natur

Inger Smærup Sørensens debutroman ”Dødsbo” fra 2024 spænder sin lavmælt poetiske fortælling ud mellem stille observation af dugvåde edderkoppespind og kras kritik af de statslige institutioner, der ikke formår at handle på klimakrisen, fordi hensynet til magt og ego vejer højere end vores fælles

Litteratur for børn skal tage de unge læsere alvorligt, og det gør den bedst ved at være på et højt kunstnerisk niveau. Det er illustrator Signe Parkins’ afsæt, når hun illustrerer børnebøger, tegner sin dagbog eller udstiller en papirskulptur med skitser, der slanger sig i luften.

Ane Bjørns illustrerede børnebøger er smukke og poetiske fortællinger, hvor dybe akvareller agerer baggrund for relatérbare tegninger – og så rammer historierne en fåmælt tone, der formår at sætte ord på de ting, der er svære.

Zenia Johnsen skriver smukt sælsomme og finurligt fantasifulde billedbøger, grafiske romaner og andre fortællinger til børn med en ambition om at få dem til at føle sig betydningsfulde.

Hulda Lütken (1896-1946) var en ganske produktiv forfatter af både digte og romaner, hvoraf kun få har overlevet litteraturhistoriens glemsel.

Med stilistisk sikkerhed skriver Ingrid Nymo om sorg, sex, Chanel-kollektioner og nonneliv i de rumænske bjerge. Debuten ”Kloster” ramte en tendens i litteraturen med sin flirten med alternative feministiske fællesskaber.

Moderskab og Moder Jord er søjlerne i Mirian Dues økopoesi, der er gennemstrømmet af rolig tyngde og et både ligefremt og symbolladet sprog.

Sabitha Söderholm skriver sanseligt og poetisk om tabte kærlighedsforbindelser, kolonihistorie og duften af karryblade og natblomstrende jasmin.