I Henry James’ korte gyserroman ”Turn of the Screw” fra 1898 (”Skruen strammes”, 1950) ansættes en ung præstedatter som guvernante på herregården Bly af en rigmand, som har taget sine forældreløse søskendebørn, Miles og Flora, til sig. Hans eneste krav er, at han ikke vil forstyrres, så da guvernanten ankommer til huset, er det kun beboet af børnene, husholdersken Mrs. Grose og tjenestefolk. Børnene viser sig at være kærlige og lydige børn, som fordyber sig i deres skolegang og andre dannende aktiviteter med stor flid og dygtighed. Guvernanten beskriver dem som elskelige og engleagtige, men alligevel er der noget omkring deres adfærd, som gør dem unaturlige og upersonlige, og hendes samkvem med dem bliver kun mere anstrengt og underligt, da hun begynder at se to skikkelser gå omkring på ejendommen, som angiveligt ligner deres tidligere guvernante Mrs. Jessel og tjener Mr. Quint, som på mystisk vis begge forsvandt.
”Skruen strammes” er en rammefortælling, altså en fortælling i fortællingen. En unavngiven jegfortæller hører guvernantens historie ved et aftenselskab, hvor der læses op fra guvernantens egen nedskrevne historie. Det er den historie, som fortælles i jegform fra guvernantens synspunkt i resten af romanen.
29172935
Genremæssigt trækker romanen på den engelske tradition inden for gotiske romaner, som interesserer sig for grænselandet mellem fornuft og irrationalitet, virkelighed og fantasi. En række gotiske motiver sætter scenen for handlingen, f.eks. i følgende tekststykke, hvor den helt bevidste brug af virkemidler bliver særligt åbenlys: ”Stedet var med sin grå himmel og sine visnede blomsterkranse, sine blotlagte områder og nedfaldne blade alle vegne som et teater efter en forestilling – helt overstrøet med sammenkrøllede programmer.” (s. 89).
Men hvor den gotiske roman typisk er bygget op efter et handlingsklimaks i slutningen, hvor orden igen stabiliseres, er klimakset i ”Skruen strammes” mere mudret, og det bliver en pointe i romanen, om man overhovedet kan stole på guvernantens ord?