger karakterernes manglende evne til tilknytning, der – som hos Ísberg – som oftest har rod i dysfunktionelle relationer til forældrene.

Også den tyske forfatter Judith Hermann er oplagt at sammenligne med. I sit værk ”Sommerhus, senere” (1998) minder karaktererne meget om hovedpersonerne i ”Kløe”; de er primært unge, som har svært ved at forbinde sig og give sig hen til andre – uanset om det er i kæresteforhold eller venskaber. Hos irske Sally Rooney er hovedkaraktererne primært unge kvinder, hvor fremtiden virker underligt udvisket, som om den er umulig at forestille sig. Udadtil forsøger de – som Ísbergs karakterer – at virke som om, de har nok i sig selv, men indadtil er de ved at drukne i et emotionelt virvar. Ísbergs værker er ligeledes oplagte at sammenligne med en dansk forfatter som Olga Ravn, der både skriver lyrik og prosa, sci-fi og autofiktion. Begge forfattere har et skarpt blik for, hvor vanskeligt det er at vokse op i nutidens samfund og finde sin plads i livet – og ikke mindst i relationerne.

Med ”Mærkning” skifter Fríða Ísberg genre og indskriver sig i rækken af dystopiske fremtidsromaner a la George Orwells ”1984” (1949) og Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932). Som i ”1984” er overvågning og statens indgriben i individets rettigheder et helt centralt tema. Hos Huxley forsøger staten at afskaffe al smerte via biologisk kontrol og tidlig indoktrinering. Hos Ísberg er den biologiske kontrol udskiftet med en psykologisk kontrol, og utopien blandt tilhængerne af mærkningen er, at systemet vil få al vold til at forsvinde. I romanen mixer Ísberg det etiske paradigme, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste, med samtidens psykologiske optagethed, samtidig med at hun trækker erfaringer fra det testvillige corona-samfund. Tematisk er den også beslægtet med Anne Cathrine Bomanns ”Blå toner” (2021), der er en dystopisk fremtidsroman om en pille, der kan få sorg til at forsvinde, og som tematiserer kærlighed, sorg, empati og sundhedsvæsenet.