Mange af Elfriede Jelineks tekster er konstrueret ud fra referencer og citater fra historiske, musikalske og litterære kilder, såvel som fra massemedier og hverdagssprog.
Om sin arbejdsmetode og sit forhold til realisme fortæller hun i et interview: ”Det, jeg beskæftiger mig med, er ikke virkeligheden, men den anden natur. Hvordan virkeligheden giver sig udslag i mediernes overfladefænomener – det kan man godt kalde en anden natur. Jeg leger med overfladefænomener og tvinger dem til at briste og afdække en anden sandhed, som ligger nedenunder.” (Sigrid Löffler: Spøgelsernes herskerinde. Forum for køn og kultur, 2005-02-22).
Magtstrukturer på både samfundsplan og i de nære relationer er en tematik, som Jelinek med sit spiddende og sarkastiske sprog afdækker og blotlægger. Romanen ”Lyst” er skrevet som en parodi på det pornografiske mandesprog. Brugen af overdrivelse og groteske virkemidler skaber en demaskerende effekt ved at pege på det absurde ved pornografiens fremstilling af seksualiteten som umættelig og besidderisk.
I et interview fortæller Jelinek, at drivkraften bag arbejdet med ”Lyst” var en interesse for det formelle og æstetiske i den litterære pornografi, som den kommer til udtryk i Georges Batailles novelle ”Historien om øjet” (1928). Den oprindelige plan med romanen, der skulle blive til ”Lyst”, var at ”udvikle et sprog for det obskøne ud fra et kvindeligt standpunkt. Jeg opdagede dog hurtigt, at det ikke går, for det obskønes sprog er et mande-sprog, og mandesproget har allerede indtaget det obskøne. For kvinden, som bliver genstand for det obskøne sprog, er der intet sprog tilbage.” (Elke E. Atzler: Det obskønes sprog. Litteraturmagasinet Standart, Årg. 4, nr. 5, 1990).
Jelineks samfundskritiske og provokerende tematikker har delt vandene om hendes forfatterskab, hun er blevet kaldt ”pornograf” og for en, der ”skider i egen rede” på grund af sine sarkastiske og rasende tekster om hjemlandet Østrig. Raseri er en vigtig drivkraft i hendes virke, forklarer Jelinek: ”Raseriet er drivkraften i min litteratur, og raseriet vil aldrig dø i mig. For overhovedet at kunne skrive er jeg nødt til at komme i en tilstand, hvor jeg samler mig ligesom en laserstråle. Østrig vil formentlig stadig være skuepladsen, men temaerne vil ændre sig.” (Sigrid Löffler: Spøgelsernes herskerinde. Forum for køn og kultur, 2005-02-22).