Baggrund

Citat
”Er så træt af familieteater/ alle spiller en rolle/ spiste for mange Sarah Bernhardt/ det var ellers beslutningen at jeg skulle have kontrol over det/ over hvad jeg spiser for ellers æder jeg bare sukker/ hvis du stiller det foran mig æder jeg det, også chips”
”Piedestal”, s. 45.

Rolf Sparre Johansson er født i 1985. Han er opvokset i Kolding og fik i 2008 sine fire første digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. På sin blog, hvor han siden 2011 har delt tekster, billeder og diverse overvejelser om litteraturens væsen og formål, skriver han: ”Da jeg var 17 år gammel, i Kolding i 2002, indså jeg for første gang, at litteratur ikke bare er noget, man låner på biblioteket, køber i en boghandel eller læser i skolen. Litteratur er også noget, man kan forsøge at skrive selv. Det var meget revolutionerende for mig på det tidspunkt.” (Rolf Sparre Johansson: Amatører, der udgiver bøger. Forfatterens egen blog, 2013-08-29).

Han debuterede med digtsamlingen ”Søvn” i 2015. Det er en autofiktiv digtsamling, der er skrevet mens han gik hjemme på barsel med sin ældste datter Vera. Det første digt i samlingen skrev han på sin mobiltelefon under dynen, fordi han var bange for at de kliklyde, som hans gamle Nokia gav, når han skrev på den, skulle vække datteren, som han netop havde fået til at sove.

Før Rolf Sparre Johansson blev far, kom han i de aktivistiske miljøer omkring Bolsjefabrikken, Folkets Hus på Nørrebro og i periferien af aktivistgruppen Kirkeasyl, der støttede den gruppe irakere, der i 2009 søgte kirkeasyl i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Interessen for aktivisme og forholdet mellem det private, det personlige og det politiske har han taget med sig over i sit arbejde med litteratur. I 2010 startede han mikroforlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale, der forkortes OVBIDAT. Akronymet afspejler hans syn på litteratur som en form for aktivisme, der kan nuancere og ændre på den måde, vi opfatter verden på. Forlaget udgiver lyrik og andre korte former for skønlitteratur i bøger, der er fremstillet ved håndkraft, nål, tråd, lim og papir. Det har bl.a. udgivet digteren Cecilie Linds debut ”Ulven åd min eyeliner” i 2010, det litterært aktivistiske tidsskrift Ovbidat magasin, og som forlægger og redaktør er Johanssons forhold til de forfattere, han udgiver, personligt.

I 2017 blev han kandidat i litteraturvidenskab, og samme år påbegyndte han sammen med sin forfatterkollega Andreas Eckhardt-Læssøe en skriveskole i Nordvest i København. Ud over at undervise der, arbejder han på Sydhavnens Bibliotek som logistik- og havemedarbejder.