I sin anmeldelse af ”Vildgræs ved flodlejet” påpeger Peter Laugesen i Information, at Hiromi Itōs digte formentlig vil blive læst af og virke anderledes på en japansk læser, der har en anden kulturel forforståelse for de mange referencer. ”(…) indholdet er fuldt af dæmoniske foretagender. Denne bogs magiske Kabukiteater er fuldt af omvandrende døde, af poetiske kamikaze figurer, svedende af muga, som zenbuddhismen kalder den tilstand, hvor jeget, der står i vejen for handling, er brændt væk, så det er muligt at »handle som en død mand«, dvs. uden hindrende binding til noget som helst konventionelt.” (Peter Laugesen: Den lange rejse. Information, 2018-08-17). Det traditionelle japanske kabukiteater opstod ved et flodleje i Kyoto i 1600-tallet, men da de kvindelige skuespillere var for vovede og frække, blev det hurtigt lovfæstet, at det kun måtte være mænd, der spillede kvinderollerne. Kabukiteateret er kun en af mange referencer, der forekommer i Itōs digte. Også børnesange og sangskriveren Neil Youngs ”Out on the Weekend” spindes ind i Itōs sprogligt enkle og mundrette prosadigte.
Der er en stærk kontrast mellem det enkle hverdagssprog med simple hovedsætninger og de voldsomme tematikker, hun kaster sig over. Eksempelvis familien og i forlængelse heraf særligt fødsler, fødselsdepression og forældreroller. I ”Vildgræs ved flodlejet” beskrives faderrollen et sted således: ”i min hukommelse, var de folk jeg kaldte far altid sådan, altid ildelugtende som lig, altid lig, tørre og grimme, ude af stand til at gøre noget som helst” (s. 18). Ligesom med fædrene i citatet er Itōs beskrivelser af planter og natur aldrig romantiske og skønhedsdyrkende. Når ikke hun holder sig til at bruge de latinske, videnskabelige betegnelser som Typha latifolia, sammenlignes eksempelvis dunhammerens blomsterkolber med lorte. Det er, som om intet ord er for kontroversielt eller intimt til at kunne optræde i Itōs digte.