Baggrund

Citat
”De kom for halvtreds år siden, til flodlejerne i Japan, / Helt siden dengang, / Har de stået og dirret i vinden langs flodlejerne, / De har formet klynger og sat aks med frø, / Sat aks med frø, dirret i vinden og blomstret, / Spredt sig med vinden, / Er visnet og faldet, / Hele tiden, / Mens de har levet her ved flodlejet / Har de tænkt, / Jeg er en fremmed, / Jeg er en fremmed”

”Vildgræs ved flodlejet”, s. 79.

Hiromi Itō var ung i 1970’erne i et Japan, der ligesom Vesten var præget af kvindebevægelsens kønspolitiske kamp. Med sin debut ”Kusaki no sora” fra 1978 gjorde Itō sig til en af de førende digtere i en ny bølge af radikal feministisk litteratur i Japan. Hun skrev om den kvindelige krop og seksualitet på en måde, som tidligere havde været tabuiseret. Det fik feministiske kritikere til at hylde Itō som en heltinde, mens andre mente, at hun gik for langt. Særligt digtet om, hvordan en kvinde gentagne gange dræber sit spædbarn, Kanoko, blev mødt med foragt.

Men mens Itōs digte op gennem 1980’erne gav hende succes, gik det mindre godt privat, og i slutningen af 1980’erne lod hun sig skille fra sin mand, litteraturforskeren Masahiko Nishi, med hvem hun har to døtre.

Bevægelse er ikke kun et genkommende motiv i Itōs litteratur. Det er også blevet et mønster i hendes eget liv, hvor hun har flyttet meget rundt. Først fra Tokyo til Polen, derefter til Kumamoto i det sydlige Japan, for i 1997 at slå sig ned i Californien med sin daværende kæreste, den britiskfødte kunstner Harold Cohen, der døde i 2016.

I et interview har hun sagt, at hun flyttede til USA for ikke at begå selvmord. Selvmordet var umuligt pga. børnene, men en anden forklaring er hendes interesse for det oprindelige amerikanske folks poesi. En interesse, der voksede op gennem 1990’erne, bl.a. efter at hun mødte Jerome Rothenberg, der har udgivet flere samlinger med poesi af Native Americans.

Hiromi Itō havde i en årrække ikke kunnet skrive digte, men efter ankomsten til USA vendte lysten til at udtrykke sig lyrisk tilbage. Tematisk tilføjede hun nu migration og kulturmøder til sine værker, ligesom hendes stigende besættelse af planter har gjort hende til en markant stemme i den japanske økokritik.

Udover at have udgivet flere digtsamlinger har Hiromi Itō løbende skrevet en lang række essays, samt omskrevet buddhistiske fortællinger fra Middelalderen til moderne japansk. Inspirationen fra den mundtlige tradition er tydelig, når Itō fremfører sine digte. Her kan hun finde på at optræde med trommer eller udfordre sin engelske oversætter, Jeffrey Angles, ved at ændre i digtene undervejs.