portræt af Judth Hermann
Foto: Batzer & Co.

Judith Hermann

Artikel type
voksne
cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret i 2017.
Top image group
portræt af Judth Hermann
Foto: Batzer & Co.

Indledning

Judith Hermanns debut ”Sommerhus, senere” blev en slags litterær sensation i hjemlandet Tyskland, da den udkom. Hermann blev kaldt sin generations stemme, og mange unge tyskere tog bogen til sig som et dokument over deres liv. De ni noveller i bogen beskriver livet i det nye Berlin for en flok mennes0ker i tyverne, et liv præget af tilfældigheder, musik, stoffer, løse kærlighedsaffærer og ubeslutsomhed. Senere kom novellesamlingen ”Spøgelser, overalt”, der siden er blevet filmatiseret, og i 2010 kom novellesamlingen ”Alice”. I 2014 udkom Hermanns første roman, ”Al kærligheds begyndelse”, men senest er hun med ”Lettipark” vendt tilbage til novellegenren.

52666392

Blå bog

Født: 1970 i Vest-Berlin.

Uddannelse: Har en mastergrad i tysk og filosofi og er efterfølgende uddannet på Berliner Journalistenschule. Har arbejdet som freelancejournalist for flere magasiner. 

Debut: Sommerhaus, später. 1998.

Litteraturpriser: Kleist Prisen, 2001, Hugo Ball Prisen, Bremer Literatur-Förderpreis.

Seneste udgivelse: Lettipark. Batzer & Co, 2016. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Inspiration: Raymond Carver, Alice Munro.

 

 

 

 

Baggrund

“… hendes ansigt er simpelthen så smukt, og det hele passer, hendes øjne, hendes næse, hendes mund i én jævn regelmæssighed. Da jeg så hende første gang, havde hun et par enorme solbriller på, og allerede før hun tog dem af, vidste jeg, hvordan hendes øjne ville være, grønne.”

“Spøgelser, overalt”, s. 13.

Judith Hermann er født i 1970 og opvokset i det gamle Vest-Berlin. Hun tilhører en generation af tyske forfattere, der begyndte at skrive efter Murens fald, men på trods af sin opvækst og sit liv i Berlin har hun aldrig beskrevet den del af byens historie. Hermann var 19 år, da muren faldt, og til spørgsmålet, hvorfor begivenheden ikke fylder noget i hendes bøger, svarer hun: ”Det var en lykkelig tilstand, og en lykkelig tilstand giver ikke stof at skrive om. Mine forældre græd af glæde foran tv´et, jeg græd ikke. Jeg fulgte strømmen af folk ind i et for mig fremmed Østberlin. Vi kikkede, og vi oplevede, men det var ikke os, der blev frie. Vi var frie i forvejen.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29.) Det, der til gengæld fylder i Hermanns noveller, er de mennesker, der bor i byen, og som hun har beskrevet i både sin debutnovellesamling ”Sommerhus, senere” og de to efterfølgende bøger.

Judith Hermann læste tysk, filosofi og musik, inden hun begyndte at læse journalistik ved den anerkendte Berliner Journalistenschule. Det var under et praktikophold i New York for to tysksprogede aviser, at det gik op for hende, at litteratur var hendes egentlige gebet. Selv har hun forklaret, at en sønderlemmende kritik af en reportage, hun havde skrevet, medvirkede til, at hun i stedet kastede sig over fiktion. Hun vægrer sig dog stadig ved at kalde sig forfatter på trods af nu fire udgivelser, og bliver hun bedt om at nedfælde en stillingsbetegnelse, skriver hun hellere ”journalist”.

Da Hermann vendte tilbage til Berlin, arbejdede hun stadig som freelancejournalist ved nogle magasiner og dagblade, indtil hun i 1997 modtog Alfred-Döblin stipendiet fra Berliner Akademie der Künste. Med det i hånden flyttede hun ind i Alfred-Döblin huset for at skrive, og året efter udkom hendes første novellesamling. ”Sommerhus, senere” (1998) solgte omkring en kvart million eksemplarer i hjemlandet, hvilket er usædvanligt for en novellesamling. Novellerne beskriver det bohemeagtige Berlinerliv for en flok unge i midttyverne, og hun blev derfor af kritikere kaldt sin generations stemme. Om det sagde hun dengang: ”Ja, kritikere har kaldt mig en stemme for en ny generation, men jeg kender slet ikke min generation. Jeg kender kun mig selv og dette mikrokosmos af folk, jeg omgås. Det var underligt for mig at høre, at jeg skulle have skrevet om en generation.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12). Dengang var Hermann 28, og den pludselige berømmelse og de store forventninger til hendes næste bog lagde et pres på den næste udgivelse, som det tog hende fire år at færdiggøre.

Hjembyen Berlin fylder meget i Hermanns forfatterskab, men hendes mange rejser afspejles også i novellesamlingerne: en del af historierne foregår i USA eller rundt omkring i Europa. Novellen ”Et koldt, blåt faktum” fra ”Spøgelser, overalt” foregår i Island, der har en særlig plads hos forfatteren. Hermann siger selv, at hun foretrækker mørke frem for lys og kulde frem for varme. Hun boede på Island, mens hun skrev på ”Spøgelser, overalt” og havde det som om, hun vendte hjem: ”Jeg er sådan en, der altid er træt. Jeg vågner først for alvor, når det er ved at blive mørkt ... På Island bliver det først lyst ved ellevetiden. Så er det lyst i tre eller fire timer, lige på det tidspunkt, hvor jeg kan komme i gang med tingene. Jeg forbinder altid aftenen med at geare ned. Det er som om, at jeg så kan give mig selv fri. Alting går ned i gear og bliver blødere. Og i Island sker det klokken fire om eftermiddagen ... Det gjorde mig godt.” (Stefanie Duckstein: Encounters: The World Through the Eyes of German Authors).

Sommerhus, senere

“Det er koldt. Der lugter af røg. Af sne. Jeg vender mig om og lytter efter noget, jeg ikke kan høre, jeg har et ord lige på tungen, jeg kan ikke sige det. En uro, ved du det? Du ved det. Men du ville sige, at alt, hvad der er navnløst, det skal man lade være med at give navn.”
“Sommerhus, senere”, side 85.

De ni fortællinger i ”Sommerhaus, später” fra 1998 (”Sommerhus, senere”, 2001) foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation, der har råd til ikke at bekymre sig om politik eller den nærmeste fremtid, og som ikke drømmer om en borgerlig tilværelse eller økonomisk sikkerhed. I stedet drømmer de om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken, som Hermann selv har beskrevet det: ”En af personerne bliver spurgt, hvad lykken er for hende, og hun svarer, at lykken er øjeblikket, der indtræffer, lige før lykken kommer. Øjeblikket, hvor det endnu ikke er gået op for en. Jeg har det på samme måde. Når man er lykkelig, får man samtidig følelsen af, at nu er det allerede ved at være slut, og den følelse af afslutning bryder jeg mig ikke om.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12).

Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed. Når valget er truffet, lukkes der for en mulighed, og Hermanns personer lever i en tilstand af, at alt er muligt, intet er afsluttet. I novellen ”Orkan (Something Farewell)” er de to unge berlinere Christine og Nora i Caribien for at besøge en ven. Dagene går, tiden står næsten stille i pigernes blanding af utålmodighed efter, at orkanen skal ramme, så alting ændres, og længslen efter, at alt skal fortsætte, som det er. De leger en leg, mens de spiser mangoer, drikker rom og cola og flirter med de lokale: ”Forestille-sig-at-leve-sådan”, hedder legen, og den handler om at udleve et helt nyt liv i tankerne. Ferien slutter, og det er fra køkkenet hjemme i Berlin, at Christine genkalder sig tiden på øen.

Konstruktionen er typisk for Hermann. Det er spring i tid og minder, der sætter gang i en fortælling, eller novellen tager form af at være en beretning mellem venner. Som i novellen ”Bali-kvinde”, hvor jegfortælleren beretter om en aften i byen med nogle venner, og dette danner afsæt for historien: ”Christiane dansede i hvert fald foran mig den aften, hvor du ikke ville med. Hun skruede op for radioen og dansede til Never know a girl like you before, cheerleader-ansigt, udslået rødt hår, hun lo, hun så meget smuk ud.” (side 85). Tonen er lakonisk, konkret, henkastet og meget karakteristisk for Hermann.