Jane Austen (1775-1817) nævnes ofte i forbindelse med Henry James’ forfatterskab. I sine romaner portrætterer Jane Austen kvindelivet i England i slutningen af 1700-tallet, mens mændene blot er bipersoner. Nøjagtig samme optagethed af kvindeportrættet finder man hos Henry James, i særlig grad i ”Portræt af en dame”, hvor plottet ligesom i de fleste af Jane Austens romaner drejer sig om ægteskabstilbud og udforsker kvindens splittelse mellem selvstændighed og den sociale forventning om at indgå et passende og godt ægteskab.
Der er en tone af ironi og satire over Jane Austens portræt af samtiden og de sociale vilkår og normer, men hun forholder sig også ironisk til selve skrivekunsten, når hun med romanen ”Northanger Abbey” (1817) parodierer den gotiske genre. På samme måde læner Henry James sig både op ad satiren i eksempelvis sit portræt af Daisy Miller og hendes eskapader i Europa, ligesom han med bevidsthed og ironisk distance skriver sig ind i den gotiske genre med romanen ”Skruen strammes”.
Man finder også en optagethed af kvindeportrættet i franske Gustave Flauberts (1821-1880) hovedværk ”Madame Bovary” fra 1857, hvor bondedatteren Emma gifter sig med lægen Charles Bovary. Ægteskabet bringer dog ikke den lykke, som hun havde håbet på. Det bliver nærmere et fængsel, hvor hun føler sig mere og mere kvalt. End ikke en lidenskabelig kærlighedsaffære med en anden mand giver hende lindring. Også Isabel Archer fanges i et ægteskabeligt fængsel i ”Portræt af en dame”, men selv til slut fremstår andre ægteskabelige alternativer og udstrakte hænder ikke som reelle muligheder for hende.
Gustave Flaubert var også en af Henry James’ litterære forbilleder, og han kaldte ham for romanforfatterens romanforfatter. De blev introduceret for hinanden i 1876 af den russiske forfatter Ivan Turgenev, som Henry James også beundrede, og som han havde et årelangt venskab med. Turgenev introducerede ham desuden for en række af tidens andre store europæiske forfattere, inklusive Émile Zola.