Med sit bramfrie sprog og interessen for zenbuddhisme har Hiromi Itō mange fællestræk med særligt de kvindelige digtere, der tilhørte den såkaldte beatgeneration i Amerika i 1950’erne. Én af disse, forfatterinden Anne Waldman, har kaldt Itō for en sand søster til beatbevægelsen, på grund af den måde Itō i sine digte hylder kvindekroppens paradoksale kombination af rastløshed og jordbundethed. En problematik som også beatforfatterne Diane di Prima, Janine Pommy Vega og Diane Wakoski har bearbejdet i deres litterære værker.
Både den stramme komposition og kærligheden til flora og fauna deler Itō med den danske systemdigter Inger Christensen (1935-2009), hvis anden digtsamling fra 1963 havde titlen ”Græs”. ”De forsøger begge at fremskrive en poesi, hvor mennesket indgår på lige fod med alt i verden, i en slags kosmisk sammenhæng, hvor alle arter er lige vigtige.” (s. 104) skriver Olga Ravn og Johanne Lykke Holm i efterordet til ”Vildgræs ved flodlejet”.
Den danske oversætter Annette Thorsen Vilslev påpeger i sine oversætterkommentarer, at hun kunne have valgt at oversætte vildgræs med synonymet ødegræs. Havde hun gjort det, ville referencen til den modernistiske engelske digter T.S. Eliots kendte digt ”The Waste Land” (1922, på dansk ”Ødemarken”, 1948) have været endnu mere udtalt. ”Litteraturhistorisk set er græs desuden en fast figur i klassisk japansk poesi, som hos den kendte haiku-digter Matsu Bashō (1644-1694). Og græstropen tages op igen i den moderne litteratur,” skriver Annette Thorsen Vilslev. I Japan er Hiromi Itō også blevet sammenlignet med den modernistiske digter Hagiwara Sakutarō (1886-1942), der introducerede frivers i japansk litteratur, idet de deler en morbid, men samtidig sensitiv stil. Sammenligningen understreger Itōs nøgleposition i nyere japansk lyrik.