Portræt af Judith Hermann
Foto: Hreinn Gudlaugsson via Wikimedia Commons

Judith Hermann

cand.mag. Betty Frank Simonsen, 2011, 2016 og januar 2022. Blå bog og bibliografi opdateret november 2023.
Top image group
Portræt af Judith Hermann
Foto: Hreinn Gudlaugsson via Wikimedia Commons

Judith Hermanns debut ”Sommerhus, senere” blev en slags litterær sensation i hjemlandet Tyskland, da den udkom. Hermann blev kaldt sin generations stemme, og mange unge tyskere tog bogen til sig som et dokument over deres liv. De ni noveller i bogen beskriver livet i det nye Berlin for en flok mennesker i tyverne, et liv præget af tilfældigheder, musik, stoffer, løse kærlighedsaffærer og ubeslutsomhed. Siden er kommet en række romaner og novellesamlinger, som er blevet modtaget med smukke anmeldelser både i Danmark og i hjemlandet.

Judith Hermann er aktuel med "Vi ville have fortalt hinanden alt", hendes Frankfurter poetikforelæsning, som dels omhandler hendes forfatterskab, og dels hendes personlige liv.

137332922

 

Blå bog

Født: 1970 i Vest-Berlin.

Uddannelse: Har en mastergrad i tysk og filosofi og er efterfølgende uddannet på Berliner Journalistenschule. Har arbejdet som freelancejournalist for flere magasiner. 

Debut: Sommerhaus, später. 1998.

Litteraturpriser: Kleist Prisen, 2001, Hugo Ball Prisen, Bremer Literatur-Förderpreis.

Seneste udgivelse: Vi ville have fortalt hinanden alt. Batzer, 2023. (Wir hätten uns alles gesagt, 2023). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Inspiration: Raymond Carver, Alice Munro.

 

 

 

 

Videoklip

Artikel type
voksne

Baggrund

“… hendes ansigt er simpelthen så smukt, og det hele passer, hendes øjne, hendes næse, hendes mund i én jævn regelmæssighed. Da jeg så hende første gang, havde hun et par enorme solbriller på, og allerede før hun tog dem af, vidste jeg, hvordan hendes øjne ville være, grønne.”

“Spøgelser, overalt”, s. 13.

Judith Hermann er født i 1970 og opvokset i det gamle Vest-Berlin. Hun tilhører en generation af tyske forfattere, der begyndte at skrive efter Murens fald, men på trods af sin opvækst og sit liv i Berlin har hun aldrig beskrevet den del af byens historie. Hermann var 19 år, da muren faldt, og til spørgsmålet, hvorfor begivenheden ikke fylder noget i hendes bøger, svarer hun: ”Det var en lykkelig tilstand, og en lykkelig tilstand giver ikke stof at skrive om. Mine forældre græd af glæde foran tv´et, jeg græd ikke. Jeg fulgte strømmen af folk ind i et for mig fremmed Østberlin. Vi kikkede, og vi oplevede, men det var ikke os, der blev frie. Vi var frie i forvejen.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29.) Det, der til gengæld fylder i Hermanns noveller, er de mennesker, der bor i byen, og som hun har beskrevet i både sin debutnovellesamling ”Sommerhus, senere” og de to efterfølgende bøger.

Judith Hermann læste tysk, filosofi og musik, inden hun begyndte at læse journalistik ved den anerkendte Berliner Journalistenschule. Det var under et praktikophold i New York for to tysksprogede aviser, at det gik op for hende, at litteratur var hendes egentlige gebet. Selv har hun forklaret, at en sønderlemmende kritik af en reportage, hun havde skrevet, medvirkede til, at hun i stedet kastede sig over fiktion. Hun vægrer sig dog stadig ved at kalde sig forfatter på trods af nu fire mange udgivelser, og bliver hun bedt om at nedfælde en stillingsbetegnelse, skriver hun hellere ”journalist”.

Da Hermann vendte tilbage til Berlin, arbejdede hun stadig som freelancejournalist ved nogle magasiner og dagblade, indtil hun i 1997 modtog Alfred-Döblin stipendiet fra Berliner Akademie der Künste. Med det i hånden flyttede hun ind i Alfred-Döblin huset for at skrive, og året efter udkom hendes første novellesamling. ”Sommerhus, senere” (1998) solgte omkring en kvart million eksemplarer i hjemlandet, hvilket er usædvanligt for en novellesamling. Novellerne beskriver det bohemeagtige Berlinerliv for en flok unge i midttyverne, og hun blev derfor af kritikere kaldt sin generations stemme. Om det sagde hun dengang: ”Ja, kritikere har kaldt mig en stemme for en ny generation, men jeg kender slet ikke min generation. Jeg kender kun mig selv og dette mikrokosmos af folk, jeg omgås. Det var underligt for mig at høre, at jeg skulle have skrevet om en generation.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12). Dengang var Hermann 28, og den pludselige berømmelse og de store forventninger til hendes næste bog lagde et pres på den næste udgivelse, som det tog hende fire år at færdiggøre.

Hjembyen Berlin fylder meget i Hermanns forfatterskab, men hendes mange rejser afspejles også i novellesamlingerne: en del af historierne foregår i USA eller rundt omkring i Europa. Novellen ”Et koldt, blåt faktum” fra ”Spøgelser, overalt” foregår i Island, der har en særlig plads hos forfatteren. Hermann siger selv, at hun foretrækker mørke frem for lys, og kulde frem for varme. Hun boede på Island, mens hun skrev på ”Spøgelser, overalt” og havde det som om, hun vendte hjem: ”Jeg er sådan en, der altid er træt. Jeg vågner først for alvor, når det er ved at blive mørkt ... På Island bliver det først lyst ved ellevetiden. Så er det lyst i tre eller fire timer, lige på det tidspunkt, hvor jeg kan komme i gang med tingene. Jeg forbinder altid aftenen med at geare ned. Det er som om, at jeg så kan give mig selv fri. Alting går ned i gear og bliver blødere. Og i Island sker det klokken fire om eftermiddagen ... Det gjorde mig godt.” (Stefanie Duckstein: Encounters: The World Through the Eyes of German Authors).

Efter at have levet hele sit liv i Berlin flyttede Judith Hermann i forbindelse med coronakrisen op til kysten ved Nordsøen, hvor hun nu bor og skriver. Hun har stadig en lejlighed i Berlin, hvor hendes voksne søn residerer. Hun trivedes ikke længere i byen og har fundet ud af, at hun skriver bedre i den lille landsby ved den frisiske nordkyst: ”Jeg skriver godt deroppe, fordi det er så isoleret og stille. Jeg har et fint skrivebord og kan spadsere lange ture og tale med mig selv i naturen. Jeg tror, at det er mit hjem nu.” (Erik Jensen: En af Tysklands forfattere har boet hele sit liv i storbyen. Men nu er hun flyttet på landet. Politiken, 2021-11-21).

Sommerhus, senere

“Det er koldt. Der lugter af røg. Af sne. Jeg vender mig om og lytter efter noget, jeg ikke kan høre, jeg har et ord lige på tungen, jeg kan ikke sige det. En uro, ved du det? Du ved det. Men du ville sige, at alt, hvad der er navnløst, det skal man lade være med at give navn.”
“Sommerhus, senere”, s. 85.

De ni fortællinger i ”Sommerhaus, später” fra 1998 (”Sommerhus, senere”, 2001) foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation, der har råd til ikke at bekymre sig om politik eller den nærmeste fremtid, og som ikke drømmer om en borgerlig tilværelse eller økonomisk sikkerhed. I stedet drømmer de om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken, som Hermann selv har beskrevet det: ”En af personerne bliver spurgt, hvad lykken er for hende, og hun svarer, at lykken er øjeblikket, der indtræffer, lige før lykken kommer. Øjeblikket, hvor det endnu ikke er gået op for en. Jeg har det på samme måde. Når man er lykkelig, får man samtidig følelsen af, at nu er det allerede ved at være slut, og den følelse af afslutning bryder jeg mig ikke om.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12).

53297307

Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed. Når valget er truffet, lukkes der for en mulighed, og Hermanns personer lever i en tilstand af, at alt er muligt, intet er afsluttet. I novellen ”Orkan (Something Farewell)” er de to unge berlinere Christine og Nora i Caribien for at besøge en ven. Dagene går, tiden står næsten stille i pigernes blanding af utålmodighed efter, at orkanen skal ramme, så alting ændres, og længslen efter, at alt skal fortsætte, som det er. De leger en leg, mens de spiser mangoer, drikker rom og cola og flirter med de lokale: ”Forestille-sig-at-leve-sådan”, hedder legen, og den handler om at udleve et helt nyt liv i tankerne. Ferien slutter, og det er fra køkkenet hjemme i Berlin, at Christine genkalder sig tiden på øen.

Konstruktionen er typisk for Hermann. Det er spring i tid og minder, der sætter gang i en fortælling, eller novellen tager form af at være en beretning mellem venner. Som i novellen ”Bali-kvinde”, hvor jegfortælleren beretter om en aften i byen med nogle venner, og dette danner afsæt for historien: ”Christiane dansede i hvert fald foran mig den aften, hvor du ikke ville med. Hun skruede op for radioen og dansede til Never know a girl like you before, cheerleader-ansigt, udslået rødt hår, hun lo, hun så meget smuk ud.” (side 85). Tonen er lakonisk, konkret, henkastet og meget karakteristisk for Hermann.

Spøgelser, overalt

“(hun) havde svømmet i Atlanterhavet og Stillehavet, i Colorado River, the Blue River og i Lake Tahoe. Hun havde stirret op mod himlen over Alabama, Mississippi og Missouri. Og hun kunne ikke længere huske noget af det.”
“Spøgelser, overalt”, s. 121.

Syv kvinder møder vi i Judith Hermanns anden udgivelse, ”Nichts als Gespenster” fra 2003 (”Spøgelser, overalt”, 2004), der indeholder syv historier. Det kunne være variationer over den samme kvinde, i hvert fald ligner Hermanns kvinder hinanden: de er i trediverne, storbymennesker, der glider ind og ud af kærlighedsforhold og desperat forsøger at holde fast i noget i en verden, hvor intet er sikkert. Kvinderne er næsten alle på rejse, og historierne foregår rundt omkring i Europa: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Titelnovellen finder sted på et motel i Nevada, USA.

25177215

Der er masser af spøgelser i Hermanns anden novellesamling, men kun i to af historierne er de virkelige. I titelnovellen er Ellen på roadtrip i USA med sin kæreste Felix. Forholdet vakler og er på grænsen af opløsning, da de overnatter på et motel i Nevadas ørken, hvor de møder den excentriske lokalbefolkning – deriblandt den lokale ghost hunter. Spøgelsesjægeren er der for at fjerne nogle gamle guldgraverspøgelser fra det lokale Hotel International, hvor de sidder og drikker øl, og hvor de støder ind i en fyr fra byen, Buddy. Hvorvidt der vitterligt er spøgelser på hotellet, er usikkert, men sikkert er det, at fortælleren Ellen mange år senere hjemsøges af mindet om denne aften, der får afgørende betydning for hendes fremtid.

I resten af historierne er der nærmere tale om spøgelser fra fortiden: elskere, venner, forældre, der bliver ved at hjemsøge fortælleren. Eller måske er det nærmere minder, hun hjemsøges af – små øjeblikke fra fortiden, hvor hun har været tæt på lykken eller opnået en kortvarig følelse af, at noget faldt på plads.

Kun i en af historierne, ”Et koldt, blåt faktum”, er fortælleren, Jonina, hjemme. Hjemme er i Island, ”ved verdens ende”, som hun beskriver det, hvor hun lever et stille liv med sin kæreste og deres barn. Mandens to venner fra Berlin kommer på besøg, og sammen kører de rundt og ser på Island, alt imens der stille sker et skred inden i fortælleren. Naturen vågner for hende på en helt ny måde, mens hun inderligt forelsker sig i den besøgende tysker, Jonas. Inde i Jonina er alting anderledes, men på sædvanlig Hermannsk vis går livet videre. Som det jo gør.

Alice

“Mens. At tænke sig, at det var mens de havde holdt ved tankstationen og rumæneren havde set op mod himlen, en falk, en ørn, en musvåge. At det var mens Alice havde skubbet fryseboksens låg op, og mens Anna havde sagt ordet Cornetto, (…) at Conrad døde.”
“Alice”, s. 90.

Med novellesamlingen ”Alice” fra 2009 (”Alice”, 2011) nærmer Judith Hermann sig romangenren, for hovedpersonen er den samme i alle fem historier, og tematisk hænger historierne også sammen. De kredser alle om døden. Hver novelle bærer et navn – navnet på den døende eller døde. Alle har Alice som hovedperson, og den, der dør, er en, der står hende nær. I ”Micha” er det en tidligere kæreste, der ligger døende på hospitalet i en provinsby i Tyskland. Alice er taget dertil med hans nuværende kæreste Maja og parrets fælles barn. Alice og Maja fordriver tiden med at forsøge at aflede barnet og prøver hver især at finde sig til rette i den lejlighed, hvor de har lejet sig ind. Her venter de på, at Micha skal dø og hver især få sagt farvel til ham.

28771525

I ”Conrad” er det en gammel ven af familien, der pludselig dør. Alice er taget til Italien med to venner for at besøge Conrad og hans kone, da Conrad bliver indlagt med noget tilsyneladende harmløst. Alice og de to venner nyder livet, bader i søen og drikker sjusser, da den gamle mand pludselig dør. Det er samspillet mellem dagligdagen og døden, der optager Hermann: ”Det, der interesserer mig, er det, vi gør, når nogen dør. Den mærkelige parallelitet, der er mellem den lille verden og den store sammenhæng. Hverdagen og døden. At vikle sit ispapir omkring isens træpind for ikke at få fedtede fingre, mens en, man har kær – finder man ud af senere – i det øjeblik tog sit sidste åndedrag.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29).

De tre sidste noveller foregår i Hermanns velkendte Berlin. I novellen ”Richard” dør en ven, i ”Malte” er det en onkel, der har begået selvmord, og i ”Raymond” (opkaldt efter Hermanns store litterære forbillede, Raymond Carver) er det Alices kæreste, der er død. Alice skiller sig af med hans ting, og vi følger hende i det praktiske arbejde, der følger efter, at nogen går bort.

”Alice” har høstet store anmelderroser verden rundt. I Tyskland har modtagelsen været mere blandet, og Hermann mener, det har at gøre med en stor angst for døden i hjemlandet: ”Tyskere går meget mere end danskere op i deres krop, i miljøet, i afskaffelse af atomkraften osv. Måske er de simpelthen mere bange for at dø”. For Hermann selv er ”Alice” mest af alt en bog om at leve videre, når døden rykker helt tæt på.

Al kærligheds begyndelse

”Hun mader Walter, og hun spørger sig selv om Walters måde at tage imod mad fra skeen på minder om den måde han tog imod maden fra sin mors ske som barn, hun kommer i tanke om Avas måde at spise på, hendes bittesmå, afsluttede bidder, babyen i hende, Avas babyagtige snappen efter skeen, efter den søde grød.”
”Al kærligheds begyndelse”, s. 72.

Stella og Jason møder hinanden i et fly. Det er den første sætning i Hermanns første roman, ”Aller Liebe Anfang” fra 2014 (”Al kærligheds begyndelse”, 2016). Vi får således hurtigt serveret begyndelsen på Stella og Jasons kærlighed. Vi får også at vide, at Stella er hjemmesygeplejerske og lider af flyskræk. Jason er bygningsarbejder og rejser meget. De bliver gift og bor i et lille hus i udkanten af en by og har fået datteren Ava. Men vi ved ikke så meget mere om kærligheden mellem Jason og Stella, for Jason er meget fraværende, han er af sted for at bygge huse rundt omkring, og Stella og Ava har en stille dagligdag med hinanden. Stella har vagter hjemme hos de syge ældre, hun tager sig af, Ava går i børnehave.

52269563

Kærligheden er blevet et fravær, den ene halvdel af sengen står tom, og fortroligheden mellem Stella og Jason er gået tabt. Stella skriver i stedet lange breve til sin gamle veninde Clara, som hun har levet et meget anderledes storbyliv med, og prøver at få hold på det nye liv, hun befinder sig i med mand og barn. Man fornemmer en ensomhed, midt i det, der skulle være familieidyl, det voksne familielivs snærende bånd, der tenderer noget, der ligner klaustrofobi. Der ligger noget usagt mellem Stella og Jason, noget potentielt sprængfarligt, og Stella ved ikke, hvad det er: ”vi sidder ved siden af hinanden ligesom i flyet, tænker Stella, og hun undrer sig over tavsheden mellem dem som tilsyneladende er ligetil og naturlig, Jason er under alle omstændigheder et fåmælt menneske. Men måske er tavsheden også afgrundsdyb, afventende, måske er Jason på vagt. Er Stella også på vagt?” (s. 56).

Midt i denne ordnede stilhed dukker Mister Pfister op. Mister Pfister, en ung mand fra den stille villavej, begynder at stalke Stella med breve og besøg. Han dukker kun op, når Jason er af sted, og i lang tid reagerer Stella ikke. Hun forsøger at fortrænge hans eksistens, indtil hun begynder at blive skræmt over Mister Pfisters vedholdenhed og tager sig i at spekulere over kærlighedens og besættelsens natur, hvordan den opstår, hvad der forårsager den.

”Al kærligheds begyndelse” er Hermanns første roman, og den er skrevet i samme ordknappe stil som novellerne. Korte, fortættede sætninger, der ind imellem maler smukke stilleben-agtige tableauer frem af dagligdagen, hvor en knugende og måske endda gruopvækkende virkelighed har det med at titte frem i sprækkerne.

Lettipark

”Hil dig, du smukke bugt, hvor min ungdom stod i blomst, siger Greta.
Hun siger, det er da virkelig de underligste ting man kommer i tanke om igen, fra det ene øjeblik til det andet. Du bugt, hvor mine drømme vågnede. Naturligvis finder jeg ud af det alene. Lad nu være med at spekulere på det. God rejse, Maude. Kan du have det godt.”
”Lettipark”, s. 97.

Titelnovellen i Judith Hermanns ”Lettipark” fra 20161 (”Lettipark”, 2016) er kendetegnende for Judith Hermanns hele samlingenseneste udgivelse. Fortælleren møder Elena i en kø i markedshallen og tænker tilbage på den dengang smukke, sortøjede Elena, der klædte sig som en sigøjner og havde en bar: ”Hun tog en rustrød nederdel over et par mintgrønne bukser, åbnede baren, fejede cigaretskodderne ud med en kost, tog sig en øl, skruede op for musikken og tændte de kulørte glødepærer i guirlanderne mellem akaciegrenene. Senere kom alle forbi. Elena var gadens smukkeste pige.” (s. 38-39).

52666392

Da Rose møder hende i køen mange år senere, er Elena blevet tung og gammel, og mødet sætter gang i en erindring om dengang, de begge var unge og blev eftertragtet af fotografen Page Shakusky. Rose afviste ham, og så kastede han sig over Elena, som han forelskede sig så voldsomt i, at han efter hun brød med ham tog ud og fotograferede det trøstesløse område, hvor Elena voksede op: Lettipark, et beboelsesområde i udkanten af Berlin, der kun hedder sådan i folkemunde.

De sytten noveller i ”Lettipark” er meget forskellige, en af dem er formet som et brev, andre foregår i en ikke-defineret fortid, andre igen springer voldsomt i tid, men de bindes sammen af den velkendte Hermannske længsel. Hvor personernes tanker og drømme i Hermanns tidlige novellesamlinger rettede sig mod et punkt i en uvis fremtid, så kredser de nye fortællinger om erindring – små glimt af fjerne, fortidige fortællinger, hvor forelskelsen måske har været mere intens, hvor mennesker var smukkere eller mere uopnåelige, og hvor venskabet var et andet. Men selv om fortælleren i flere af fortællingerne kigger tilbage over et liv, så står vi stadig uden svar. I den sidste fortælling, ”Mor”, får vi ikke at vide, hvorfor moren bliver ved at tage sig af en gammel venindes familie, også efter venindens død. ”Hun ved det” står der blot, som novellens sidste sætning. Og hvad er det Edna, Walters kone, tager op af rygsækken og sætter i et hjørne af det nye hus i Nantucket, de har taget fortælleren med ud at kigge på? Vi ved det ikke, hos Hermann er uudgrundeligheden som altid intakt.

Hjem

”Mimi står faktisk forbløffende nok nøgen derude på den tørre eng. Hun står nøgen i solen med ryggen til mig, uden at bevæge sig, med hængende arme, hun er færdig med at slå græs for i dag.
Samtalen med Ann har gjort mig så træt som jeg ikke har været længe, jeg må straks lægge mig, jeg har en vanvittig længsel efter alt hvad jeg havde engang, jeg kan ikke bevæge mig af bar længsel.”
”Hjem”, s. 145.

På tysk hedder Judith Hermanns anden roman ”Daheim” (2021), et udtryk for det sted, hvor man på et mere metafysisk plan hører hjemme og har sine rødder. Et sted, der måske ikke findes i virkeligheden, som måske kun findes i én selv.

Det er dette lidt drømmeagtige sted, Judith Hermann skriver frem i ”Hjem” (2021), hvor fortælleren flytter ud til et hus ved Østersøen. Et nyt territorium efter et liv i byen med manden Otis og datteren Ann, der nu er flyttet hjemmefra. Fortælleren er 47 år, og det meste af romanen foregår i løbet af hendes første sommer i huset ved kysten. Her møder hun naboen Mimi, en uforfærdet kunstner, der er vokset op på egnen og som laver sine eksperimenterende værker med inspiration fra naturen, og hun møder Mimis bror, Arild, en fåmælt svinebonde, som hun langsomt forelsker sig i. En mår flytter også ind i det forfaldne hus ved vandet, og Arild hjælper hende med at sætte en mårfælde op.

61576878

”Hvor er dine rødder?” spørger Mimi fortælleren, og fortælleren ved ikke, hvad hun skal svare, for de er ikke i huset ved Østersøen, men heller ikke længere i det liv, hun har forladt. Når Mimi taler om at slå rod, bliver det tydeligt for os, at fortælleren faktisk er i færd med at gøre det modsatte; hun er midt i livet og river rødderne op. Måske for at være alene, for at reflektere over alt det, der har været, men alene får hun nu ikke lov til at være.

Det er nyt terræn for fortælleren i ”Hjem”, men skrevet i Judith Hermanns velkendte poetiske og enkle stil, som skriver noget drømmeagtigt og næsten mytisk frem om disse lidt hjemløse, men på ingen måde håbløse, eksistenser på kanten af Østersøen.

Romanen indledes med et kapitel, der ligger tredive år før romanens egentlige handling, da fortælleren som ung levede alene i byen og arbejdede på en tobaksfabrik. En dag møder hun en tryllekunstner, og det er dette møde, et valg og et fravalg truffet på en helt almindelig sommerdag for mange år siden, som fortælleren i tankerne bliver ved at vende tilbage til.

Det er et tema som er centralt for Hermann, og som hun også i denne roman vender tilbage til: Hvad er et hjem? Lever det mest i erindringen? Og hvor meget kan vi stole på vores erindring?

Genrer og tematikker

Judith Hermann har mest skrevet noveller og bruger den korte form på meget forskellig vis afhængig af, hvad det er for en historie, hun fortæller. Hun bruger både formen til at gengive en enkelt aften i byen eller et enkelt møde med et nyt menneske, men flere af hendes historier strækker sig over længere tidsperioder. Historien er altid forankret i nutiden, på den måde, at det kan være en sætning eller en situation, der sætter fortællingen i gang. Om novelleformen siger Hermann selv: ”Det er altid et bestemt øjeblik, som mine historier er bygget op omkring – en sætning, som bliver sagt, en bestemt situation, som jeg har oplevet eller iagttaget. Og et sådant øjeblik egner sig ikke til en stor roman. Den kan bære en fortælling, men ud over det ville man snakke dette øjeblik ihjel (...) Og så kan jeg godt lide den åbne afslutning, som fortællingen overlader mig som en mulighed. Samtidig understreger det dens nutidighed. I romanen kommer man til sidst altid til en slags afslutning.” (Marc-Cristoph Wagner: Litteratur som det sidste stille rum. Information, 2005-10-27).

Det er meget forskellige temaer, der tages op i Hermanns mange historier, og handlingen hensættes både til det pulserende byliv i det indre Berlin, til et motel i Nevada-ørkenen, et hotel i Østeuropa og langt ude på landet i Island. Det, der binder alle historierne sammen, er Hermanns interesse for mennesker, i det som foregår inden i og imellem dem. Og selvom Hermanns hovedpersoner på ingen måde er ens, så kan de alligevel siges at ligne hinanden. I hvert fald er der en stemning, der går igen i de fleste af hendes personer. Noget, Hermann selv betegner som en slags melankoli: ”Der er noget, som forbinder disse figurer med hinanden – en bestemt forventning til livet, en vis længsel og ubeslutsomhed, måske også en uro, alt sammen tilstande, som man på en måde kunne sammenfatte som værende melankolsk. Men hver enkelt person tackler sine følelser forskelligt. De har forskellige biografier og planer. Som sagt handler det altid om et bestemt øjeblik, og hvad en person gør ud af det.” (Marc-Cristoph Wagner: Litteratur som det sidste stille rum. Information, 2005-10-27).

Hermann lægger ikke skjul på, at hun bruger af sit eget stof, og at novellesamlingerne er selvbiografiske. I den første var det vennerne i tyverne, der drev rundt i et bohemeagtigt Berlin. Så kom ”Spøgelser, overalt” med mennesker i trediverne, der forsøger at finde sig selv rundt omkring i verden. Med ”Alice” nærmede Hermann sig romanformen ved at lade én kvinde gå igen i alle fem fortællinger – Alice, en kvinde sidst i trediverne, som pludselig mærkes af livet på en anden måde end tidligere, fordi hun begynder at miste dem, hun har kær.

I Hermanns længe ventede roman ”Al kærligheds oprindelse” har Stella fået mand og barn, isoleret sig fra omverdenen og længes efter en ungdom eller alderdom, friheden i begge ender af livet, men skræmmes alligevel, da omverdenen, i form af en kærlighedsbesat stalker, begynder at invadere hendes liv.

Hermanns bøger har ofte mødt kritik i hjemlandet på grund af det, der blev set som deres manglende politiske kontekst. I sin anden roman, ”Hjem”, er det, som om hun har taget noget af denne kritik til sig, selv om romanen indtager velkendt, Hermannsk terræn: det klare og lavmælte, der altid antyder og aldrig udpensler, denne gang i et ingenmandsland ved Østersøkysten. Det er atter de nære relationer og erindringens skyggespil, der er fokus for fortællingen, men klimakrisen trænger sig på: der er tørke, det regner aldrig mere, fortælleren kan ikke engang huske, hvornår det sidst har regnet. Om det nye politiske præg på hendes forfatterskab sagde Hermann for nylig: ”Jeg har aldrig villet skrive politisk. Men denne gang måtte jeg omtale klimakrisen. Der var tørke og ingen regn i lange perioder her i Tyskland. Deroppe, hvor jeg bor, talte folk om, »hvad skal der ske med svinene og os?« Jeg har taget det med i en dialog mellem to af hovedpersonerne om, at verden måske er ved at gå under. Det måtte jeg skrive, ligesom vi må tale om det.” (Erik Jensen: En af Tysklands forfattere har boet hele sit liv i storbyen. Men nu er hun flyttet på landet. Politiken, 2021-11-21).

Beslægtede forfatterskaber

Da Judith Hermann blev et navn i slutningen af 1990'erne, blev hun i Tyskland udnævnt som frontfigur i ”das Fräuleinwunder”, ”kvindeunderet”. Det blev en hyppig betegnelse for den række af udgivelser, der netop i disse år kom fra yngre, tyske, kvindelige forfattere som Hermann, Julia Franck, Jenny Erpenbeck, Felicitas Hoppe, Zoe Jenny og flere andre. Hermann selv er dog yderst betænkelig ved denne benævnelse: ”Man kalder det eksempelvis ikke ”Frauenwunder”, men ”Fräuleinwunder” med et diminutiv. Der er noget nedladende over holdningen til kvindelige forfattere. Tidligere interesserede det mig ikke, men nu er det begyndt at ærgre mig, og ganske vist er der en lang række stærke kvindelige forfattere i min generation, men senest er mændene begyndt at genindtage de indflydelsesrige poster, så det er i høj grad den gamle rollefordeling, man ser.” (Karen Syberg: En bog om at leve videre. Information, 2011-05-19). Selvom de fleste af disse forfattere bor i Berlin, ser de ikke meget til hinanden og ser ikke på sig selv som en gruppe.

Hermann føler sig mere beslægtet med andre novelleforfattere og nævnes ofte i sammenhæng med nogle af hendes forbilleder, Alice Munro (der har lagt navn til en af Hermanns novellesamlinger) og Raymond Carver. Hun dyrker et lakonisk og nedtonet sprog, der også er i familie med Hemingway, og udtaler aldrig sine personers motiver for at gøre ting, men lader det være op til læseren selv at fornemme, hvad der foregår. Med sin forkærlighed for det finurlige og lettere henkastede sprog, kan man også sammenligne hende med en hjemlig forfatter som Helle Helle. Som i Helle Helles bøger, sker tingene også bare hos Hermann. De analyseres ikke og fører ikke til store, gennemgribende åbenbaringer, men holdes i et underspillet univers, hvor livet fortsætter på trods af store skred under overfladen. 

Kilder citeret i portrættet

Duckstein, Stefanie:
“Encounters: The World Through the Eyes of German Authors”.
Winther, Tine Marie:
Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø. Interview i Politiken, 2011-05-29.