Genrer og tematikker

Jeg er først og fremmest dokumentarist,” siger Lars Johansson om sit forfatterskab (Madeleine Saunte: Interview til Forfatterweb, januar 2019). Han hægter sine historier op på et velresearchet stillads af datoer, stedsangivelser, rigtige personer og faktiske begivenheder.

Skildringerne er detaljeorienterede, og fortiden gøres levende med omhyggelige beskrivelser af lugte, lyde, genstande og materialer, der maner epoken frem. Samtidig forbliver det dokumentariske skelet meget tydeligt i læseoplevelsen. Handlingen drives frem af datoer og stedsangivelser, meget ofte optræder de ligefrem som kapiteloverskrifter, f.eks. kan et kapitel hedde ”9. april 1945”.

Et tema i forfatterskabet er en vilje til at nuancere eftertidens ofte sort-hvide fordømmelse af fordums handlinger og holdninger. Lars Johansson beskriver, hvordan det enkelte individ navigerer efter bedste evne under de vilkår og betingelser, det nu befinder sig i, så det gøres forståeligt og muligt at identificere sig med for nutidige læsere. Som for eksempel den unge Signe, der er fascineret af de flotte og dannede verdensborgere fra det store naboland, som forelsker sig i en tysk officer, som flirter med ariske og nazistiske idealer, og som i øvrigt aldrig tror på rygterne om deporteringen af jøder.

Stærke kvindeportrætter er kendetegnende for forfatterskabet sammen med en optagethed af, hvad det vil sige at være kvinde, generelt og i den specifikke tid. Det gøres til en tilbagevendende pointe i forfatterskabet, at hovedpersonerne oplever både særbehandling og fordømmelse, alene på grund af deres køn. 

Centralt i både Signe-bøgerne og ”Ved Ishavet” står en karakterstærk og sanselig kvinde med appetit på livet, åbenhed mod verden og mod til at gå mod strømmen.