Vilma Sandnes Johanssons debutroman indskriver sig i genren autofiktion, der ofte centrerer sig om personlige kriser. Tag bare Thomas Korsgaards roman ”Hvis der kom et menneske forbi” (2018) eller Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” (2015) for blot at nævne nogle få. Johanssons værk skiller sig dog ud fra flertallet ved, at baggrunden for den personlige krise ikke er en dysfunktionel familie. Hos Johansson er man aldrig i tvivl om kærligheden mellem forældre og barnet – den løber som et underlæggende stærkt spor i romanen og får også læseren til at tro på, at Vilma rent faktisk kan komme stærkt ud på den anden side af tabet af moren. Fordi hun grundlæggende er fyldt op med kærlighed og tro på, at hun er elsket.
For læsere, der gerne vil dykke ned i de hovedtemaer, debutromanen åbner for: kræft, pårørende/sorg og teenageliv, er der et utal af romaner at fortsætte med. De seneste år er der skrevet en del romaner om kræft – både fra den ramtes og pårørendes vinkel. To af de romaner, der er i fin tråd med ”Tænk ikke på mig”, er Joakim Kruse Lykkes autofiktive roman ”Et sted at være mor fra” fra 2022 og Amalie Langballes ”Forsvindingsnumre” fra 2019. I førstnævnte er fortællervinklen hos en voksen mand, der lukker læserne ind i sorgen over sin mors kræftsygdom og død. I Langballes roman bæres fortællerstemmen af en yngre kvinde, der rejser ud i verden og ind i sorgen efter at have mistet sin mor til kræft. Også Martha Flyvholm Todes ”På Bornholm må man græde overalt” fra 2017 er oplagt at drage paralleller til, idet begge værker tematiserer unge pigers tab. I Todes roman mister Maria sin stedfar og har (som Vilma) svært ved at mærke noget som helst. Romanen tematiserer sorgarbejdet og Marias forsøg på at rimpe det hele sammen til en ny og meningsfuld fortælling.
For læsere, der ønsker at dykke videre ned i ungdoms-temaet, er irske Sally Rooneys ”Samtaler med venner” (2017) relevant. Hos Rooney er hovedkaraktererne en anelse ældre end Vilma, nemlig 21 år, og det er ikke sygdom og død, der giver de unge benspænd. Alligevel har de meget tilfælles med Vilma i ”Tænk ikke på mig”. Deres fremtid virker underligt udvasket og ligegyldig, og i det hele taget har hovedpersonen Frances en kølig distance til alt. Indeni er hun dog et stort emotionelt virvar, og på den måde minder hun om Vilma, der forsøger at virke glad og let udadtil, ikke umiddelbart gør sig mange fremtidstanker, men indadtil er dybt påvirket af sorg.