I sin punktvise struktur ligner ”Om hundrede år” den tyske forfatter Günter Grass’ (1927-2015) ”Mein Jahrhundert” (da. udgave ”Mit århundrede”, 1999). Nobelprisvinderen Günter Grass havde et afsnit for hvert kapitel om tysk historie, mens Anna Elisabeth Jessen ikke nødvendigvis valgte at fokusere på det, der historisk set kunne være højspændt det år. Snarere er det familien og deres gård, hvor tiden ofte står stille, der er omdrejningspunktet.
Som jysk slægtskrønike med udgangspunkt i det nære ligner ”Om hundrede år” også Jens Smærup Sørensens (f. 1946) ”Mærkedage” (2007). Her følger læseren to nordjyske bondefamilier, der bliver vævet ind i hinanden gennem 70 år. Samtidig illustreres udviklingen og afviklingen af den danske bondekultur i de to familiers historie.
Som hjemstavnslitteratur og familiekrønike ligner ”Om hundrede år” dele af Merete Pryds Helles forfatterskab. Både i ”Folkets skønhed” (2016) og den selvstændige efterfølger ”Vi kunne alt” (2018) bruger Merete Pryds Helle noget af sin egen historie og dykker ned i dansk bondealmue. Begge forfattere skildrer deres miljø og karakterer i enkle og præcise vendinger, og i ”Om hundrede år” er meget usagt. Det usagte ses både i romanens stramme struktur, der efterlader en del ’tomme pladser’, som læseren selv skal udfylde, og internt i familien, hvor man langt hen ad vejen ikke taler om sine følelser.
Med sit fokus på mediehistorien ligner ”Huset” manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblads tv-serie ”Krøniken”. Den blev sendt i 22 afsnit på DR fra 2004 til 2007 og handlede om radiofabrikken Bella i København. Vi følger den familiedrevne virksomhed i de år, hvor fjernsynet vinder indpas hos danskerne, og ejeren Kaj Holgers patriarkalske måde at styre virksomheden og sin familie på får undervejs store konsekvenser. Man følger også datteren Søs, der lever et promiskuøst liv i kunstnerkredse, arbejdersønnen Palle, som bliver økonom, og den jordbundne provinspige Ida.