Zenia Johnsen er opvokset i et socialt boligbyggeri ud til en trafikeret vej i Nordbyen i Randers. Som barn troede hun, at hendes far Per vidste alt, og at forfatter var noget, man var, ”ligesom man var en hund eller en kat. Man var det, eller man var det ikke.” (Forfatterens hjemmeside).
Hun er uddannet fra Danmarks Biblioteksskole og arbejdede i tolv år som børnebibliotekar i Fredericia. I 2004 fik hun ideen til hjemmesiden fortællingen.dk; en online guide skabt for at inspirere børn til gode læseoplevelser. Her var hun ansvarshavende redaktør og anmelder, frem til siden lukkede i 2011. Samme år debuterede hun selv som børnebogsforfatter med billedbogen ”Hunden der ikke troede på op”, der er illustreret af Kamila Slocinska. Derudover var hun i flere år aktiv som lektør for Dansk Bibliotekscenter, forlagskonsulent hos Gyldendal og medlem af Kulturministeriets priskomité. Denne periode af sit liv beskriver hun på følgende måde: ”Jeg læste hver dag, jeg læste i mange, mange timer hver dag, jeg læste i busser, på bænke, i timerne, i skolen, i sengen, mens jeg spiste, mens jeg vaskede op og når jeg børstede tænder. I mange år levede jeg for og af at læse.” (Favrskov Lokalavis: Bogminder og fugle. Favrskov Lokalavis, 2019-03-07).
Men en juniaften i 2012, da hun var på vej i biografen med sin mand Janus, faldt hun ned ad en trappe og slog hovedet ind i en betonvæg. Hun pådrog sig en voldsom hjernerystelse og lever i dag med kroniske følgevirkninger heraf som søvnbesvær, hukommelsesproblemer og hovedpine. Den barske omvæltning fra et travlt litterært arbejdsliv til en hverdag med genoptræning og gråd har hun skildret poetisk og usentimentalt i postkortromanen ”Hjerneskælv”, der udkom i 2016. For voksne har hun derudover også skrevet kortromanen ”Alt det her” (2022), hvori den kvindelige jegfortæller i en humoristisk tone beskriver en barndom med en ustabil far og et voksenliv med social angst.
På sin hjemmeside deler Zenia Johnsen åbenhjertigt ud af tankerne bag sine projekter og arbejdsprocesser. Her kan man blandt andet læse en række feltnoter fra samarbejdet med illustrator Signe Parkins om den grafiske fortælling ”Per” (2013) og deres fælles forkærlighed for sommerfuglearter som Nældens Takvinge. På hjemmesiden gør Johnsen sig også nogle overvejelser over, hvorfor hun primært skriver til børn: ”Jeg har igennem hele mit forfatterskab været særligt optaget af at skrive børnelitteratur, fordi jeg ønsker, at børn skal føle sig kloge og betydningsfulde. De skal forstå, at de er nogen. Ja, det ønsker jeg faktisk for alle læsere, men det begynder jo med de første flaskeposter, man trækker op af havet.” (Forfatterens hjemmeside).