Judith Hermann er født i 1970 og opvokset i det gamle Vest-Berlin. Hun tilhører en generation af tyske forfattere, der begyndte at skrive efter Murens fald, men på trods af sin opvækst og sit liv i Berlin har hun aldrig beskrevet den del af byens historie. Hermann var 19 år, da muren faldt, og til spørgsmålet, hvorfor begivenheden ikke fylder noget i hendes bøger, svarer hun: ”Det var en lykkelig tilstand, og en lykkelig tilstand giver ikke stof at skrive om. Mine forældre græd af glæde foran tv´et, jeg græd ikke. Jeg fulgte strømmen af folk ind i et for mig fremmed Østberlin. Vi kikkede, og vi oplevede, men det var ikke os, der blev frie. Vi var frie i forvejen.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29.) Det, der til gengæld fylder i Hermanns noveller, er de mennesker, der bor i byen, og som hun har beskrevet i både sin debutnovellesamling ”Sommerhus, senere” og de to efterfølgende bøger.
Judith Hermann læste tysk, filosofi og musik, inden hun begyndte at læse journalistik ved den anerkendte Berliner Journalistenschule. Det var under et praktikophold i New York for to tysksprogede aviser, at det gik op for hende, at litteratur var hendes egentlige gebet. Selv har hun forklaret, at en sønderlemmende kritik af en reportage, hun havde skrevet, medvirkede til, at hun i stedet kastede sig over fiktion. Hun vægrer sig dog stadig ved at kalde sig forfatter på trods af nu fire mange udgivelser, og bliver hun bedt om at nedfælde en stillingsbetegnelse, skriver hun hellere ”journalist”.
Da Hermann vendte tilbage til Berlin, arbejdede hun stadig som freelancejournalist ved nogle magasiner og dagblade, indtil hun i 1997 modtog Alfred-Döblin stipendiet fra Berliner Akademie der Künste. Med det i hånden flyttede hun ind i Alfred-Döblin huset for at skrive, og året efter udkom hendes første novellesamling. ”Sommerhus, senere” (1998) solgte omkring en kvart million eksemplarer i hjemlandet, hvilket er usædvanligt for en novellesamling. Novellerne beskriver det bohemeagtige Berlinerliv for en flok unge i midttyverne, og hun blev derfor af kritikere kaldt sin generations stemme. Om det sagde hun dengang: ”Ja, kritikere har kaldt mig en stemme for en ny generation, men jeg kender slet ikke min generation. Jeg kender kun mig selv og dette mikrokosmos af folk, jeg omgås. Det var underligt for mig at høre, at jeg skulle have skrevet om en generation.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12). Dengang var Hermann 28, og den pludselige berømmelse og de store forventninger til hendes næste bog lagde et pres på den næste udgivelse, som det tog hende fire år at færdiggøre.
Hjembyen Berlin fylder meget i Hermanns forfatterskab, men hendes mange rejser afspejles også i novellesamlingerne: en del af historierne foregår i USA eller rundt omkring i Europa. Novellen ”Et koldt, blåt faktum” fra ”Spøgelser, overalt” foregår i Island, der har en særlig plads hos forfatteren. Hermann siger selv, at hun foretrækker mørke frem for lys, og kulde frem for varme. Hun boede på Island, mens hun skrev på ”Spøgelser, overalt” og havde det som om, hun vendte hjem: ”Jeg er sådan en, der altid er træt. Jeg vågner først for alvor, når det er ved at blive mørkt ... På Island bliver det først lyst ved ellevetiden. Så er det lyst i tre eller fire timer, lige på det tidspunkt, hvor jeg kan komme i gang med tingene. Jeg forbinder altid aftenen med at geare ned. Det er som om, at jeg så kan give mig selv fri. Alting går ned i gear og bliver blødere. Og i Island sker det klokken fire om eftermiddagen ... Det gjorde mig godt.” (Stefanie Duckstein: Encounters: The World Through the Eyes of German Authors).
Efter at have levet hele sit liv i Berlin flyttede Judith Hermann i forbindelse med coronakrisen op til kysten ved Nordsøen, hvor hun nu bor og skriver. Hun har stadig en lejlighed i Berlin, hvor hendes voksne søn residerer. Hun trivedes ikke længere i byen og har fundet ud af, at hun skriver bedre i den lille landsby ved den frisiske nordkyst: ”Jeg skriver godt deroppe, fordi det er så isoleret og stille. Jeg har et fint skrivebord og kan spadsere lange ture og tale med mig selv i naturen. Jeg tror, at det er mit hjem nu.” (Erik Jensen: En af Tysklands forfattere har boet hele sit liv i storbyen. Men nu er hun flyttet på landet. Politiken, 2021-11-21).