Da Judith Hermann blev et navn i slutningen af 1990'erne, blev hun i Tyskland udnævnt som frontfigur i ”das Fräuleinwunder”, ”kvindeunderet”. Det blev en hyppig betegnelse for den række af udgivelser, der netop i disse år kom fra yngre, tyske, kvindelige forfattere som Hermann, Julia Franck, Jenny Erpenbeck, Felicitas Hoppe, Zoe Jenny og flere andre. Hermann selv er dog yderst betænkelig ved denne benævnelse: ”Man kalder det eksempelvis ikke ”Frauenwunder”, men ”Fräuleinwunder” med et diminutiv. Der er noget nedladende over holdningen til kvindelige forfattere. Tidligere interesserede det mig ikke, men nu er det begyndt at ærgre mig, og ganske vist er der en lang række stærke kvindelige forfattere i min generation, men senest er mændene begyndt at genindtage de indflydelsesrige poster, så det er i høj grad den gamle rollefordeling, man ser.” (Karen Syberg: En bog om at leve videre. Information, 2011-05-19). Selvom de fleste af disse forfattere bor i Berlin, ser de ikke meget til hinanden og ser ikke på sig selv som en gruppe.
Hermann føler sig mere beslægtet med andre novelleforfattere og nævnes ofte i sammenhæng med nogle af hendes forbilleder, Alice Munro (der har lagt navn til en af Hermanns novellesamlinger) og Raymond Carver. Hun dyrker et lakonisk og nedtonet sprog, der også er i familie med Hemingway, og udtaler aldrig sine personers motiver for at gøre ting, men lader det være op til læseren selv at fornemme, hvad der foregår. Med sin forkærlighed for det finurlige og lettere henkastede sprog, kan man også sammenligne hende med en hjemlig forfatter som Helle Helle. Som i Helle Helles bøger, sker tingene også bare hos Hermann. De analyseres ikke og fører ikke til store, gennemgribende åbenbaringer, men holdes i et underspillet univers, hvor livet fortsætter på trods af store skred under overfladen.