Fríða Ísbergs forfatterskab spænder vidt fra digte over noveller til romaner, og også essayets kunst er en del af hendes håndelag, når hun skriver – primært om den islandske litteratur-, film- og musikscene – for The Times Literary Supplement. Hun skriver både realistisk og modernistisk, idet hun sætter såvel samfundsproblemer som individets udfordringer på spidsen og lader sproget afspejle såvel karakterernes indre liv som deres sociale ståsted. Ísberg fortæller i et interview i The Nordic House (”Forfatteraften – when literature transforms reality with Fríða Ísberg og Charlotte Weitze”), at hun elsker labyrintiske værker, hvilket hun også selv dyrker. Læserne bliver således kastet ind i fortællingerne uden forforståelse, og når de lakker mod enden, efterlader hun ofte læseren med mindst lige så mange spørgsmål som svar.
Tematisk spænder Fríða Ísbergs forfatterskab også vidt, men et fælles tema i værkerne er en undersøgelse af dysfunktionelle relationer, og ofte undersøges relationernes indbyrdes afhængighed. I flere af novellerne i ”Kløe” trækker ophavet tråde ind i ungdoms- og voksenlivet og giver benspænd til karaktererne. Men også samfundsstrukturer udfordrer karaktererne. I novellen ”En profil” tematiseres både kønsnormer og sociale medier igennem den unge modedesigner Sesselia, der til trods for, at hun udadtil klarer sig rigtig godt, slås med dårligt selvværd og en dyb afhængighed af positiv respons – ikke mindst på sociale medier.
I romanen ”Mærket” forsøger samfundet netop at sætte nogle rammer for ’det gode samfund’ ved at indføre et mærkningssystem, der skal sørge for, at empatien er i højsædet, og at mennesker, der vurderes til at mangle empati, kan få massiv psykologisk hjælp. Men der er flere bagsider af medaljen. Eksempelvis følger der en lang række sikkerhedsforanstaltninger og overvågning med i de områder, der er mærkede – for at sikre sig imod de umærkede. Debatkulturen bærer også præg af at være alt andet end empatisk i perioden op mod folkeafstemningen – i stedet er den fordomsfuld og præget af ondskabsfulde bemærkninger mod andre. Den unge mand Tristan kæmper for ikke at blive testet, alt imens han skubbes mere og mere ud i samfundets periferi. En udstrakt hånd ser dog ud til at omvende ham, og måske er det netop romanens udsagn; at det er i relationerne, mennesker for alvor kan rykke sig, og ikke via påbud, overvågning og ensretning.