I novellesamlingen ”Kláði” fra 2018 (”Kløe”, 2020) dykker Friða Ísberg ind i sindet på navlepillende, primært unge karakterer og lader dem klø og kradse dybt i deres smertepunkter. Igennem 14 noveller kommer hun omkring temaer som sociale medier og selvværd (”En profil”), tab (”Flugt”) samt sex, porno, køn og #metoo (”Lysekronen”, ”En dukke”, ”Hjem” og ”Visse kvinder”). Men det helt centrale tema er relationer – ikke mindst dysfunktionelle relationer. Parforholdet er i centrum i novellen ”At undertrykke eller blive undertrykt”, venindeforhold i ”Et grantræ”, men mest af alt er familierelationerne i centrum. Som i ”1. april 2006”, hvor jeg-fortælleren ser tilbage på sin konfirmation og alle de fremmedgørende voksenlige ritualer og forventninger til, hvordan konfirmanden skal opføre sig. Prikken over i’et er familiens efterfølgende fremstilling af hende som en usikker lille mus, og alt sammen er det med til, at hun ender med at forsage sin tro på Gud.
48118119
I novellen ”Syv” har Sigrun sin kæreste med hjem til moren for første gang, og fortiden viser sit grimme ansigt. Allerede på vejen derhen bliver det tydeligt, at fortælleren er nervøs. Sproget er hakkende og fragmenteret (se citat), og hun pendulerer frem og tilbage mellem fortidens minder og nutidens biltur. Kort efter ankomsten begynder moren at lade bemærkninger sive ud mellem sidebenene, og da Sigrun ikke kan sige fra, må hun skærme sig selv og forsøge at redde sit parforhold ved at tage kæresten under armen og stikke af.
Sproget er beskrivende, ofte meget detaljeret, og understøtter forståelsen af karakterernes psykologiske tilstand. Som i ”Syv”, hvor fortællerens tvangstanker reflekteres i et hakkende og stammende sprog, og i ”Flugt”, hvor fortællerens dybe sorg manifesterer sig både på tekstligt og sprogligt plan. Nogle noveller er nærmest filmiske – med nære beskrivelser af hver enkelt hændelse og bevægelse. Andre gange er det som dissekerende analyser af skelsættende begivenheder og deres betydning.
Samtlige noveller kredser om mere eller mindre almindelige psykologiske problemer, og hvordan man kan håndtere dem. Men Friða Isberg efterlader ingen svar. Der er hverken lykkelige eller ulykkelige slutninger. Ja, faktisk er der knap nok slutninger – men kun åbne spørgsmål, så læseren kan tage over.