Zenia Johnsen

Zenia Johnsen er opvokset i et socialt boligbyggeri ud til en trafikeret vej i Nordbyen i Randers. Som barn troede hun, at hendes far Per vidste alt, og at forfatter var noget, man var, ”ligesom man var en hund eller en kat. Man var det, eller man var det ikke.” (Forfatterens hjemmeside).

Hun er uddannet fra Danmarks Biblioteksskole og arbejdede i tolv år som børnebibliotekar i Fredericia. I 2004 fik hun ideen til hjemmesiden fortællingen.dk; en online guide skabt for at inspirere børn til gode læseoplevelser. Her var hun ansvarshavende redaktør og anmelder, frem til siden lukkede i 2011. Samme år debuterede hun selv som børnebogsforfatter med billedbogen ”Hunden der ikke troede på op”, der er illustreret af Kamila Slocinska. Derudover var hun i flere år aktiv som lektør for Dansk Bibliotekscenter, forlagskonsulent hos Gyldendal og medlem af Kulturministeriets priskomité. Denne periode af sit liv beskriver hun på følgende måde: ”Jeg læste hver dag, jeg læste i mange, mange timer hver dag, jeg læste i busser, på bænke, i timerne, i skolen, i sengen, mens jeg spiste, mens jeg vaskede op og når jeg børstede tænder. I mange år levede jeg for og af at læse.” (Favrskov Lokalavis: Bogminder og fugle. Favrskov Lokalavis, 2019-03-07).

Men en juniaften i 2012, da hun var på vej i biografen med sin mand Janus, faldt hun ned ad en trappe og slog hovedet ind i en betonvæg. Hun pådrog sig en voldsom hjernerystelse og lever i dag med kroniske følgevirkninger heraf som søvnbesvær, hukommelsesproblemer og hovedpine. Den barske omvæltning fra et travlt litterært arbejdsliv til en hverdag med genoptræning og gråd har hun skildret poetisk og usentimentalt i postkortromanen ”Hjerneskælv”, der udkom i 2016. For voksne har hun derudover også skrevet kortromanen ”Alt det her” (2022), hvori den kvindelige jegfortæller i en humoristisk tone beskriver en barndom med en ustabil far og et voksenliv med social angst.

På sin hjemmeside deler Zenia Johnsen åbenhjertigt ud af tankerne bag sine projekter og arbejdsprocesser. Her kan man blandt andet læse en række feltnoter fra samarbejdet med illustrator Signe Parkins om den grafiske fortælling ”Per” (2013) og deres fælles forkærlighed for sommerfuglearter som Nældens Takvinge. På hjemmesiden gør Johnsen sig også nogle overvejelser over, hvorfor hun primært skriver til børn: ”Jeg har igennem hele mit forfatterskab været særligt optaget af at skrive børnelitteratur, fordi jeg ønsker, at børn skal føle sig kloge og betydningsfulde. De skal forstå, at de er nogen. Ja, det ønsker jeg faktisk for alle læsere, men det begynder jo med de første flaskeposter, man trækker op af havet.” (Forfatterens hjemmeside).

Hvem er man egentlig, når ens vante rammer bliver blæst i uorden, når det hustag, man plejer at vågne op på, forsvinder under én, og man lander på en gren et fremmed og mystisk sted? Det undersøger Zenia Johnsen i billedbogen ”Bjarne blæser væk” (2019), der er skrevet til de 4-8-årige. Den er illustreret af den danske billedkunstner og illustrator Simon Væth, der har en forkærlighed for sort tryksværte og en bred, grov streg. Den benytter han i stor stil i ”Bjarne blæser væk”, hvis hovedperson – ungkarlen Bjarne – er en glad og forpjusket solsort, der lever i en kaotisk og kantet storby. Bjarne værdsætter trafikkens støj, der larmer ”virkelig vidunderligt”. Han er en positiv indstillet fugl, der er godt tilfreds med sit liv i den hektiske by og glædes over at finde et ”prima” cigaretskod, som han kan gumle på til morgenmad. Han er helt ubevidst om sin egen usunde livsstil, og det samme gælder byens indbyggere, i hvis ører hans hosten og harken lyder som smuk fuglesang.

46075927

En morgen forandres Bjarnes liv fuldstændig, hvilket fortælleren har varslet allerede i bogens første sætning. Verdenshistoriens største orkan rammer den by, Bjarne bor i, og blæser ham væk til et sted med blå himmel og stilhed. Fortællingens kronologi er på denne måde både ligefrem og en lille smule vindblæst. Først tror Bjarne, at han er blevet en anden eller døv, men da han kommer lidt til sig selv, opdager han, at han slet ikke er blæst så langt væk som først antaget. Han er landet i en grøn og frodig park, der til Bjarnes store fornøjelse også har masser af skraldespande. Her møder han Charlotte, der er brun og – i endnu højere grad end orkanen – vender op og ned på Bjarnes verden.

I et enkelt og poetisk sprog med en mild, underspillet humor har Johnsen med ”Bjarne blæser væk” skabt en fortælling om, at katastrofer nogle gange kan vise sig at være mirakler. At ufrivillige livsomvæltninger kan føre en uforudset lykke med sig, når man som Bjarne får udvidet sin horisont og blæses omkuld af både naturkræfter og kærlighed.

I 2021 udgav Zenia Johnsen billedbogen ”Ranuknus”, der er tegnet af Lea Hebsgaard Andersen. Det er en fantasifuld historie fortalt i syv kapitler om relationen mellem den 6-årige Arne og hans barnepige Molly. Molly er ikke umiddelbart særlig interesseret i at passe Arne, men da hun er 12 centimeter for lav til at blive avisbud, må hun nøjes med tjansen som babysitter. Hun drømmer om at spare penge nok sammen til at kunne købe en pony, og hendes opfindsomhed fejler ikke noget. Så da Arnes mave en dag har vokset sig stor som en ballon, iværksætter hun en lille forretning, der tjener styrtende på at udleje planeten Ranuknus, som den svævende Arne kalder sig selv.

Arnes forældre beskriver deres søn i absurde vendinger som en 6-årig dreng, der kan gå pænt i snor, men ikke er så god til at høre efter. ”Hans ører er vokset helt ud, men de virker ikke så godt”, står der i det jobopslag, de har hængt op i deres trappeopgang. Arne gør oftest det modsatte af, hvad Molly beder ham om, og derfor finder hun hurtigt ud af at beordre ham til det modsatte af, hvad hun mener. Hun siger f.eks., at han skal larme, når hun vil have ham til at være stille.

39186772

”Ranuknus” er skrevet i et humoristisk, mundret og legesygt sprog. Det ses eksempelvis, når Molly i en af bogens mange dialoger spøgefuldt spørger Arne, hvornår han sidst har sluppet en vind, idet han svæver oppe under loftet. Fortællingen udviser stor sympati for den tilbageholdende og dagdrømmende Arne. Den følger en barnlig logik, hvor tyngdekraften er delvist ophævet, og omverdenens mangel på forståelse for Arnes anderledeshed illustreres ved, at han omtales og behandles som en hund, der skal holdes i snor og luftes regelmæssigt.

Arne er et tænksomt barn, der lever i sin egen verden, mens Molly er handlekraftig og hittepåsom. På den måde er de hinandens modsætninger, men de har drømmen om noget uopnåeligt til fælles. Molly ønsker sig en pony, og Arne drømmer om at komme ud i Rummet. Men Molly må lægge sin egoisme til side, da hun ser, hvor skuffet Arne bliver, da luften begynder at sive ud af hans drøm om at være en planet. Og værdien af deres venskab viser sig i sidste ende at være større end deres individuelle længsler.

Zenia Johnsen kalder selv ”Per” (2023) for en grafisk roman, selvom det på mange måder er et værk uden for kategori. Den kan læses af både børn og voksne og er resultatet af en slags kreativ symbiose mellem Johnsens gribende fortælling om svigt og illustrator Signe Parkins’ både pudsigt naivistiske og smukke, detaljerige tegninger.

”Per” handler om en unavngiven jegfortæller, der udvikler sig fra ”mariehønedræber” til ”sommerfugleven”. Faren Per er flyttet, og han har efterladt et gammelt akvarium, som han har lovet, at de sammen skal finde noget at putte i, næste gang de ses. Der går et helt år, før han vender tilbage og tager jeget med i skoven, hvor de finder tyve sorte larver med gule fartstriber i brændenælderne. Per forsvinder igen, og jeget sender ham løbende beskeder om larvernes metamorfose uden altid at få svar.

135614904

Historien er baseret på Johnsens egne erfaringer med at indsamle sommerfuglelarver og observere deres transformation. I én af de 22 feltnoter om processen med at skrive bogen, som kan læses på hendes hjemmeside, beskriver hun, hvordan hun efter sin hjernerystelse fik foræret et akvarie af sin svoger, der viste hende, hvordan man kunne udklække sommerfuglelarver deri.

Selvom Johnsens egen far, der døde i 2006, deler navn med faren i bogen, er det ikke direkte ham, den handler om. Per er en generel faderfigur af den slags, der er fraværende og utilregnelig. Jeget beundrer ham for hans viden og væren, men sørger også over ikke at kunne stole på og være sammen med ham, så meget som det gerne vil. Som anmelder Felix Rothstein formulerer det, er ”Per”: ”både knugende, næsten til at få ondt i maven over, og sjov, så man småklukker over larvefakta og den nyslåede insektpassers genvordigheder. Og så balancerer bogen dygtigt, så hverken larve eller far bliver gumpetunge metaforer for hinanden. En far er en far, og en larve er en larve. Og det er kun én af dem, der bliver til en sommerfugl.” (Felix Rothstein: Da hun sender billedet til sin far, svarer han bare med en tommel-op-emoji, så hjertet synker i læseren. Politiken, 2023-04-02).

”Per” blev i 2024 nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris med følgende begrundelse: ”Værket kan aflæses på mange forskellige planer og har i sig selv endnu flere lag, hvor det, som virker umiddelbart, alligevel vokser i en som læser meget længe efter mødet med historien (…) Det er heldigvis også et værk, som hverken moraliserer eller pædagogiserer, men fortæller om det, der gør ondt, når det gør ondt.” (Nordisk Råd: Zenia Johnsen og Signe Parkins. Nordisk Samarbejde, 2024-04-16). Denne karakteristik gælder i og for sig også for resten af Zenia Johnsens forfatterskab, der tæller billedbøger, tegneserier og romaner for både børn, unge og voksne.

Johnsens børnelitteratur er skrevet med afsæt i en nørdet fascination af naturen og har ofte et dyr som omdrejningspunkt. Blandt hovedpersonerne finder man f.eks. en zombiepingvin og en dæmonisk undulat. Der er også ofte et element af absurditet eller uforudsigelighed i historierne, som når drengen Arnes mave i ”Ranuknus” vokser sig stor som en ballon, så han kan slå kolbøtter i luften, eller når hunden i ”Verdens værste hund” viser sig at være en kat.

Johnsen skriver i en nøgtern, minimalistisk stil med korte sætninger og mange gentagelser. Sproget er enkelt, men samtidig præget af noget legende og lyrisk, som f.eks. de allitterationer, der i ”Bjarne blæser væk” er med til at give rytme, når solsorten Bjarne glædes over byens ”dejlige grå gader”.

Der indgår også mange huskesedler og andre former for lister i Johnsens værker. I ”Ondulaten” er listen med drengen Bastians pligter som undulat-ejer dobbelt så lang, som hans mor er høj. Og i ”Per” brydes handlingen af dagbogssider, hvorpå jeget har noteret forskellige pudsige informationer om pupper.

Zenia Johnsen sammensætter gerne ord på nye måder og opfinder også selv nye ord, såkaldte neologismer. F.eks. tager faren i ”Per” sit ”lyve-ansigt” på, da han siger til barnet, at de snart ses igen. Det er sådanne finurlige sproglige greb, der gør, at Johnsens bøger fremstår lette, godmodige, muntre og fulde af håb til trods for, at de omhandler alvorlige emner som ensomhed, sorg, anormalitet og angst.

Zenia Johnsens børnebøger er illustreret af så forskellige tegnere som Signe Parkins, Tom Kristensen og Jan Oksbøl Callesen, der hver især giver historierne et karakteristisk, men meget forskelligt visuelt udtryk. Sammen med stribemager, illustrator og forfatter Stine Spedsberg, der arbejder under kunstnernavnet StineStregen, har Johnsen udgivet både den romantiske billedbog ”Jeg elsker dig hest!” fra 2016 og en grafisk gyser med titlen ”Ondulaten” (2023). Sidstnævnte handler om drengen Bastian Poulsen. Han ønsker sig en blød kanin, men må kun få en grøn undulat af sin skrappe mor, som Spedsberg gestalter med spøjse ansigtsudtryk, korslagte arme, klare farver og en minimalistisk streg. Spedsberg er kendt for sine autobiografiske onlinestriber og bladtegninger i avisen Politiken. Hun debuterede i 2016 med bogen ”Kærestesorg”, der er en samling af tredive postkort, der kredser om sorg, savn og mistet kærlighed.

En anden dansk forfatter, der ligesom Zenia Johnsen skriver kunstnerisk ambitiøs børnelitteratur i et præcist og poetisk sprog, er den forfatterskoleuddannede Mette Hegnhøj. Savn, ensomhed og venskab er eksempelvis temaet i Hegnhøjs billedbog ”En nat” (2021). Og i den prisbelønnede ”Ella er mit navn vil du købe det” (2014), der er udgivet som en kasse med løse notatark skrevet på en gammeldags skrivemaskine, må pigen Ella ikke få den kat, hun inderligt ønsker sig for sin mor, da hun har allergi.

Rebecca Bach-Lauridsen arbejder i både ord og lyd og har skrevet flere bøger for børn og unge om svære emner som at miste en søskende til døden. I 2016 tilrettelagde Bach-Lauridsen i samarbejde med tonemester Peter Albrechtsen radiodokumentaren ”Rystelsen” om Zenia Johnsens hjernerystelse. Det er en sansemættet sonisk montage, hvor Johnsen i fragmenter fortæller om den dag, hun faldt og slog sit hoved, og om hvordan hun derefter kæmpede med sin forandrede hjerne og sine sansers utilregnelighed.

En anden dansk forfatter, der ligesom Johnsen har bearbejdet en længevarende hjernerystelse litterært, er digter og billedkunstner Amalie Smith. Hun udgav i 2012 hybridhæftet ”Læsningens anatomi”, der er en kombination af notater, teoretisk funderede refleksioner og dagbogstekster fra en måned, hvor hun læser om at læse, selvom hendes hjernerystelse forbyder hende netop det.