Genrer og tematikker

Rolf Sparre Johansson har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Han afsluttede sin uddannelse med at skrive speciale om det umiddelbart politiske ved dansk samtidspoesi med særligt fokus på digteren Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ”det nemme og det ensomme”, der udkom i 2013. Nordenhofs digte er på samme tid sårbare, socialt indignerede og samfundskritiske, og hendes skrøbelige selvbiografiske stil har ligheder med Johanssons.

På baggrund af sine erfaringer med at blive far og miste sin mor, da han var midt i tyverne, skriver Johansson autofiktiv lyrik i et sprog, der sjældent er metaforisk eller udpræget lyrisk. Han skriver med små bogstaver i et enkelt, mundret sprog, der virker som en blanding af talesprog og skriftsprog. Det er flakkende og forvirrende, idet han bryder sætningerne op, ryster syntaksen og lader ord og sætninger blive gentaget på en måde, der får det til at virke som om digtene stammer.

Hans digte skildrer et almindeligt hverdagsliv og de praktiske gøremål, der er en del af det at få børn. De daglige rutiner er præget af kontinuerlige gentagelser, som han udpensler, og med små sproglige forskydninger fremhæver han de afvigelser, der adskiller én søvnløs nat fra den anden; ét bleskift fra det næste. Hans beskrivelser er minutiøse på en måde, så det til tider virker som om digterjeget falder i staver over det, han beskriver, f.eks. når han redegør for, hvordan han klipper sin datters tånegle i kortprosateksten ”Tåspidsens hud” fra ”Piedestal”.

I ”Søvn” fostrer jegets afbrudte søvnmønstre en indre frustration og vrede, som Johansson mener er underbelyst i litteraturen: ”Det med at blive nægtet søvn eller vækket pludseligt gang på gang er jo en velkendt torturform, der også kan føre til psykoser. Det er ikke for sjov.” (David Jacobsen Turner: Søvntortur og tresomhed. Jyllands-Posten, 2015-05-30).

Også døden er et centralt tema i forfatterskabet, og efter udgivelsen af ”Begravelse” har Johansson ved flere lejligheder udtalt sig om sit forhold til døden samt det savn og den sorg, der kan være så svær at sætte ord på. I Information har han bl.a. karakteriseret danskernes forhold til døden således: De rituelle fællesskaber, vi befinder os i som kulturkristne, er ret minimale. Når en person dør, bliver kroppen gjort til andres ansvar – hospitaler og bedemanden. Vi har lukkede kister, og den direkte kontakt med den døde er meget begrænset. Vi har ikke tradition for ritualer, som er bagvedliggende og hjælper til at skabe rum for at kunne være i sorgen og tale om døden. (Christian Bennike: ’Jeg har ingen grund til at tro, at min mor er et nyt sted nu’. Information, 2016-08-06).