Alice

Citat
“Mens. At tænke sig, at det var mens de havde holdt ved tankstationen og rumæneren havde set op mod himlen, en falk, en ørn, en musvåge. At det var mens Alice havde skubbet fryseboksens låg op, og mens Anna havde sagt ordet Cornetto, (…) at Conrad døde.”
“Alice”, s. 90.

Med novellesamlingen ”Alice” fra 2009 (”Alice”, 2011) nærmer Judith Hermann sig romangenren, for hovedpersonen er den samme i alle fem historier, og tematisk hænger historierne også sammen. De kredser alle om døden. Hver novelle bærer et navn – navnet på den døende eller døde. Alle har Alice som hovedperson, og den, der dør, er en, der står hende nær. I ”Micha” er det en tidligere kæreste, der ligger døende på hospitalet i en provinsby i Tyskland. Alice er taget dertil med hans nuværende kæreste Maja og parrets fælles barn. Alice og Maja fordriver tiden med at forsøge at aflede barnet og prøver hver især at finde sig til rette i den lejlighed, hvor de har lejet sig ind. Her venter de på, at Micha skal dø og hver især få sagt farvel til ham.

28771525

I ”Conrad” er det en gammel ven af familien, der pludselig dør. Alice er taget til Italien med to venner for at besøge Conrad og hans kone, da Conrad bliver indlagt med noget tilsyneladende harmløst. Alice og de to venner nyder livet, bader i søen og drikker sjusser, da den gamle mand pludselig dør. Det er samspillet mellem dagligdagen og døden, der optager Hermann: ”Det, der interesserer mig, er det, vi gør, når nogen dør. Den mærkelige parallelitet, der er mellem den lille verden og den store sammenhæng. Hverdagen og døden. At vikle sit ispapir omkring isens træpind for ikke at få fedtede fingre, mens en, man har kær – finder man ud af senere – i det øjeblik tog sit sidste åndedrag.” (Tine Marie Winther: ”Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø”. Politiken, 2011-05-29).

De tre sidste noveller foregår i Hermanns velkendte Berlin. I novellen ”Richard” dør en ven, i ”Malte” er det en onkel, der har begået selvmord, og i ”Raymond” (opkaldt efter Hermanns store litterære forbillede, Raymond Carver) er det Alices kæreste, der er død. Alice skiller sig af med hans ting, og vi følger hende i det praktiske arbejde, der følger efter, at nogen går bort.

”Alice” har høstet store anmelderroser verden rundt. I Tyskland har modtagelsen været mere blandet, og Hermann mener, det har at gøre med en stor angst for døden i hjemlandet: ”Tyskere går meget mere end danskere op i deres krop, i miljøet, i afskaffelse af atomkraften osv. Måske er de simpelthen mere bange for at dø”. For Hermann selv er ”Alice” mest af alt en bog om at leve videre, når døden rykker helt tæt på.