To år efter sin første udgivelse på Jorinde & Joringel udgav F.P. Jac som 22-årig ”Munden brænder på huden” (1978), og han opfattede samlingen som sin faktiske debut: ”– Min nye bog 'Munden brænder på huden' opfatter jeg som min egentlige debut (…) den er i en nuanceret ny stil som en decideret protest mod 70'erpoesien, det vil sige at den slet ikke er social. Bogen er anti alt hvad der har været før i hvert fald siden Sarvigs debut.” (Hans Holmberg: Borgen sætter ny rekord. Berlingske Tidende, efteråret 1978. Citeret fra bukdahl.blogspot.com). Omslaget er et billede af den berømte kunstner Bjørn Nørgaard (f. 1947), og F.P. Jacs digtsamling åbner med et politisk citat fra The Kinks’ klassiske rocksang ”20th Century Man”: ”– I was born in a welfare state / ruled by bureaucracy / controlled by civil servants / and people dressed in grey”.
Tonen i ”Munden brænder på huden” er roligere og mindre rablende end i flere af de senere samlinger, i særdeleshed ”Misfat”. Temaerne er eksistentialistiske, filosofisk-poetiske og drejer sig i høj grad om det samfund, vi lever i og vil leve i, og digtene rummer ikke den samme mængde af selvopfundne ord, som de senere samlinger gør. Flere steder optræder et ’vi’ som et forsøg på at definere en form for generationsopgør med samfundets stilstand, og andre steder er ’vi’et’ snarere betegnelsen for mødet mellem et jeg og et du – et møde præget af en forsigtig kærlighed. I digtet ”din lille revolution” skriver F.P. Jac eksempelvis: ”vi taler så enkelt sammen nu –/ uden at vi derfor bliver spinkle i/ vores samtaler gennem tilværelsen –/ for vi har aldrig gjort krav på den –/ bare prøvet at formulere den ud –/ i små taktfaste hyldester af mund der/ brænder på huden – ” (s. 32).
F.P. Jacs lyrik er i sine tidlige faser formfuldendt som Søren Ulrik Thomsens, men samtidig båret af et mere hverdagspræget ordforråd, der, ulig Thomsens, ikke er præget af mange metaforer og symboler. Snarere kan digtene forstås uden en gennemborende analyse, og de er i høj grad realistiske. Samtidig er et digt som ” – som det kan være virkelighed” stærkt politisk og kritiserer bl.a. ideen om fællesskabet.
Udgivelsen kom på forlaget Borgen, der samme efterår udgav både Michael Strunges og Henrik S. Holcks (f. 1961) debutbøger, og var få år efter med til at kickstarte en dansk lyrikbølge med talrige udgivelser, optrædener i tv og populære cafeoplæsninger.