Judith Hermann

Judith Hermann er født i 1970 og opvokset i det gamle Vest-Berlin. Hun tilhører en generation af tyske forfattere, der begyndte at skrive efter Murens fald, men på trods af sin opvækst og sit liv i Berlin har hun aldrig beskrevet den del af byens historie. Hermann var 19 år, da muren faldt, og til spørgsmålet, hvorfor begivenheden ikke fylder noget i hendes bøger, svarer hun: ”Det var en lykkelig tilstand, og en lykkelig tilstand giver ikke stof at skrive om. Mine forældre græd af glæde foran tv´et, jeg græd ikke. Jeg fulgte strømmen af folk ind i et for mig fremmed Østberlin. Vi kikkede, og vi oplevede, men det var ikke os, der blev frie. Vi var frie i forvejen.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29.) Det, der til gengæld fylder i Hermanns noveller, er de mennesker, der bor i byen, og som hun har beskrevet i både sin debutnovellesamling ”Sommerhus, senere” og de to efterfølgende bøger.

Judith Hermann læste tysk, filosofi og musik, inden hun begyndte at læse journalistik ved den anerkendte Berliner Journalistenschule. Det var under et praktikophold i New York for to tysksprogede aviser, at det gik op for hende, at litteratur var hendes egentlige gebet. Selv har hun forklaret, at en sønderlemmende kritik af en reportage, hun havde skrevet, medvirkede til, at hun i stedet kastede sig over fiktion. Hun vægrer sig dog stadig ved at kalde sig forfatter på trods af nu fire mange udgivelser, og bliver hun bedt om at nedfælde en stillingsbetegnelse, skriver hun hellere ”journalist”.

Da Hermann vendte tilbage til Berlin, arbejdede hun stadig som freelancejournalist ved nogle magasiner og dagblade, indtil hun i 1997 modtog Alfred-Döblin stipendiet fra Berliner Akademie der Künste. Med det i hånden flyttede hun ind i Alfred-Döblin huset for at skrive, og året efter udkom hendes første novellesamling. ”Sommerhus, senere” (1998) solgte omkring en kvart million eksemplarer i hjemlandet, hvilket er usædvanligt for en novellesamling. Novellerne beskriver det bohemeagtige Berlinerliv for en flok unge i midttyverne, og hun blev derfor af kritikere kaldt sin generations stemme. Om det sagde hun dengang: ”Ja, kritikere har kaldt mig en stemme for en ny generation, men jeg kender slet ikke min generation. Jeg kender kun mig selv og dette mikrokosmos af folk, jeg omgås. Det var underligt for mig at høre, at jeg skulle have skrevet om en generation.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12). Dengang var Hermann 28, og den pludselige berømmelse og de store forventninger til hendes næste bog lagde et pres på den næste udgivelse, som det tog hende fire år at færdiggøre.

Hjembyen Berlin fylder meget i Hermanns forfatterskab, men hendes mange rejser afspejles også i novellesamlingerne: en del af historierne foregår i USA eller rundt omkring i Europa. Novellen ”Et koldt, blåt faktum” fra ”Spøgelser, overalt” foregår i Island, der har en særlig plads hos forfatteren. Hermann siger selv, at hun foretrækker mørke frem for lys, og kulde frem for varme. Hun boede på Island, mens hun skrev på ”Spøgelser, overalt” og havde det som om, hun vendte hjem: ”Jeg er sådan en, der altid er træt. Jeg vågner først for alvor, når det er ved at blive mørkt ... På Island bliver det først lyst ved ellevetiden. Så er det lyst i tre eller fire timer, lige på det tidspunkt, hvor jeg kan komme i gang med tingene. Jeg forbinder altid aftenen med at geare ned. Det er som om, at jeg så kan give mig selv fri. Alting går ned i gear og bliver blødere. Og i Island sker det klokken fire om eftermiddagen ... Det gjorde mig godt.” (Stefanie Duckstein: Encounters: The World Through the Eyes of German Authors).

Efter at have levet hele sit liv i Berlin flyttede Judith Hermann i forbindelse med coronakrisen op til kysten ved Nordsøen, hvor hun nu bor og skriver. Hun har stadig en lejlighed i Berlin, hvor hendes voksne søn residerer. Hun trivedes ikke længere i byen og har fundet ud af, at hun skriver bedre i den lille landsby ved den frisiske nordkyst: ”Jeg skriver godt deroppe, fordi det er så isoleret og stille. Jeg har et fint skrivebord og kan spadsere lange ture og tale med mig selv i naturen. Jeg tror, at det er mit hjem nu.” (Erik Jensen: En af Tysklands forfattere har boet hele sit liv i storbyen. Men nu er hun flyttet på landet. Politiken, 2021-11-21).

De ni fortællinger i ”Sommerhaus, später” fra 1998 (”Sommerhus, senere”, 2001) foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation, der har råd til ikke at bekymre sig om politik eller den nærmeste fremtid, og som ikke drømmer om en borgerlig tilværelse eller økonomisk sikkerhed. I stedet drømmer de om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken, som Hermann selv har beskrevet det: ”En af personerne bliver spurgt, hvad lykken er for hende, og hun svarer, at lykken er øjeblikket, der indtræffer, lige før lykken kommer. Øjeblikket, hvor det endnu ikke er gået op for en. Jeg har det på samme måde. Når man er lykkelig, får man samtidig følelsen af, at nu er det allerede ved at være slut, og den følelse af afslutning bryder jeg mig ikke om.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12).

53297307

Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed. Når valget er truffet, lukkes der for en mulighed, og Hermanns personer lever i en tilstand af, at alt er muligt, intet er afsluttet. I novellen ”Orkan (Something Farewell)” er de to unge berlinere Christine og Nora i Caribien for at besøge en ven. Dagene går, tiden står næsten stille i pigernes blanding af utålmodighed efter, at orkanen skal ramme, så alting ændres, og længslen efter, at alt skal fortsætte, som det er. De leger en leg, mens de spiser mangoer, drikker rom og cola og flirter med de lokale: ”Forestille-sig-at-leve-sådan”, hedder legen, og den handler om at udleve et helt nyt liv i tankerne. Ferien slutter, og det er fra køkkenet hjemme i Berlin, at Christine genkalder sig tiden på øen.

Konstruktionen er typisk for Hermann. Det er spring i tid og minder, der sætter gang i en fortælling, eller novellen tager form af at være en beretning mellem venner. Som i novellen ”Bali-kvinde”, hvor jegfortælleren beretter om en aften i byen med nogle venner, og dette danner afsæt for historien: ”Christiane dansede i hvert fald foran mig den aften, hvor du ikke ville med. Hun skruede op for radioen og dansede til Never know a girl like you before, cheerleader-ansigt, udslået rødt hår, hun lo, hun så meget smuk ud.” (side 85). Tonen er lakonisk, konkret, henkastet og meget karakteristisk for Hermann.

Syv kvinder møder vi i Judith Hermanns anden udgivelse, ”Nichts als Gespenster” fra 2003 (”Spøgelser, overalt”, 2004), der indeholder syv historier. Det kunne være variationer over den samme kvinde, i hvert fald ligner Hermanns kvinder hinanden: de er i trediverne, storbymennesker, der glider ind og ud af kærlighedsforhold og desperat forsøger at holde fast i noget i en verden, hvor intet er sikkert. Kvinderne er næsten alle på rejse, og historierne foregår rundt omkring i Europa: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Titelnovellen finder sted på et motel i Nevada, USA.

25177215

Der er masser af spøgelser i Hermanns anden novellesamling, men kun i to af historierne er de virkelige. I titelnovellen er Ellen på roadtrip i USA med sin kæreste Felix. Forholdet vakler og er på grænsen af opløsning, da de overnatter på et motel i Nevadas ørken, hvor de møder den excentriske lokalbefolkning – deriblandt den lokale ghost hunter. Spøgelsesjægeren er der for at fjerne nogle gamle guldgraverspøgelser fra det lokale Hotel International, hvor de sidder og drikker øl, og hvor de støder ind i en fyr fra byen, Buddy. Hvorvidt der vitterligt er spøgelser på hotellet, er usikkert, men sikkert er det, at fortælleren Ellen mange år senere hjemsøges af mindet om denne aften, der får afgørende betydning for hendes fremtid.

I resten af historierne er der nærmere tale om spøgelser fra fortiden: elskere, venner, forældre, der bliver ved at hjemsøge fortælleren. Eller måske er det nærmere minder, hun hjemsøges af – små øjeblikke fra fortiden, hvor hun har været tæt på lykken eller opnået en kortvarig følelse af, at noget faldt på plads.

Kun i en af historierne, ”Et koldt, blåt faktum”, er fortælleren, Jonina, hjemme. Hjemme er i Island, ”ved verdens ende”, som hun beskriver det, hvor hun lever et stille liv med sin kæreste og deres barn. Mandens to venner fra Berlin kommer på besøg, og sammen kører de rundt og ser på Island, alt imens der stille sker et skred inden i fortælleren. Naturen vågner for hende på en helt ny måde, mens hun inderligt forelsker sig i den besøgende tysker, Jonas. Inde i Jonina er alting anderledes, men på sædvanlig Hermannsk vis går livet videre. Som det jo gør.

Med novellesamlingen ”Alice” fra 2009 (”Alice”, 2011) nærmer Judith Hermann sig romangenren, for hovedpersonen er den samme i alle fem historier, og tematisk hænger historierne også sammen. De kredser alle om døden. Hver novelle bærer et navn – navnet på den døende eller døde. Alle har Alice som hovedperson, og den, der dør, er en, der står hende nær. I ”Micha” er det en tidligere kæreste, der ligger døende på hospitalet i en provinsby i Tyskland. Alice er taget dertil med hans nuværende kæreste Maja og parrets fælles barn. Alice og Maja fordriver tiden med at forsøge at aflede barnet og prøver hver især at finde sig til rette i den lejlighed, hvor de har lejet sig ind. Her venter de på, at Micha skal dø og hver især få sagt farvel til ham.

28771525

I ”Conrad” er det en gammel ven af familien, der pludselig dør. Alice er taget til Italien med to venner for at besøge Conrad og hans kone, da Conrad bliver indlagt med noget tilsyneladende harmløst. Alice og de to venner nyder livet, bader i søen og drikker sjusser, da den gamle mand pludselig dør. Det er samspillet mellem dagligdagen og døden, der optager Hermann: ”Det, der interesserer mig, er det, vi gør, når nogen dør. Den mærkelige parallelitet, der er mellem den lille verden og den store sammenhæng. Hverdagen og døden. At vikle sit ispapir omkring isens træpind for ikke at få fedtede fingre, mens en, man har kær – finder man ud af senere – i det øjeblik tog sit sidste åndedrag.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29).

De tre sidste noveller foregår i Hermanns velkendte Berlin. I novellen ”Richard” dør en ven, i ”Malte” er det en onkel, der har begået selvmord, og i ”Raymond” (opkaldt efter Hermanns store litterære forbillede, Raymond Carver) er det Alices kæreste, der er død. Alice skiller sig af med hans ting, og vi følger hende i det praktiske arbejde, der følger efter, at nogen går bort.

”Alice” har høstet store anmelderroser verden rundt. I Tyskland har modtagelsen været mere blandet, og Hermann mener, det har at gøre med en stor angst for døden i hjemlandet: ”Tyskere går meget mere end danskere op i deres krop, i miljøet, i afskaffelse af atomkraften osv. Måske er de simpelthen mere bange for at dø”. For Hermann selv er ”Alice” mest af alt en bog om at leve videre, når døden rykker helt tæt på.

Stella og Jason møder hinanden i et fly. Det er den første sætning i Hermanns første roman, ”Aller Liebe Anfang” fra 2014 (”Al kærligheds begyndelse”, 2016). Vi får således hurtigt serveret begyndelsen på Stella og Jasons kærlighed. Vi får også at vide, at Stella er hjemmesygeplejerske og lider af flyskræk. Jason er bygningsarbejder og rejser meget. De bliver gift og bor i et lille hus i udkanten af en by og har fået datteren Ava. Men vi ved ikke så meget mere om kærligheden mellem Jason og Stella, for Jason er meget fraværende, han er af sted for at bygge huse rundt omkring, og Stella og Ava har en stille dagligdag med hinanden. Stella har vagter hjemme hos de syge ældre, hun tager sig af, Ava går i børnehave.

52269563

Kærligheden er blevet et fravær, den ene halvdel af sengen står tom, og fortroligheden mellem Stella og Jason er gået tabt. Stella skriver i stedet lange breve til sin gamle veninde Clara, som hun har levet et meget anderledes storbyliv med, og prøver at få hold på det nye liv, hun befinder sig i med mand og barn. Man fornemmer en ensomhed, midt i det, der skulle være familieidyl, det voksne familielivs snærende bånd, der tenderer noget, der ligner klaustrofobi. Der ligger noget usagt mellem Stella og Jason, noget potentielt sprængfarligt, og Stella ved ikke, hvad det er: ”vi sidder ved siden af hinanden ligesom i flyet, tænker Stella, og hun undrer sig over tavsheden mellem dem som tilsyneladende er ligetil og naturlig, Jason er under alle omstændigheder et fåmælt menneske. Men måske er tavsheden også afgrundsdyb, afventende, måske er Jason på vagt. Er Stella også på vagt?” (s. 56).

Midt i denne ordnede stilhed dukker Mister Pfister op. Mister Pfister, en ung mand fra den stille villavej, begynder at stalke Stella med breve og besøg. Han dukker kun op, når Jason er af sted, og i lang tid reagerer Stella ikke. Hun forsøger at fortrænge hans eksistens, indtil hun begynder at blive skræmt over Mister Pfisters vedholdenhed og tager sig i at spekulere over kærlighedens og besættelsens natur, hvordan den opstår, hvad der forårsager den.

”Al kærligheds begyndelse” er Hermanns første roman, og den er skrevet i samme ordknappe stil som novellerne. Korte, fortættede sætninger, der ind imellem maler smukke stilleben-agtige tableauer frem af dagligdagen, hvor en knugende og måske endda gruopvækkende virkelighed har det med at titte frem i sprækkerne.