Sommerhus, senere

Citat
“Det er koldt. Der lugter af røg. Af sne. Jeg vender mig om og lytter efter noget, jeg ikke kan høre, jeg har et ord lige på tungen, jeg kan ikke sige det. En uro, ved du det? Du ved det. Men du ville sige, at alt, hvad der er navnløst, det skal man lade være med at give navn.”
“Sommerhus, senere”, side 85.

De ni fortællinger i ”Sommerhaus, später” fra 1998 (”Sommerhus, senere”, 2001) foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation, der har råd til ikke at bekymre sig om politik eller den nærmeste fremtid, og som ikke drømmer om en borgerlig tilværelse eller økonomisk sikkerhed. I stedet drømmer de om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken, som Hermann selv har beskrevet det: ”En af personerne bliver spurgt, hvad lykken er for hende, og hun svarer, at lykken er øjeblikket, der indtræffer, lige før lykken kommer. Øjeblikket, hvor det endnu ikke er gået op for en. Jeg har det på samme måde. Når man er lykkelig, får man samtidig følelsen af, at nu er det allerede ved at være slut, og den følelse af afslutning bryder jeg mig ikke om.” (Carsten Andersen: Skræmmende succes. Politiken, 2001-05-12).

Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed. Når valget er truffet, lukkes der for en mulighed, og Hermanns personer lever i en tilstand af, at alt er muligt, intet er afsluttet. I novellen ”Orkan (Something Farewell)” er de to unge berlinere Christine og Nora i Caribien for at besøge en ven. Dagene går, tiden står næsten stille i pigernes blanding af utålmodighed efter, at orkanen skal ramme, så alting ændres, og længslen efter, at alt skal fortsætte, som det er. De leger en leg, mens de spiser mangoer, drikker rom og cola og flirter med de lokale: ”Forestille-sig-at-leve-sådan”, hedder legen, og den handler om at udleve et helt nyt liv i tankerne. Ferien slutter, og det er fra køkkenet hjemme i Berlin, at Christine genkalder sig tiden på øen.

Konstruktionen er typisk for Hermann. Det er spring i tid og minder, der sætter gang i en fortælling, eller novellen tager form af at være en beretning mellem venner. Som i novellen ”Bali-kvinde”, hvor jegfortælleren beretter om en aften i byen med nogle venner, og dette danner afsæt for historien: ”Christiane dansede i hvert fald foran mig den aften, hvor du ikke ville med. Hun skruede op for radioen og dansede til Never know a girl like you before, cheerleader-ansigt, udslået rødt hår, hun lo, hun så meget smuk ud.” (side 85). Tonen er lakonisk, konkret, henkastet og meget karakteristisk for Hermann.