”Uf, jeg får gåsehud af al den gåsehud,” vrissede bjørnen.
”Undskyld, min kære,” sagde hønen og plukkede sine sidste fjer af.
”Det hjælper stadig ikke,” klagede bjørnen.
”Hvad hjælper så?”
”Hønsekødssuppe!””
”Og de onde lo” (2017) er en stor kvadratisk billedbog med undertitlen ”amoralske fabler”. Den er skrevet af forfatter Ellen Holmboe og illustreret af Kristian Eskild Jensen, hvis drabelige blyantstegninger fylder mindst lige så meget i udgivelsen som teksten. Værket består af 12 fabler, der udgør et opslag hver med en kort tekst på venstresiden, der på højresiden udfoldes i tableauer i blå, grå og brunlige toner. Teksterne er indrammet af knoglearabesker, der er tilpasset hver fabels artsgalleri og skaber en makaber og mytisk stemning.
Til forskel fra tegnerens tidligere udgivelser er tegningerne i ”Og de onde lo” baseret på et omfattende skitsearbejde i hånden med blyant. Den sirlige, detaljerige streg med tætte skraveringer og realistiske farver kan beskrives som naturalistisk og i nogle tilfælde nærmest naturvidenskabeligt registrerende. Der er mange gange zoomet helt ind på insekter og planter. På bogens forside kommer vi helt tæt på en næsehornsbille og en myre og kan se, hver en muskel og hvert et led i deres opskalerede kroppe.
En fabel er kendetegnet ved at være en ofte kort fortælling, hvori dyr, planter og ting besjæles og får menneskelige egenskaber. Traditionelt har fablen en morale, læseren kan lære noget af – den er et billede eller allegori på, hvordan mennesket selv opfører sig. I ”Og de onde lo” udsættes fabelgenren imidlertid for et twist. Her har vi at gøre med amoralske fabler, hvor ingen opfører sig som de bør og tilsyneladende ikke kender forskel på godt og ondt. Her er dyrene – og nogle enkelte mennesker – glubske, lurvede, udspekulerede og usympatiske.
53586899
Et grusomt eksempel er fortællingen ”Spurven og krokodillen”, hvor en lille spurv lokker alle sine venner ind i gabet på en flodkrokodille med løftet om en ”gratis middag” i form af de kødtrevler, der sidder mellem dens skarpe tænder og som efter sigende giver den tandpine. Men da dyreflokken tillidsfuldt går ombord i krokodillens gab, lukker den det i og sluger dem alle sammen. Krokodillen slikker sig om munden og beder spurven hente resten af flokken som aftalt i bytte mod, at den ikke æder spurven. ””Okay,” sagde spurven. Den havde lært en vigtig lektie: Det er godt at have venner i nøden.” (s. 8).