Syv kvinder møder vi i Judith Hermanns anden udgivelse, ”Nichts als Gespenster” fra 2003 (”Spøgelser, overalt”, 2004), der indeholder syv historier. Det kunne være variationer over den samme kvinde, i hvert fald ligner Hermanns kvinder hinanden: de er i trediverne, storbymennesker, der glider ind og ud af kærlighedsforhold og desperat forsøger at holde fast i noget i en verden, hvor intet er sikkert. Kvinderne er næsten alle på rejse, og historierne foregår rundt omkring i Europa: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Titelnovellen finder sted på et motel i Nevada, USA.
25177215
Der er masser af spøgelser i Hermanns anden novellesamling, men kun i to af historierne er de virkelige. I titelnovellen er Ellen på roadtrip i USA med sin kæreste Felix. Forholdet vakler og er på grænsen af opløsning, da de overnatter på et motel i Nevadas ørken, hvor de møder den excentriske lokalbefolkning – deriblandt den lokale ghost hunter. Spøgelsesjægeren er der for at fjerne nogle gamle guldgraverspøgelser fra det lokale Hotel International, hvor de sidder og drikker øl, og hvor de støder ind i en fyr fra byen, Buddy. Hvorvidt der vitterligt er spøgelser på hotellet, er usikkert, men sikkert er det, at fortælleren Ellen mange år senere hjemsøges af mindet om denne aften, der får afgørende betydning for hendes fremtid.
I resten af historierne er der nærmere tale om spøgelser fra fortiden: elskere, venner, forældre, der bliver ved at hjemsøge fortælleren. Eller måske er det nærmere minder, hun hjemsøges af – små øjeblikke fra fortiden, hvor hun har været tæt på lykken eller opnået en kortvarig følelse af, at noget faldt på plads.
Kun i en af historierne, ”Et koldt, blåt faktum”, er fortælleren, Jonina, hjemme. Hjemme er i Island, ”ved verdens ende”, som hun beskriver det, hvor hun lever et stille liv med sin kæreste og deres barn. Mandens to venner fra Berlin kommer på besøg, og sammen kører de rundt og ser på Island, alt imens der stille sker et skred inden i fortælleren. Naturen vågner for hende på en helt ny måde, mens hun inderligt forelsker sig i den besøgende tysker, Jonas. Inde i Jonina er alting anderledes, men på sædvanlig Hermannsk vis går livet videre. Som det jo gør.