I kollektivromanen ”Huset” fra 2021 dykker Anna Elisabeth Jessen igen ned i danmarkshistorien – eller rettere sagt i den danske mediehistorie. I ”Huset” følger vi en flok ansatte i et mediehus, der ligner Danmarks Radio, og gennem halvtreds år klippes der mellem karakterernes private historier og de små underspillede dramaer på arbejdspladsen. Huset er i rivende udvikling, og det samme er kønsrollerne, den almene dannelse og samfundet. I 1968 er det normalt med stærke (socialistiske) holdninger og øl til alle møder, mens det i 2018 er de smarte konsulenter og tomme floskler, der hersker i Huset.
38599844
Undervejs fletter den store historie sig også ind: Vietnamkrigen er et samtaleemne, nogle af de ansatte tager på en af de første roskildefestivaler, og terrorangrebet i 2001, 9/11, optræder også. De tre karakterer Kirsten, Niels og Ole er en slags hovedpersoner blandt mange, som vi følger i kronologisk fremadskridende nedslag, der ligner opbygningen af ”Om hundrede år”. Dog er der i ”Huset” ingen årstal på kapitlerne, men kun forskellige tidsmarkører såsom påklædning, nyheder og samtaleemner.
20-årige Kirsten starter som kontorassistent på et populært musikprogram, hvor lytterne ringer ind til den aldrende vært Ib Hjort og svarer på lette spørgsmål – ikke ulig den virkelige verdens Jørn Hjorting og hans radioprogram ”De ringer, vi spiller”, der netop startede i 1968. Den jordbundne Kirsten bliver selv kæreste med den skruppelløse psykologistuderende Ole, der hurtigt får mast sig ind i mediehuset ved at gennemskue og udnytte sine kollegaer. Niels er derimod en retfærdighedssøgende karismatisk udenrigsjournalist, der efterhånden bliver gift med Kirsten, og vi følger Ole og Niels’ interne – og på sin vis uforløste – magtopgør i mediehuset, hvor Ole forsøger at starte en smædekampagne om sin rival. Alle tre ender dog som chefer i sidste ende.
Anne Elisabeth Jessen opererer som i ”Om hundrede år” med en underspillet dramatik, hvor små fejltrin eller fortielser hjemsøger romanens karakterer mange år efter, mens historien går sin umærkelige gang. Romanen, der også kan kaldes en arbejdspladshistorie, er skrevet i et nøgternt og realistisk sprog og i roligt tempo.