”Jeg har haft en god læremester,” sagde hun.
”Er du en valkyrie?” spurgte Tue. ”En af de skjoldmøer, som guden Odin sender ud for at kæmpe her på jorden?”
”Nej!” sagde pigen vredt. ”Jeg har ikke noget at gøre med den lede gamle troldmand Odin. Jeg hedder Bera. Og jeg er et menneske ligesom jer to. Men hvorfor er de efter jer?””
”Vikingevenner” er en læs-selv-serie fra forlaget Alvilda skrevet af Peter Gotthardt og illustreret af Kristian Eskild Jensen. Hovedpersonerne er de fire venner Bera, Ottar, Tue og hunden Trofast. Hver især besidder de vigtige egenskaber til at klare sig sammen i en barsk verden; en er en god bueskytte, en har gode kræfter, en har en livlig fantasi og en er altid loyal. Illustrationerne er computertegnede i kække farver og siderne udsmykket med snoede vikingeornamenter i guld. Fortælleuniverset kan siges at være en blanding mellem Peter Madsens ”Valhalla” og tv-serien ”Game of Thrones” i børneudgave.
I første bind, ”Døden har vinger” (2016), møder Tue og Ottar hinanden på en landevej i Jylland, hvor de deler et stykke brød. De er begge forældreløse og på flugt fra henholdsvis en drabelig vikingebande og en voldelig herremand. En række dramatiske begivenheder udspiller sig på deres vandring, og de kommer blandt andet op at toppes med Hake den Hidsige på en kro i Ribe, hvorefter de må på en farefuld flugt gennem hedelandskaber og over vilde vandløb. Undervejs får de følgeskab af hunden Trofast og mesterskytten Bera, der viser sig at være kongedatter. Gennem børnenes samtaler indflettes forskellige vikingesagn og nordisk mytologi. Vi støder på valkyrier, skjoldmøer, guden Odin og hans ravne, forheksede drikkehorn, vikingetogter, dødsrigets hersker Hel og en trolddomsmagt, der kaldes sejd. Vikingeventyrene fortsætter i de indtil videre fem følgende bind ”I gravhøjens mørke” (2016), ”Det skjulte folk” (2017), ”Ulvetid” (2017), ”Ild og sværd” (2017) og ”Her hersker døden” (2018).
52530245
At serien udspiller sig i Vikingetiden er ikke mindst tydeligt i illustrationerne. Børnene er iklædt kofter og Ottar bærer også en kort kappe og sko med læderstropper op ad benene. Gennem billederne får læseren blandt andet indtryk af datidens transportmidler, mad og våben. Oksetrukne transportvogne i træ, der sidder fast i hjulsporenes mudderhuller, kromad bestående af kogt flæsk på træfade med brød og sennep til og vikingekrigere, der går bersærk med økser og ”drikker blod, som en tørstig okse drikker vand” (s. 20).