F.P. Jacs lyriske skrivestil var og er unik. Han opfandt sine egne ord som trillebørsbøsse, abnormtisser, solskævhed, tarmfeber, kongegejst, bodegaflad og kosmosforgiftning og overholdt hverken gængs grammatik eller reglerne for, hvordan en sætning på dansk skal konstrueres for at være korrekt – det, der kaldes syntaks. I stedet var F.P. Jacs skrift båret af associationer, der lod sproget knopskyde vildt, uden at det af den grund var uforståeligt. Om sin arbejdsmetode har han selv udtalt: ”Jeg skriver på mit gamle hakkebræt fra otte morgen til 12 middag og atter fra 14 til 18 med aftenen fri. Det er så vanebestemt, at jeg engang imellem keder mig selv. Og jeg skriver aldrig om. For en omskrivning er uægte. Hvis jeg skal tvinges til at benytte den nye teknik, hænger jeg mig.” (Ukendt forfatter: Digterens alt andet end forsømte forår. Jyllands-Posten, 1998-06-30).
Med ’den nye teknik’ henviste F.P. Jac i interviewet, der er fra 1998, til computeren. Den produktive forfatter begrænsede sig ikke til én genre, men udgav både lyrik, romaner, erindringer og drama, der i høj grad var båret af F.P. Jacs gode replikker, og F.P. Jacs bøger handlede langt hen ad vejen om de samme temaer: Ungdom, det løsslupne og til tider destruktive liv i byen med spiritus og kvinder, borgerskabet, den politiske verden og den uundgåelige undergang. Som oftest med direkte udgangspunkt i forfatterens egen tilværelse og uden dybere psykologiske analyser.
Efter han i 1985 mødte Bodil Andrees og flyttede væk fra København, begyndte hans digte også at handle om parforhold og forstadsliv, og i 1986 udgav han bl.a. ”Under viadukten til Allerøds himmel – et solfangsdigt, akt I”. Med andre ord skrev F.P. Jac om sit eget liv og nedfældede de ordstrømme, han fik åbnet op til efter opholdet i det åbne fængsel Kragskovhede.
De vilde unge, som F.P. Jac sammen med bl.a. Michael Strunge, Morti Vizki (1963-2004) og Søren Ulrik Thomsen regnes som en del af, forsøgte i begyndelsen af 1980’erne at skrive sig fri fra 68’ernes bløde venstrefløjskultur. Deres firserdigtsamlinger dyrkede et rodløst og til dels desillusioneret punkliv, hvor uendelige alkoholstrømme var med til at give F.P. Jac betegnelsen ’drukpoeten’. På samme måde som 1800-tallets engelske romantiske digtere som John Keats (1795-1821) dykkede F.P. Jac ned i sine egne følelser og sit eget verdensbillede, men med en destruktionsleg, der ikke var kendetegnende for romantikken. Begge idealiserede dog døden og deres litteratur emmede af billedskabende sanseindtryk.